Det ser ud til, at alle medlemmer i Lufthansas loyalitetsprogram Miles & More får godskrevet statusgivende “qualifying points” på deres konto. Det er en kompensation oven på vinterens og forårets strejker, som forhåbentlig skal få medlemmerne til igen at flyve med selskaberne i den tyske koncern.
Lufthansa har valgt at kompensere alle medlemmerne af Miles & More efter årets strejker. Medlemmerne kan se frem til en lille gave på deres konto. Også selvom de ikke har været berørt af strejkerne. For selvom medlemmerne ikke har fået et fly aflyst eller er blevet forsinket, kan de jo sagtens have tøvet med at bestille en billet. Det rammer jo også indtjeningen i Lufthansa, der gerne skulle fylde flyene mest muligt med de aktuelle priser på brændstof. Derfor vil man vinde kunderne tilbage.
Så mange point får medlemmerne
Godtgørelsen afhænger af det niveau, som medlemmerne har i loyalitetsprogrammet Miles & More. Medlemmerne får:
- 20 point, når de er på det laveste niveau i Miles & More
- 30 point, når de har et sølvkort (Frequent Flyer status)
- 100 point, når de har et guldkort (Senator status)
- 300 point når de har det højeste niveau (HON Circle)
Det kan være svært at vurdere denne “gave” når vi ikke kender Lufthansas loyalitetsprogram. Men groft sagt, så svarer kompensationen til Frequent Flyers og Senatorer til omkring 10% af det nødvendige antal niveaugivende “qualifying points”, der skal optjenes i løbet af et kalender år. For HON Cirkle medlemmerne svarer det til 5% af den krævede optjening indenfor et kalenderår.
Men derudover skal medlemmerne stadig leve op til kravet om også at optjene det tilstrækkelige antal point. For i Miles & More skal medlemmerne både optjene et vist antal statusgivende “qualifying point” men derudover også et bestemt antal normale bonus point.
Qualifying point optjenes kun på flyvninger med de selskaber, der har Miles & More som deres eget loyalitetsprogram, mens point optjenes hos alle partnere i Star Alliance. Vi kan med andre ord kun optjene status i Miles & More, når vi flyver med selskaberne i Lufthansa koncernen, LOT og Croatian Airlines.
Så mange point får du for at flyve
Vi kan naturligvis også vurdere antallet af point ud fra det antal, vi får for at flyve med de primære partnere i Miles & More:
- En flyvning på økonomiklasse i Europa giver eksempelvis 20 qualifying point
- Business Class i Europa giver 40 qualifying point
- En interkontinental flyvning på økonomiklasse giver 60 qualifying point
- En interkontinental flyvning på Business Class giver 200 qualifying point
Lufthansa undskylder for strejken
Lufthansa har også sendt en e-mail ud til alle medlemmer i Miles & More, hvor selskabet undskylder strejkerne. I e-mailen står bl.a.: “Den seneste uge har været præget af restriktioner, usikkerhed og ekstra indsats for mange af jer. Vi forstår, hvor svært det kan være, når planer ikke kan implementeres som tilsigtet. Vi vil derfor gerne undskylde for eventuelle ulemper, dette måtte have givet jer.”
Alle bliver godskrevet
I følge de tyske medier, så får alle medlemmer af Miles & More automatisk pointene. Du skal hverken søge om dem eller godtgøre, at du har lidt et tab. Det kompenseres nemlig særskilt efter den gældende lovgivning.
Hvis du ikke har fået e-mailen, skal du måske tjekke dit spam-filter. Men du kan naturligvis også tage et kik på din Miles & More konto for at se, om pointene er gået ind
Artiklen er baseret på denne meddelelse fra det tyske medie “Reisetopia”.








