Kommentar: Står oversøiske ruter foran ny nedlukning?

KLM Boeing 777-200. Foto: KLM

Foråret – og delvist sommeren – sidste år betød at en meget stor del af de oversøiske ruter fra Europa blev lukket ned. Det var katastrofalt for den vigtige fragt, men også for de passagerer, som havde et presserende behov for at rejse. Nu er de oversøiske ruter igen pressede af ekstremt strikse rejserestriktioner i mange lande. Står vi overfor en ny periode, hvor vigtige oversøiske ruter bliver lukket ned?

KLM har netop meldt ud at de suspenderer alle deres langruter fra i dag. Nye – og ekstremt strikse – indrejseregler i Holland betyder at flyselskabet ganske enkelt ikke tør risikere, at deres besætninger og fly kan strande rundt om i verden, hvis de skulle teste positivt for Covid-19.

De nye restriktioner på alle rejser til Holland betyder at alle passagerer, men også kabinepersonale og piloter, skal fremvise en negativ hurtigtest, som ikke må være taget mere end 4 timer før afgang. Denne test er i tillæg til en PCR-test som er taget maksimalt 72 timer før afgang. Derudover har Holland også indført 10 dages karantæne ved ankomst til landet.

I praksis gør disse regler det er stort set umuligt at operere langruter – selvom det ikke officielt er forbudt. Risikoen for at flyselskabets personale eller fly kan strande i et andet land er simpelthen for stor.

Desuden vil det betyde at flyselskabet skal have standby-crew på plads på udestationer, hvis det skulle ske at nogen i personalet testede positiv. Risikoen for aflysninger og ikke at kunne få sit crew hjem er ganske enkelt for alt, alt stor.

Men de ekstremt strikse rejserestriktioner kan være en meget stor pris at betale.

Problemer for vigtig fragt

Ikke nok med at det skaber enorme problemer på fragtmarkedet, så forhindrer det også transport af vacciner, sundhedspersonale og andre personer som er væsentlige i bekæmpelsen af Corona.

Rutefly bliver ofte brugt til at transportere vigtig medicin rundt i verden og denne transport kan blive ekstremt presset med lukkede oversøiske ruter.

Det kan godt være at folk flest ikke skal rejse lige nu, men der findes trods alt stadig et behov for at transportere både passagerer og fragt, som er samfundsvigtige. Transport af disse bliver effektivt forhindret ved at man laver så stramme regler at flyselskaberne må opgive at operere ruter.

Kan også blive aktuelt i Danmark

Også i Danmark og en del andre lande har man indført yderst stramme krav til test inden man kan rejse med fly. Det betyder at flyene stort set flyver tomme rundt og økonomien udelukkende er baseret på fragt, hvilket presser luftfarten til bristepunktet.

I mange tilfælde vil det betyde at flyselskaber bliver tvunget til at suspendere ruter indtil de strenge rejserestriktioner bliver ophævet eller lempet igen.

For tiden flyver SAS fra København til New York, Chicago, Washington og San Fransisco. Men det er med katastrofale passagertal i forhold til hvad vi har fået oplyst fra passagerer, som har været med ruterne.

Hvor længe SAS økonomisk kan holde til at flyve rundt uden passagerer er et godt spørgsmål. Men ikke ret længe er vores bud.

Flyselskaber skal ganske enkelt have en rimelig økonomi i at drive ruter – specielt midt i den historisk største krise branchen befinder sig i. Ellers er det mindre katastrofalt at sætte flyene på jorden igen.

Stater bør holde hånden under oversøiske ruter

Derfor bør stater også holde hånden under oversøiske ruter – i hvertfald i et vist omfang. Allermest for at sikre en stabil fragttransport, men også for at samfundskritiske rejsende fortsat kan rejse rundt i verden. Det kan f.eks være som en underskudsgaranti. Det har vi dog ikke set nogen tegn på at politikere tager ansvar for.

Svært at få test

I Danmark er det ganske enkelt at få lavet en PCR eller antigen-test, men sådan er situationen langt fra alle lande.

Danmark tester nemlig ekstremt meget i forhold til de fleste andre lande.

I Sverige f.eks. kan man kun få lavet en test, hvis man har symptomer. Skal man selv betale for en PCR test, så koster det flere tusinde kroner. Antigen test er lidt billigere, men ikke specielt udbredte. I USA er det ikke unormalt at en test koster $150 og at der kan være ventetid – både på at tage test, men også på at få svaret.

Det samme gælder i mange andre lande. I rigtigt mange lande er det stort set umuligt at få lavet en test som opfylder tidskravet på 24 timer inden afrejse.

Derfor sætter 24 timers kravet en effektiv stopper for mange rejser – som medfører at det økonomiske grundlag for flyselskaberne forsvinder.

Det er naturligvis forståeligt at man vil undgå at syge personer rejser for tiden. Men man er nødt til at finde en balance mellem risiko og omkostninger for samfundet. Ellers bliver kuren værre end sygdommen.

Kunne man f.eks. åbne for at vaccinerede personer eller dem, som har immunitet fordi de tidligere har været smittede kan rejse? Det ville ikke redde ruterne, men det kunne i det mindste hjælpe marginalt.

Desværre er reglerne rundt om i verden meget forskellige. De stikker i alle retninger og ændrer sig stort set fra dag til dag.

Mere ensrettede regler globalt kunne være et godt skridt på vejen.

Katastrofalt hvis langruter suspenderes igen

Stopper alle eller hovedparten af langruter til og fra Europa igen, så er det katastrofalt – både for erhvervslivet, men også for de personer som af samfundskritiske årsager er nødt til at rejse. Det kan ligeledes blive et problem når det gælder om at distribuere vacciner og anden medicin.

Risiko for at strande

Jeg ønsker ikke at være en af dem, som pisker en skræmmekampagne op. Dem findes der nok af – både blandt politikere, “eksperter”, medier og på sociale medier.

Men hvis de forskellige lande fortsætter med at indføre så strikse indrejserestriktioner, at de i praksis ikke kan opfyldes, så er der altså en reel risiko for at vi ser langruterne stoppe igen i en periode.

Måske ikke natten over, men i første omgang med kun meget få ugentlige frekvenser og i værste tilfælde kan det føre til fuld stop. Den situation bør vi for alt i verden undgå.

Er du en af dem som har behov for at rejse i den kommende tid, så er det måske værd at overveje om du skal komme afsted hurtigst muligt eller forberede dig på at blive i en længere periode. Eller i det mindst forberede dig på at finde alternativer til dine eksisterende bookinger. Der er en reel risiko for at vi ser flere flyselskaber suspendere ruter i den kommende tid.

Med udsigten til at flere og flere bliver vaccineret, så vil en nedlukning nok ikke blive helt så voldsom som sidste år. Flyselskaberne vil kæmpe hårdt for at opretholde et minimum af ruter fremfor at lukke helt ned. Men ekstreme rejserestriktioner kan tvinge dem til at gå længere i nedlukningen end de har lyst til. Det er KLM og de hollandske rejserestriktioner et godt eksempel på.

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here