Næsten 3,5 millioner passagerer rejste til og fra Københavns Lufthavn i juli. Det er lufthavnen naturligvis glad for. Men de mange passagerer giver naturligvis også mere trængsel og længere kø.
Københavns Lufthavn har lige udsendt en pressemeddelelse, hvor man glæder sig over, at lufthavnen havde næsten 3,5 millioner passagerer. Men jeg kunne godt ønske mig, at pressemeddelelsen også havde forholdt sig til de ulemper, som de mange passagerer oplevede: Mere trængsel og lange køer. Specielt de lange køer ved paskontrollen har været nævnt i forskellige medier – og fået flere flyselskaber til at true med at trække trafikken væk fra København. Det har også været tydeligt, at de mange passagerer fyldet godt på gangarealerne. Og dermed også spærrer vejen for dem, der bare skal hurtigt hen til gaten.
Så det ville have været nyttigt, hvis lufthavnen havde skrevet, hvad man ville gøre for at afhjælpe sådanne situationer i fremtiden.
Ferierejsen starter i København
Sommerferien har fået mange danskere og sydsvenskere til at pakke kufferten og rejse ud i verden. I juli rejste 3,453 millioner passagerer gennem Københavns Lufthavn. Det er 3,6 procent flere end samme måned sidste år.
“Juli var en måned med høj rejseaktivitet. Mange danskere er rejst på ferie, mens København og resten af Danmark fortsat tiltrækker internationale besøgende. Gode flyforbindelser gør det nemmere at komme ud i verden, men de gør også Danmark mere tilgængeligt for turister og internationalt erhvervsliv,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
Flest rejser til Spanien og Italien
I juli har mange danskere sat kursen mod Sydeuropa. Spanien er det foretrukne ferieland med Malaga, Mallorca og Barcelona som de mest populære destinationer. I alt fløj 294.000 passagerer mellem København og de 12 spanske rejsemål med direkte forbindelse.
Højdespringeren er Italien, som indtager andenpladsen på listen med 11 procent flere rejsende end sidste år. I juli var 263.000 passagerer ombord på flyene til og fra Italien. Derefter følger Grækenland, Tyrkiet og Frankrig som de mest besøgte Middelhavslande. I alt rejste 1,1 million mellem København og et af de fem lande, hvilket svarer til hver tredje rejsende i juli.
”Italien er virkelig populært. Denne sommer har flyselskaberne sat flere fly ind på ruterne til Italien, og interessen for landet er steget markant. Desuden har italienere fået appetit på at besøge Danmark, så vi ser også mange rejsende fra Italien i terminalerne denne sommer,” siger Peter Krogsgaard.
Med andre ord, så bekræfter trafiktallene fra Københavns Lufthavn, at opgørelsen for 2025 fra Danmarks Statistik også holder i år.
Fra syd til nord
En tredjedel af de rejsende var danskere. De øvrige to tredjedele havde en anden nationalitet. Det viser, at Lufthavnen også bruges til mellemlanding af rejsende fra andre lande. Men mange vælger også at besøge København og resten af Danmark. For Danmark er blevet mere tilgængeligt med de mange direkte flyruter.
”Tendensen fra de foregående år fortsætter, hvor rejsende fra Sydeuropa tager på såkaldt ”coolcation” til destinationer med et mildere sommerklima. Her ligger Danmark højt på listen med skandinavisk sommervejr og lyse nætter,” siger Peter Krogsgaard.
Sidste år satte besøgende fra Spanien, Italien, Frankrig og Grækenland rekord med 1,5 millioner turistovernatninger i Danmark, og væksten fortsætter. Ifølge Danmarks Statistik steg antallet af overnatninger fra de fire lande med 3 procent i årets første fem måneder.
”København og Danmark står stærkt som rejsemål blandt europæiske turister. Flere direkte flyruter gør det lettere at komme hertil, og det gavner hele samfundet, når flere besøgende lægger vejen forbi. Det skaber arbejdspladser og giver liv i butikkerne, fyldte borde på restauranterne og flere gæster på museer og attraktioner,” siger Peter Krogsgaard.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Københavns Lufthavn.








