Kom med på første passagerflyvning med Widerøes nye Embraer E190-E2

Foto: Jan Thore Lygren

I dag var en historisk dag i skandinavisk luftfart. Det var nemlig dagen, hvor Widerøe for første gang fik en helt ny flytype hjem til deres base i Bergen. FinalCall.travel var med på den sidste del af den lange leveringsflyvning fra fabrikken i Brasilien.

Solen skinnede i mere end en forstand over Bergen og Widerøe idag. Med varmegrader og høj solskin – i byen som ellers er kendt for at det ofte regner – så kunne Widerøe ikke ønske sig en bedre kulisse for dagens store begivenhed. Og alle Widerøe-medarbejdere strålede om kap med solen.

Den helt nye flytype, som Widerøe er launchkunde på, har tilbagelagt en lang vej fra Embraer-fabrikken i São José dos Campos i Brasilien for at finde sit nye hjem i Norge.

Flyet klar til afgang fra Aberdeen til Bergen. Foto: Flemming Poulsen, FinalCall.travel

Læs også: I morgen ankommer Embraer E190-E2 for første gang til Skandiavien

Leveret til Widerøe i sidste uge

Da Widerøe i sidste uge fik overleveret flyet ved en ceremoni i Brasilien, så satte de kursen mod Recife i det nordlige Brasilien for at klare det sidste papirarbejde inden flyet kunne sætte kursen mod Europa. Da Embraer E190-E2 er et regionalfly og dermed ikke er bygget til at flyve så lange strækninger, så måtte turen hjem til Norge deles op i mindre etaper.

Verdens første Embraer E190-E2. Foto: Flemming Poulsen, FinalCall.travel

Lang leveringsflyvning

Først gik turen fra Recife til Las Palmas og herefter til Aberdeen. I Skotland har flyet opholdt sig indtil i dag, hvor det for første gang kunne sætte hjulene på norsk jord.

FinalCall.travel var inviteret med til Skotland for at hente flyet hjem til sin nye base i Bergen.

Afgangen fra Aberdeen blev fejret med manér. Foto: Flemming Poulsen, FinalCall.travel

Allerede i formiddag gik turen fra Bergen til Aberdeen med et specialindsat Dash8-Q400 fly med alle VIP-gæsterne og pressen, som skulle se flyet for første gang.

Dash8-Q400 flyet som fløj VIP-gæsterne fra Bergen til Aberdeen. Foto: Flemming Poulsen, FinalCall.travel

Efter ankomsten til Aberdeen, så blev alle budt velkommen på dette første eksemplar af den nye flytype og herefter lettede Embraer-flyet med passagerer for første gang – med kurs mod Bergen.

Crewet sammen med Widerøe-chefen og chefen for Embraers kommercielle flyproduktion. Foto: Flemming Poulsen, FinalCall.travel

Selvom brandvæsenet i Aberdeen glemte at starte vandkanonerne da flyet kørte forbi dem, så var det uden tvivl en mindeværdig flyvning, hvor Widerøe tydeligt var stolte over at kunne byde de første passagerer velkommen ombord.

Hidtil har der kun været Widerøe og Embraer personale ombord på flyet når det har været i luften.

Ombord på flyveturen fra Aberdeen til Bergen blev der holdt taler og alle passagerer fik serveret lidt boblende til at fejre begivenheden med.

Servicen var i top og Widerøe personalet var tydeligt stolte af at flyve i det nye fly. Foto: Flemming Poulsen, FinalCall.travel

Men i modsætning til den manglende vandsalut i Aderdeen, så blev blev modtagelsen af flyet i Bergen fejret ordentligt. Her var der både vandsalut og et hav af Widerøe og lufthavnsansatte, som stod klar på platformen til at modtage det nye fly.

Vandsalut efter landing i Bergen. Foto: Jan Thore Lygren
Her lander flyet for første gang på Skandinavisk jord i Bergen. Foto: Jan Thore Lygren

Derudover kørte flyet også en ekstra “æresrunde” i lufthavnen og stoppede bl.a. forbi de talrige flyspottere, som var mødt op for at se det nye fly. Et flot gestus af Widerøe.

Widerøe med jetfly for første gang

Der er ingen tvivl om at det var med stor stolthed at Widerøe kunne præsentere presse, samarbejdspartnere og ansatte for denne nye flytype. Det er også første gang at det norske regionalselskab får et jetfly i flåden.

Flyet efter landing i Bergen. Foto: Flemming Poulsen, FinalCall.travel

Udover denne første udgave af den nye flytype, så får Widerøe leveret to mere – af samme type – indenfor de næste måneder. Herudover har de option på yderligere 12 fly, hvis de skulle ønske at anskaffe endnu flere jetfly.

Stor fejring i Bergen

Modtagelsen af dette fly på norsk jord blev fejret med maner med den traditionelle vandsalut, som også ofte bruges ved åbningen af nye ruter. Herefter var det tid til den officielle modtagelsesceremoni med efterfølgende taler og middag for de specielt inviterede.

Widerøe-chef Stein Nilsen bød alle gæster velkommen og var tydelig stolt over at tage Widerøe ind i jetæraen. Foto: Flemming Poulsen, FinalCall.travel
Efter velkomsten blev portene til hangaren åbnet og flyet blev kørt ind accompagneret af operasang. Foto: Flemming Poulsen, FinalCall.travel
Flyet på vej ind i hangaren for at være midtpunkt i festlighederne. Foto: Flemming Poulsen, FinalCall.travel
Der blev flittigt taget billeder af det nye fly. Foto: Flemming Poulsen, FinalCall.travel
Den norske transport- og kommunikationsminister ønskede Widerøe-chef Stein Nilsen tillykke med det nye fly. Foto: Flemming Poulsen, FinalCall.travel

Mere miljøvenligt fly

Hvis man sammenligner flyet med tilsvarende fly i dag, så vil denne nye type bruge omkring 17% mindre brændstof, støje 20% mindre og generelt give mindre udslip. Derudover vil flyet kræve mindre vedligehold og dermed mindske omkostningsniveauet, som i sidste ende (måske) kan resultere i mere konkurrencedygtige priser på flybilletter – ihvertfald kan det være medvirkende til at sænke flyselskabets omkostninger.

Motorerne bruger mindre brændstof end ældre fly. Foto: Flemming Poulsen, FinalCall.travel

Hvor bruges flyet?

Ifølge Widerøe, så er planen at det nye Embraer E190-E2 fly skal benyttes på ruterne mellem Bergen og Tromsø samt Bodø i starten. Men i kraft med at selskabet får leveret endnu to fly, så vil man også kunne opleve det på ruter til f.eks. Hamburg og München samt mellem Torp Sandefjord og Trondheim.

Desuden skal flyet også bruges på lidt længere charterruter.

Første flyving med betalende passagerer bliver d. 24. april på afgangen mellem Bergen og Tromsø.

Hvad kan passagererne forvente sig?

I forhold til Widerøes øvrige flåde, som udelukkende består af propelfly, så er det klart en mere behagelig oplevelse at flyve med det nye fly. Støjniveauet er betydeligt lavere.

I alt har flyet 114 sæder, som er det maksimale denne flytype kan udstyres med. Det gør naturligvis, at man ikke skal forvente ekstraordinær benplads. Den såkaldte “pitch” eller sædeafstand er på 29 tommer i dette fly – noget som ikke er særligt generøst og det mærker man da også som passager.

Sådan ser sæderne ud i det nye fly. Foto: Flemming Poulsen, FinalCall.travel
Sådan ser sæderne ud i det nye fly. Foto: Flemming Poulsen, FinalCall.travel

Afstanden mellem sæderne er faktisk mindre end på Widerøes Dash8-Q400 fly idag, men sæderne er dog udformet anderledes i E190-E2, så magasinlommen er placeret øverst på sædet foran, hvilket kompenserer lidt for den mindre sædeafstand, men er du høj, så kommer du til at sidde med knæene mod sædet foran.

Afstanden mellem sæderne er mindre end i Dash8-Q400, men stadig ganske behagelig på kortere turer, hvis man ikke har alt for lange ben. Foto: Flemming Poulsen, FinalCall.travel
Benpladsen. Foto: Flemming Poulsen, FinalCall.travel

Er du høj, så skal du vælge række 1 eller 12, hvor der er bedre benplads end i resten af flyet.

Til sammenligning, så har f.eks. KLM 100 sæder i deres tilsvarende Embraer fly.

Eludtag til alle passagerer

Flyet har 2 lædersæder på hver side af midtergangen, så passagererne slipper altså for midtersæder.

Alle sæder er udstyret med eludtag, så du har mulighed for at oplade dit elektroniske udstyr, men det kan godt blive udfordrende at skulle arbejde på sin laptop i sædet.

Alle stole har et eludtag, som er placeret mellem de to sæder foran nede ved gulvet. Foto: Flemming Poulsen, FinalCall.travel

Generelt set var det dog en behagelig oplevelse at flyve med dette spritnye fly – og et klart løft i forhold til turboprop flyene. Samtidig skal man tage med i betragtning at Widerøe ikke flyver så voldsomt lange ruter og det kan nok retfærdiggøre at der er presset så mange sæder ind i flyet.

Siddekomforten i lædersædet var ganske god, men stolen kan ikke lænes ret meget tilbage. Hvilket måske er meget godt – den begrænsede sædeafstand taget i betragtning.

Der er ingen underholdningssystem i flyet, som f.eks. amerikanske Jetblue har, men da Widerøe flyver forholdsvis korte ruter, så er det ikke et afsavn. Til gengæld, så er bordet udstyret med en tablet/smartphone holder, så man kan se film på sit eget udstyr uden at skulle holde sin tablet eller telefon i hænderne. Et smart tiltag.

Som man kan se på bordet her, så er det udstyret med to riller, som man kan placere sin iPad i. Foto: Flemming Poulsen, FinalCall.travel

Større bagagehylder

I forhold til den tidligere udgave af E190, så er bagagehylderne lidt større på denne nye model. 3 tommer dybere. Ifølge Embraer, så er der plads til én standard håndbagage pr. passager. Sammenlignet med den tidligere model af E190, så åbnes bagagehylderne også opad, hvilket giver en noget mere rummelig fornemmelse i kabinen under boarding.

Flyene er ikke udstyret med WiFi i første omgang, men de grundlæggende installationer for at kunne eftermontere dette er lavet. Ifølge Widerøe, så håber de at kunne tilbyde passagererne WiFi fra næste år.

Historisk dag

Ikke nok med at Widerøe kunne skrive historie med at modtage sit første af mindst tre jetfly i flåden, så kunne vi også skrive i historiebøgerne, at det var første gang denne nye flytype fløj med passagerer og kom til Skandiavien.

Hvis dagens solstråler, som symbolsk skinnede over Bergen vil skinne videre på Widerøe, så er der er ingen tvivl om at flyet bliver en succes for selskabet.

 

FinalCall.travel var inviteret af Widerøe

Tak til Jan Thore Lygren for lån af billeder.

 

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here