Lufthansa og Austrian Airlines introducerer WiFi på kortruter

Internetadgang på fly er et af de helt hotte emner for flyselskaber og passagerer for tiden. SAS har meddelt, at de introducerer højhastighedsinternet på kortruteflyene senere på året og nu følger Lufthansa, Eurowings og Austrian Airlines efter.

En af udfordringerne hos de flyselskaber, som allerede tilbyder internet ombord er hastigheden. F.eks. har Norwegian længe tilbudt internet på mange af deres kortrutefly – ligesom SAS også har enkelte fly med WiFi ombord. Men hastigheden har mildt sagt været en udfordringer og ofte ender man med at bruge mere tid på at forsøge at oprette forbindelse end med at surfe på internettet. Af samme grund indstillede SAS også installationen af den nuværende generation internetadgang, men kommer til sommer med en ny og hurtigere udgave.

Med ny teknologi og næste generation af internet på fly, så ser det nu ud til at oplevelsen for passagererne vil blive betydeligt bedre inden for kort tid. Fremover vil det bl.a. også være muligt at streame f.eks. Netflix ombord når den samlede internethastighed bliver omkring 100 MB/s pr. fly fremfor de omkring 8 den ligger på idag.

Nu følger endnu to flyselskaber efter og tilbyder snart højhastighedsinternet ombord. Lufthansa og Austrian Airlines har netop meddelt, at de vil starte med at introducere de hurtigere forbindelser på flere af deres kortrute fly.

I første kvartal 2017 vil servicen være installeret på 20 Airbus A320 fly hos Lufthansa, mens man forventer at alle kortrutefly har denne service i midten af 2018. Austrian Airlines  forventer at have systemet på 31 fly ved udgangen af april 2017.

Også Lufthansas lavprissøster, Eurowings, vil få servicen. Her forventes det at 69 fly har det installeret i løbet af sommeren 2017.

I modsætning til SAS, som har meldt ud at deres internet skal være gratis for EuroBonus Gold og Diamond passagerer samt passagerer på SAS Plus, så vil adgangen koste penge hos Lufthansa, Eurowings og Austrian Airlines.

Der vil blive tilbudt tre forskellige pakker:

FlyNet Message: 3 EUR
FlyNet Surf: 7 EUR
FlyNet Stream: 12 EUR

Priserne er pr. flyvning. FlyNet Message vil kun give adgang til email, WhatsApp, i Message m.v., FlyNet Surf giver mulighed for at surfe på internettet i tillæg, mens den dyreste pakke, FlyNet Stream, også giver mulighed for at streame f.eks. Netflix ombord.

 

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here