Københavns Lufthavn vil udvide bagageområdet

Foto: Københavns Lufthavne

Københavns Lufthavn har længe fået kritik af mange frequent flyers for deres bagageområde, som ofte er overfyldt. Både med passagerer og med bagage på nogle af de små bagagebånd. Nu ser det ud til at lufthavnen gør noget ved problemet.

Længere bagagebånd og mere plads til de ankommende passagerer. Det er målet med det nye byggeprojekt Københavns Lufthavn i dag har sendt i udbud. Det skal planlægges nu, hvis anlægget skal kunne stå klar i 2018.

Hver dag ankommer der op til 35.000 stykker bagage i Københavns Lufthavn – og med en planlagt udvidelse af lufthavnen og vækst hos flyselskaberne, så er der behov for at kunne håndtere yderligere kapacitet. Lufthavnen har nu taget det første skridt til at forbedre forholdene for ankommende bagage ved at sende et byggeprojekt i udbud, som planlægges at stå klart i 2018.

“Vi har de senere år haft en ganske markant vækst i antallet af passagerer – alene i årets første syv måneder en vækst på 10,7 procent. Selvom langt flere passagagerer i dag kun rejser med håndbagage, så er der samlet set også kommet lidt mere ind-tjekket bagage. Derfor går vi nu i gang med at planlægge en udvidelse af hele området til bagageudlevering,” fortæller Kristian Durhuus, der er driftsdirektør i Københavns Lufthavn.

Flere projekter i bagagen
De sidste par år har lufthavnen gennemført en række projekter, der har givet mere plads og lys for at forbedre passagerernes oplevelse. Ikke mindst er der i dag langt færre eftersendte kufferter fra andre lufthavne – kufferter der i sommeren 2014 fyldte godt op i bagageudleveringen. Et resultat af et tæt samarbejde mellem lufthavnen og de handling-selskaber, der står for bagagehåndteringen.

Nu planlægges det at gøre to af de otte bagagebånd længere og samtidig skabe mere plads til passagerne. Det kræver en markant ombygning og flytning af teknik og kontorer. Derfor har lufthavnen netop sendt opgaven med rådgivning af projektet i EU-udbud.

“Det er meget komplekst at bygge midt i hjertet af en travl lufthavn, uden det påvirker passagerne og driften. Det kræver skarp planlægning – og god tid. Derfor forventer vi, at den planlagte udbygning vil være klar om et par år. Lige nu er målet sommeren 2018, men det bliver vi klogere på, når projektet er klar til at blive sat i gang, ” fortæller Kristian Durhuus.

Af samme grund kan der heller ikke sættes pris på projektet endnu. Men det bliver en investering på mere end 100 millioner kroner.

Mere plads til passagererne
Der vil blive omkring 500 m2 ekstra opholdsplads til passagerne – i alt 3.150 m2 omkring de nye bagagebånd 1 og 2. Dertil kommer ekstra plads til de større bagagebånd, teknik og nye kørselsveje til bagagefolkene.

Som det fremgår af lufthavnens udbygningsplan, “Expanding CPH” fra 2014, så venter der i fremtiden yderligere udbygninger af bagageudleveringen. Det kræver dog først en lang række andre udbygninger og ombygninger af både terminaler og teknik.

“Projekterne bliver til i et tæt samarbejde med flyselskaberne og de handlingsselskaber, som på flyselskabernes vegne håndterer både den ankommende og den udgående bagage ,” fortæller Kristian Durhuus.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here