Lås ferieværelset op med din smartphone

Mange af de store hotelkæder har allerede indført elektroniske låse på flere af deres hoteller. Nu følger et charterselskab efter og gør det muligt for gæsterne at undgå magnetkort, som ofte er ustabile og skal omkodes. Ihvertfald på et enkelt hotel som en start. Her slipper de også for de lange køer ved check-in og kan gå lige til deres værelse.

Til sommer kan en række Spies-gæster springe køerne i receptionen over, når de ankommer til deres feriehotel. ”Nøglen” til deres værelse ligger allerede ved ankomsten til deres hotel i gæstens smartphone.

– Vi har valgt at teste det nye nøglefrie system på et af vores koncepthoteller på Kreta. Alt, hvad man har brug for, er en smartphone og en app, som den mobile nøgle sendes til et par dage inden, man tjekker ind på hotellet. Når man ankommer til hotellet, skal man blot åbne døren til værelset med telefonen, og ferien kan begynde, siger produktchef i Spies, Carlos Cebrian.

I slutningen af maj måned ankom de første ”testgæster” til familiehotellet Ocean Beach Club Kreta. Med den mobile nøgle i appen inkl. et kort til at navigere til den rigtige bygning på hotellet kunne gæsterne hurtigt installere sig på værelset.

Spies’ egne koncepthoteller, det vil sige Sunwing Family Resorts, Ocean Beach Club by Sunwing samt voksenkonceptet Sunprime Hotels er udviklet ud fra kundernes ønsker. En vigtig del er at fjerne alt det, der kan irritere på en ferie. Med Easy Travel kan hotellernes gæster for eksempel påbegynde hjemrejsen med at tjekke ind på flyet allerede på hotellet. Transferbussen kører direkte til lufthavnen uden stop undervej, og når man er fremme i lufthavnen, kan man gå direkte til sikkerhedskontrollen. At indføre mobile nøgler er yderligere et skridt på vejen til en behageligere ferie.

– Vi er overbeviste om, at Spies tænker helt rigtigt, og globalt set oplever vi, at interessen for mobile adgangsløsninger stiger. Mobile nøgler giver personalet mere tid til at fokusere på gæsterne, så de får den bedst tænkelige ferieoplevelse, siger Markus Boberg, SVP Commercial Excellence i det svenske firma ASSA ABLOY Hospitality, der står for Spies’ nye ”nøglekoncept”.

– Nøgletesten finder sted frem til midten af august, og derefter skal vi evaluere på testen. Bliver den en succes, vil vi helt klart introducere konceptet på andre af vores hoteller, fortsætter Carlos Cebrian.

Teknikken for de mobile nøgler indgår i ASSA ABLOY Hospitality Mobile Access-løsning og er implementeret i Spies’ Companion App, som er tilgængelig til både iOS og Android.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here