Den 6. januar 1926 blev selskabet “Luft Hansa” grundlagt. 3 måneder senere, den 6. april samme år havde det sin jomfruflyvning. Lige efter 2. verdenskrig blev selskabet lagt i graven – men det genopstod i 1953. Det er dermed lidt af en tilsnigelse, at fejre 100 års fødselsdagen – men det lægger ingen dæmper på markeringen.
Det hele begyndte i 1926 med en fusion af 2 flyselskaber: Junkers Luftverkehr og Deutsche Aero Lloyd.

Under nazitiden var flyselskabet en del af regimet og spillede en aktiv rolle i det. Derfor blev selskabet også lukket umiddelbart efter afslutningen af 2. verdenskrig. Men i 1953 blev et nyt Lufthansa-selskab grundlagt og det genoptog flydriften i 1955.

Jubilæumsmotto: “We are the Journey”
Jubilæet vil blive fejret under mottoet “We are the Journey” – et budskab, der fremhæver den fælles rejse, som medarbejdere, passagerer og selskabets fans deler.
Lufthansa skriver i en pressemeddelelse: Jubilæet er en hyldest til de gæster, der har ledsaget Lufthansa gennem et århundrede med udfordringer, forandringer og fremskridt. Uden deres loyalitet og tillid ville Lufthansas succeshistorie ikke have været mulig. Jubilæet er derfor et udtryk for taknemmelighed til de mennesker, der har formet denne rejse.
I dag arbejder 40.000 mennesker fra 122 nationer for Lufthansa. Men hele koncernen har 100.000 ansatte fra over 160 nationer. Lufthansa koncernen omfatter også flyselskaberne Austrian Airlines, Swiss, Brussels Airlines, Eurowings, Discover Airlines og Lufthansa Citylines. Desuden har koncernen også selskabet “Lufthansa Technik AG”, der vedligeholder og reparerer fly og motorer. Dertil kommer at koncernen også har ejerandele i det italienske ITA Airways, Air Dolomiti og Sun Express.

Et år med oplevelser for kunder, fans og medarbejdere
I jubilæumsåret 2026 vil Lufthansa organisere en række aktiviteter og arrangementer for at vise milepæle fra koncernens historie og fokusere på udvalgte punkter i den nærmeste fremtid.
Aktiviteterne vil bl.a. være en permanent udstilling i Lufthansa Group Hangar One i Frankfurt, særlige arrangementer, en historiebog, film- og videoproduktioner, medarbejderfester, kundearrangementer samt marketing- og produktkampagner.
Jubilæumsåret vil være synligt og håndgribeligt for Lufthansa-kunder fra januar. Det særlige “100 Years of Lufthansa”-logo vil blive vist på boardingkort, i lufthavne og ombord på Lufthansa-flyvninger.
Desuden har Lufthansa fået et par fly, der er malet i et specielt “jubilæums-design”, som vi skrev om i denne artikel.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Lufthansa.








