Københavns Lufthavn kritiseres af flyselskaberne for at være grådig

Foto: John Paul Solis - Public Domain

Mens flyselskaberne slider med at tjene penge og er udsat for en historisk hård konkurrence, så skovler Københavns Lufthavn penge ind. Nu har flyselskaberne fået nok af lufthavnens monopol og kræver penge retur.

Københavns Lufthavn har store planer om udvidelse og har også udbygget de senere år. Dog er den primære fokus på at tjene flere penge og ikke på at give passagererne en bedre og mere smidig oplevelse. De seneste planer går bl.a. ud på at nedlægge den såkaldte “tværbane”, som er med til at give lufthavnen en punklighed i verdensklasse. Københavns Lufthavn er dog klar til at opgive denne for at få udvidet bl.a. shoppingområdet. Ironisk nok, så er sådan en tværbane noget, som de fleste andre større lufthavne vil gå meget langt for at kunne tilbyde deres kunder.

Iflg. SAS er Københavns Lufthavn alt for dyr at operere fra sammenlignet med de andre skandinaviske lufthavne.

Pressechef i SAS, Mariam Skovfoged siger bl.a. til DR.dk:

“Vi synes, at afgifterne er alt for høje i Københavns Lufthavn. Vi betaler omkring 2-3 gange så meget for at være i Københavns Lufthavn, som vi gør i lufthavnene i Stockholm og Oslo”

Hvis en flybillet koster 500 kroner, så betaler flyselskaberne omkring 200 kroner til lufthavnen. Altså hele 40% af denne flybillets pris går til lufthavnen. Det mener SAS er for meget og vil nu sammen med de øvrige flyselskaber i IATA kræve tilbagebetaling af de penge, som de mener at have betalt for meget gennem de senere år.

Da SAS tidligere har åbnet nye langruter til Hong Kong og Los Angeles, så udtalte SAS-chef Rickard Gustafson også til FinalCall.travel, at bl.a. det høje afgiftsniveau i Københavns Lufthavn har været medvirkende til at disse nye ruter går fra Stockholm og ikke København.

Københavns Lufthavn forstår ikke kritikken. De mener at de har rimelige priser når man sammenligner med andre lufthavne i Europa. Her er der dog uenighed mellem lufthavnen og flyselskaberne, hvem man skal sammenligne sig med. Lufthavnen sammenligner sig med store lufthavne som Amsterdam, Zürich og München, mens flyselskaberne mener man skal sammenligne med de skandinaviske lufthavne i Oslo og Stockholm.

IATA har nu klaget over lufthavnen til Trafikstyrelsen over de høje priser i København. En mulighed som var indbygget i den fire-årige aftale, som er indgået mellem flyselskaberne og Københavns Lufthavn. Aftalen skulle efter planen udløbe i 2018.

Direktør i Danish Air Transport (DAT), som flyver indenrigsruter fra København til bl.a. Karup og Bornholm – støtter også kritikken af lufthavnen.

Han siger til Standby.dk:

”Det er fantastisk at SAS tager dette op. Det er på tide at se på, hvad Københavns Lufthavn har gang i. Det er også på tide at politikerne træder i karakter overfor Københavns Lufthavn.”

Han fortæller endvidere, at det har kostet DAT 20 mio. kroner da Københavns Lufthavn slog indenrigs- og udenrigsterminalerne sammen. Tidligere har der været en lavere afgift for indenrigsafgange – noget som ikke længere er tilfældet. Denne sammenlægning har også mødt stor kritik hos passagererne, som har oplevet meget længere ventetider i sikkerhedskontrollen.

Iflg. DAT-chefen, så spilder selskabet også hundredetusindvis af liter brændstof hvert år på at flyve fra den fælles terminal da det tager ca. 10 minutter mere pr. afgang at vente på at komme fra gate til startbanen. I den gamle indenrigsterminal kunne flyene selv køre fra gate til startbanen.

Han kritiserer desuden lufthavnen for ikke at lytte til kunderne og betegner det som “at slå i en dyne” når man tager disse problemstillinger op med lufthavnen.

Iflg. Jesper Rungholm, så tjener lufthavnen hele 44 kroner pr. passagerer, som flyver fra København.

Siden 2011 er aktiekursen på Københavns Lufthavne steget med 400%, mens overskudgraden nærmer sig 40%.

Mens Københavns Lufthavn skovler penge ind, så slider flyselskaberne med økonomien.

Senest har SAS besluttet at flytte dele af produktionen til England og Spanien for at sænke omkostningsniveauet.

 

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here