København deler ny Delhi rute med Stockholm

For et par uger siden, så kunne vi fortælle, at Stockholm Arlanda løb med en ny Delhi rute foran København. Men nu tilføjer det indiske flyselskab også København til rutenetværet, så de to skandinaviske lufthavne fremover kan dele en rute til Delhi.

Det har mildest talt været et noget rodet kommunikationsforløb fra det indiske flyselskab, Air India, som er kommet med flere lanceringer af ruten på Twitter, men dog aldrig officielt bekræftet ruten til København. Kort efter bekræftede de så at de ville åbne en ny rute til Stockholm.

I går meddelte Københavns Lufthavn, så at de også kommer på rutekortet til Delhi med Air India når selskabet fra 16. september åbner en direkte rute med tre ugentlige afgange.

Den direkte rute med et af Air Indias nye Boeing 787 Dreamliner-fly er resultatet af adskillige års forhandlinger og tæt samarbejde mellem Københavns Lufthavn og Air India – og ikke mindst myndigheder i både Danmark og Indien.

Også den danske regering har været meget aktiv, blandt andet var transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen i Delhi i slutningen af februar sammen med Københavns Lufthavns ledelse og mødtes i april med Air India i Danmark.

”International tilgængelighed og effektive flyforbindelser spiller en væsentlig rolle for vækst og jobskabelse i Danmark, og det er et konkurrenceparameter i kampen om virksomhedernes placering af deres aktiviteter.

Jeg er derfor meget glad for Air Indias beslutning om at åbne en direkte flyforbindelse mellem København og Delhi. Det vil få stor betydning for danske virksomheder i Indien og giver mulighed for øget samhandel. For danske og indiske turister vil en direkte rute betyde en hurtigere og mere behagelig rejse,” siger Ole Birk Olesen.

Et nyt ”lykkeligt” partnerskab
Air Indias kommercielle direktør, Mr. Pankaj Srivastava Commercial Director, er glad for at kunne udvide selskabets netværk med verdens lykkeligste land.

”Hvis der er ét luftfartsselskab, der er “lykkeligt” for at udvide sit netværk i verdens højst rangerende land på “lykkeindekset”, så er det Air India, ” siger Pankaj Srivastava.

Air Indias kommercielle direktør udtrykte stor glæde og tilfredshed ved offentliggørelsen af nyheden om den nye direkte rute mellem Delhi og København fra 16. september 2017.

”Ruten mellem den danske og den indiske hovedstad vil blive betjent med topmoderne Dreamliner-fly tre gange om ugen,” understreger Pankaj Srivastava.

Skandinavien får således en solid indisk tilstedeværelse, idet Air India tidligere har meddelt, at selskabet starter en direkte rute mellem Delhi og Stockholm i midten af august 2017.

Som medlem af Star Alliance vil Air India kunne samarbejde med bl.a. SAS, der kan flyve passagerer fra hele Nordeuropa til det skandinaviske flyselskabs knudepunkt i København og derfra videre til Indien, understreger administrerende direktør i Københavns Lufthavn, Thomas Woldbye.

”Som Nordeuropas Star Alliance-hub vil vores partnerskab med Air India virkelig kunne styrke knudepunktet i København – til gavn for både Air India, SAS og Danmark. Og så får danskerne og danske virksomheder en lang række nye rejsemuligheder i Indien og Asien via Air Indias hub i Delhi,” understreger Thomas Woldbye.

Fakta:

Air India vil flyve fra København til Delhi tirsdag, torsdag og lørdag klokken 20:40.
Air India er som SAS medlem af Star Alliance. Det betyder, at SAS i samarbejde med Air India kan flyve passagerer via København til Indien.
Indien er verdens næstmest folkerige land med knap 1,3 mia. indbyggere.
Delhi i det nordøstlige Indien er landets hovedstad og næststørste by efter Mumbai.
Danske turister besøger bl.a. Delhi med de mange monumenter, Agra med det berømte Taj Mahal-mindesmærke og de smukke strande i Goa og Kerala.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here