Kommentar: Derfor flytter SAS ruter fra Stockholm til København

Stockholm Arlanda Airport. Foto: Swedavia, Peter Phillips. Creative Commons

Vi ser en tydelig tendens til, at SAS har svært ved at få etableret et solidt økonomisk fundament for langruter fra Stockholm og i stedet flytter dem til deres hovedbase i København. Men hvorfor er det lettere at tjene penge på langruter fra København end fra Stockholm?

Sidste år måtte SAS erkende, at deres satsning på at åbne en rute mellem Stockholm og Hong Kong ikke havde været så stor en succes som håbet. Derfor blev ruten flyttet til at afgå fra København fra slutningen af oktober måned. Og senest har SAS – igår – meldt ud at de også flytter deres rute fra Stockholm til Los Angeles til hovedbasen i København. Dermed er Stockholm nu nede på kun to interkontinentale ruter fra SAS, nemlig til New York Newark og til Chicago (plus nogle få afgange til Miami vinterperioden).

Det må være et voldsomt slag i ansigtet på Swedavia, som driver Arlanda lufthavnen og ikke mindst de svenske politikere, som gerne vil have vækst til landet.

Til trods for en stor satsning på flere langruter, så har Swedavia ikke formået at levere varen. De har naturligvis fået “god” hjælp af svenske politikere, som har indført høje flyskatter, der uden tvivl har været medvirkende til at fjerne det økonomiske fundament for ruterne fra Sverige. SAS selv holder sig dog tavs om årsagen, men det er nok mere et spørgsmål om ikke at skabe politiske konflikter og at optræde politisk korrekt.

Foto: John Paul Solis – Public Domain

Derfor er København langt mere attraktiv at flyve langruter fra for SAS

Der er mange ting som taler til fordel for at SAS skal samle sine langruter i København og lære af sine fejltagelser i Stockholm. Den vigtigste er nok at man i Danmark ikke har indført flyskatter, som intet godt gør for klimaet eller miljøet, men til gengæld er direkte skadelig for væksten af et område. Her sparer SAS en del penge, da det ikke er muligt at sende hele denne skat videre til passagererne.

Lavere lufthavnsafgifter i opstarten

Så er der naturligvis muligheden for at få lavere lufthavnsafgifter til nye ruter. Denne mulighed er tilstede i både Sverige, Norge og Danmark og det er naturligvis en gevinst for SAS at starte om igen med lave afgifter når indkøringsperioden er udløbet i Stockholm. Men det er og bliver en starthjælp. Hvis økonomien ikke langsigtet bliver god i en rute, så lukker den igen – med eller uden starthjælp.

Flyskam skader væksten i Sverige

I Sverige kæmper SAS også med begrebet “flyskam”, hvor det er blevet meget populært at flyve mindre fordi man får lidt bedre samvittighed overfor miljøet og klimaet. Ikke at miljøet og klimaet bryder sig så meget om hvor flyet letter fra og flyselskaber skal nu engang holde deres fly i luften – uanset hvilken base de placerer det på.

Flere muligheder for tilslutningsfly

En anden ting, som gør København mere attraktiv er muligheden for tilslutningsfly. Her har København et langt bedre rutenetværk fra Norge og det nordlige Europa. Det betyder at SAS kan sælge Los Angeles og Hong Kong afgangene på et større marked end fra Stockholm. Det afhænger naturligvis af afgangstiderne, som for Hong Kong-ruten er bedre fra København end de var i Stockholm, mens Los Angeles rutens tidsplan er nogenlunde den samme og giver stadig flere muligheder for at nå denne afgange fra mange destinationer.

Svensk økonomi under press

Den svenske krone er historisk lav for tiden og har været det et stykke tid. Desuden er der ikke meget der peger på at der er ændring på vej i nærmeste fremtid. Hele den svenske økonomi er under pres og SAS har selv udtalt, at de kan frygte at en recession er på vej. Hvis jeg var chef for et flyselskab, så ville jeg nok sætte vækstambitionerne i Sverige lidt på hold i en periode. Det er dyrt at trække kunder til når betalingsevnen er lav.

Smidigere transfer i København

At København er langt mere effektiv at mellemlande i for mange passagerer er en anden sag, som ikke nødvendigvis er den store “deal breaker”, men som helt sikkert spiller ind på rejseoplevelsen. Alle som har prøvet at ankomme til indenrigsterminalen i Stockholm og skal skifte til udenrigsterminalen ved hvad jeg taler om. Det er langt fra nogen smidig oplevelse. Her er det altså betydeligt lettere at ankomme fra Göteborg eller andre svenske destinationer til København for at skifte fly. Desuden er København jo også hjemmelufthavn for hele Sydsverige, som nu får direkte afgange i stedet for at skulle mellemlande i Stockholm.

Bedre udnyttelse af flåden

Når man samler så mange fly som muligt på en base, så bliver det også lettere at udnytte flåden bedst muligt. Kabalen bliver større, men med flere kort på hånden, så er der også flere muligheder for at få den til at gå op. Hvis der er aflysninger er det lettere at få ombooket passagererne til andre ruter ligesom det bliver lettere at planlægge personalets arbejdstider. SAS har i forvejen en forholdsvis begrænset langruteflåde og derfor bliver effekten med at samle operationerne på én base endnu større. Der er ganske enkelt mange stordriftsfordele ved at samle operationerne.

Vi har ofte set at SAS har været nødt til at flyve tomflyvninger mellem København og Stockholm for at placere fly de rigtige steder, hvis de har haft tekniske udfordringer. Denne omkostning bliver ligeledes minimeret ved at samle alt på én hub.

Fremtidige langruter

Hvad vil SAS så gøre i fremtiden? Indser de, at det har været en udfordring at opbygge rentable langruter fra Stockholm eller vil de forsøge sig igen?

Umiddelbart giver det nok mest mening at holde sig væk fra det svenske marked lige for tiden. Økonomien er under pres og sammenholdt med flyskam og de høje flyskatter, så er det faktorer, som ikke indbyder til at satse på nye ruter fra Sverige. Her er det nok tid til at slikke sårene efter de hidtidige fejltagelser.

Japan rute kan – på trods af udfordringerne – ende i Stockholm

Der har længe været tale om at SAS vil satse mere på Tokyo. Som vi kunne afsløre tidligere på ugen, så er der netop blevet tildelt slots i Haneda lufthavnen til en Skandinavien rute. Her har SAS tidligere udtalt, at de kigger på at ændre ruten fra København til at gå til Haneda i stedet for Narita. Samtidigt har de luftet idéen om at starte fra Stockholm til Narita.

Men med de seneste erfaringer med langruter fra Stockholm, så er spørgsmålet om SAS tør at satse på Stockholm igen? Lige nu svinger pendulet nok ikke i Stockholms retning. I værste fald kan det betyde, at SAS også kun fortsætter med én rute til Japan i fremtiden.

Hvad med Oslo?

Her gælder lidt det samme som i Stockholm. For selvom SAS kun tilbyder én langrute fra Oslo til New York (plus nogle få afgange til Miami i vinterperioden som er delt med København og Stockholm), så lider man også her under at skulle betale flyskatter. Den norske krone er ligeledes heller ikke i topform for tiden.

Desuden er Norge et stort land, hvor mange uanset skal mellemlande for at komme videre. Her kan de lige så godt mellemlande i København, som i Oslo. Til Oslo’s fordel taler dog, at det er et nærmest umætteligt fragtmarked. Her er der gode penge at hente til de rigtige destinationer.

Oslo har i forvejen et effektivt rutenet fra resten af landet, men København er stadig mere effektiv at skifte fly på. Specielt på hjemrejsen, hvor det er en besværlig process at fortolde på Oslo inden man flyver videre til sin slutdestination.

SAS=Svensk Alt Sammen

At SAS igennem de senere år har fokuseret mere og mere på Sverige, mens de til tider har glemt Danmark og Norge en del er vist ingen overdrivelse. Satsningen på de to ruter til Los Angeles og Hong Kong fra Sverige var et eksempel på det. At SAS efterhånden også har samlet det meste af deres administration i Stockholm er et andet.

Men med erkendelsen af at langrutebasen er (og bør være) i København, så var det måske også på tide at overveje om Stockholm nu også er det rigtige sted at drive hele organisationen fra. Det kan godt være afstandene mellem Sverige, Norge og Danmark ikke er lange, men der er store kulturelle forskelle, som man potentielt ikke fanger når man koncentrerer alt ét sted. Mentalt er der altså meget langt fra Stockholms caféer til udkanten af Norge og Danmark – for slet ikke at tale om blot mellem de tre landes hovedstæder.

I det mindste har svenskerne fået øjnene op for at det bedre kan betale sig, at samle langruterne på en hovedhub, hvilket er en start. Men i dagligdagen er de desværre stadig langt væk fra deres kunder i Danmark og Norge. Uanset hvordan man vender og drejer situationen, så går der altså nogle gange lidt for meget “polarrulle” i SAS produktet i Danmark og Norge ligesom specielt danske EuroBonus-kunder bliver kraftigt nedprioriteret.

Politikere bør forstå et vink med en vognstang

At SAS nu har flyttet to af sine største satsninger indenfor nyere tid fra Stockholm til København – bør virkeligt være et vink med en vognstang til de svenske politikere.

Flyskatter er ikke vejen frem – det er disse ændringer et tydeligt eksempel på. Det bør danske politikere også lære af. Drop derfor den evindelige snak om nye skatter på flyrejser. Det kan godt være det varmer midlertidigt i en slunken statskasse, men det skader væksten, koster arbejdspladser og giver os alle sammen færre muligheder for at komme rundt i verden – mens det absolut ingen effekt får på klima og miljø. Luftfarten er en meget stor vækstdriver og arbejdsplads. De bør have gode og stabile vilkår i stedet for konstant at have truslen om nye afgifter hængende over sig.

Danmark er vinderen lige nu – lad være med at ødelægge det

Indtil videre er Danmark kommet ud som vinderen i forhold til Sverige og Norge når det gælder SAS ruter. Det handler primært om at vi ikke har fået disse flyskatter endnu. Lad nu være med at ødelægge det og lær af de andre landes fejl. For der er flere flyselskaber end SAS og de lægger også deres ruter der hvor det økonomisk giver bedst mening for dem.

 

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

 

2 KOMMENTARER

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here