En forretningsrejse til Bergen kræver normalt en lejebil, og denne tur var ingen undtagelse. Sixt bød på en ok pris for en Ford Focus eller tilsvarende, men nogen gange får man et opgraderingstilbud til en Volvo man ikke kan sige nej til…
På Flesland er det ganske enkelt at komme frem til biludlejningsskrankerne, og man trænger ikke at gå udendørs for at komme frem til dem. Gå mod udgangen, men gå til venstre lige før døren, og så er du inde i lejebilcenteret. Desverre har lufthavnen flyttet parkeringen af leiebilene under og bag Clarion-hotellet, noget som ikke akkurat er ideelt med det vejr, som Vestlandet i Norge ofte kan byde på. Lejebiler er desværre så længe jeg kan huske ikke blevet behandlet særligt godt i Bergen Lufthavn.
I Sixt-skranken er der to morgenblide herrer, som kan byde på et valg. Enten en lille opgradering gratis, eller en opgradering til Volvos topmodell XC90 for 300 kroner. Valget er i grunden ganske enkelt, og i dette tilfælde kunne jeg desuden vælge mellem sort og champagnefarvet bil.
Volvo XC90 så dagens lys på Detroit-udstillingen i 2002 og dukkede op på markedet som årsmodel 2003. Bilen markerede sig hurtigt, som en praktisk stor-SUV, med 7 sæder og generelt meget plads (om end ikke med de bagerste sæder i brug). Her hjemme i Norge blev den for det meste solgt med D5-motoren som dengang bød på 163 hk/340 NM, af afgiftsmæssige årsager. D5 fik senere 185 hk/400 NM, noget som hjalp på oplevelsen af undermotoriseret bil, og topmotoren var en Yamaha-udviklet 4,4 liter V8 på 315 hk som blev introduceret i 2005. Modellen produceres faktisk stadigvæk til det kinesiske marked, under navnet XC Classic. Ved årsskiftet 2014/2015 kom dagens generation, og blev på meget kort tid en stor succes for svenskerne.
“Min” bil var en D5, som betyder en firecylindret dieselmotor på 225 hk / 470 NM, med 39.000 km på tælleren. Førstehåndsindtrykket er et overraskende elegant design på en temmelig stor SUV (4,95 meter lang), og den kølige skandinaviske stil fungerer meget godt – både udvendig og indvendig. Udstyrsniveauet på min bil var Inscription, noget som indebærer at det er meget lidt man savner. Navi, LED-lys, skindinteriør, større stereo og elektrisk justering af snart sagt alt er bare noget af det som findes her.
Ude på vejen viser XC90 hvorfor den er en premiumbil. Alle ujævnheder forceres med pondus og tyngde, den vejer trods alt over 2 ton, og opleves som behagelig. D5’eren giver også oplevelsen af et kraftoverskud, 0-100 klares eksempelvis på 7,6 sek. Motoren går stille, opleves som harmonisk og passer ind i bilens karakter. Siddekomforten er også imponerende, men det forventer jo egentlig fra Volvo.
Affjedringen er slet ikke sportslig, men den store og tunge bil kan presses overraskende langt i svingene, og ujævn vejbane vipper den på ingen måde af pinden. Understyring findes der kun lidt af, men styringen er også bilens svageste punkt rent køremæssigt. Den elektriske servostyring er for let, og giver i praksis ingen tilbagemelding på hvad forhjulene foretager sig. Den var så underlig, at jeg måtte dobbelttjekke om bilen stod på vinterdæk, men det gjorde den ikke. I en bil i denne prisklasse, og når konkurrenterne blandt andet hedder Range Rover Sport og BMW X5, så holder styring som opleves som ganske lig GMC Yukon XL ikke.
Pladsforholdene beskrives bedst som righoldige, og Jeremy Clarksons ord om forrige generation gælder stadigæk: “It has been designed by someone who have kids, not by someone who’ve read about them in a book”. Her er der god plads til omfangsrige børnesæder, og bagagerummet på 695 liter (som 5-sæder) klarer meget skrammel.
Førermiljøet er også værd at nævne. Volvo har i stedet for den traditionelle startknap lavet en drejeknap i midterkonsollen. Det er kun for syns skyld, men det fungerer fint og bliver dermed en udemærket detalje. Kvalitetsfølelsen er ikke overraskende løftet mange hak fra forrige generation, og alt føles solidt og gennemarbejdet. Hovedparten af betjeningen sidder nu i skærmen, og det bidrager til et opryddiligt førermiljø. Imidlertid har dette også nogen ulemper, og det er at enkelte ting kræver tilvænning – en stor ulempe når man har den som lejebil en enkelt dag.
Lejen kostede cirka 1300 norske kroner (normalpris for denne er ca. 2500 kr) for en dag med op til 100 km kørelængde, og gav 500 EuroBonus-point. Normalt set ikke en bil man hverken booker eller får tildelt når man rejser på firmakontoen, så plus i bogen for et godt tilbud.
Her får du vite alt du trenger om Sixt sitt lojalitetsprogram.
