Køb point med op til 50% bonus i Marriott Bonvoy

Marriott Bonvoy har en ny kampagne med individuel bonus, når du køber point. Jeg fik tilbudt 50%, men andre har fået tilbudt mindre.

Marriott Bonvoy har tilbudt mig en bonus, når jeg køber point. Men e-mailen fortæller bare, at jeg skal tjekke bonusprogrammets hjemmeside, for at finde ud af, hvor meget jeg får. Det er første gang, jeg har fået en sådan “teaser”, som handelshøjskolens marketing eksperter nok vil kalde det. Men det er måske det nyeste påhit for at få medlemmerne til at føle sig værdsatte?

Marriott Bonvoy giver mg en “Exclusive Bonus” på 50%

Jeg fik tilbudt 50%. Marriott Bonvoy kalder det en “Exclusive Bonus”. Jeg tjekkede nogle internationale blogs, hvor skribenten er blevet tilbudt 45% bonus. Jeg gætter på, at alle medlemmer får tilbudt en rimelig høj bonus – det får dem til at føle sig værdsatte.

De 45% og 50% er væsentligt højere end sidste kampagne, hvor loyalitetsprogrammets medlemmer fik tilbudt 30%. Det tilbud udløb for en måneds tid siden. Men hvad er normalprisen i grunden, når pointene stort set hele tiden kan købes på tilbud. Med andre ord: Du skal kun købe point, fordi du har brug for dem. Ikke bare fordi de sælges på tilbud.

Kort om kampagnen

Tilbuddet løber fra 19. august til 17. september ved midnatstid (men da det er Eastern Time i USA, har vi også de første 6 timer af d. 18. september). Men vent ikke med at købe til sidste øjeblik, for der kan altid opstå problemer med hjemmesiden, internettet eller kreditkortet. Og det vil være træls, hvis tekniske problemer medfører, at du går glip af et tilbud, du gerne vil benytte.

Du skal købe mindst 2.000 point for at få bonussen (som i mit tilfælde er 1.000 point). De koster 25 USD, og giver altså en stykpris på 0,8 cent (hvilket svarer til 5,1 øre).

I løbet af kalenderåret kan du højst købe 150.000 point – så hvis du tidligere har købt point, så reduceres dine muligheder for at købe point under dette tilbud.

Point kan købes på denne side.

Skal du købe?

Du skal altid lave en nøjere vurdering af, om du vil købe point. Normalt tilråder jeg, at du kun køber point, hvis du kan bruge dem i nærmeste fremtid. Ja, du skal faktisk allerede nu have bestemt dig for, hvordan du vil bruge pointene. Og så bestille dit bonusophold straks efter de købte point sættes ind på din konto.

Der er altid en risiko for, at Marriott Bonvoy vælger at devaluere programmets værdi. Det kan ske ved at hæve pointprisen på bonusovernatninger eller ved at reducere udbuddet af bonusovernatninger. Derfor skal du aldrig købe point for at lægge dem på lager.

Dertil kommer, at du skal kunne indløse pointene til en højere værdi, end den pris, du aktuelt betaler. For et års tid siden vurderede jeg, at Marriott Bonvoy point har en værdi på omkring 3 øre. Det skal understreges, at denne individuelle værdi er baseret på min personlige brug af point. Det er muligt, du kan bruge pointene på en måde, der har en bedre indløsningsværdi. Men de 3 øre ligger væsentligt under den aktuelle købspris på godt 5 øre.

Forskellige internationale blogs vurderer løbende værdien af point. Frequent Miler er kommet frem til en værdi på 0,7 – 0,8 cent – altså lidt mindre end den pris, jeg aktuelt kan købe dem til. Selv om jeg kunne indløse point til denne værdi, ville jeg foretrække at betale hotelværelset via mit kreditkort i stedet for at bruge købte point.

Der er dog stadig et par situationer, hvor jeg nok ville købe point:

  • Står du og mangler et mindre antal point for at kunne “købe” et bonusophold, så vil jeg helt sikkert anbefale at du køber.
  • Har der ikke været bevægelse på din konto i Marriott Bonvoy i en lang periode, så er der en risiko for, at dine point forældes. I den situation ville jeg nok også købe point. Især hvis der står et betydeligt antal point på kontoen (Bemærk: Alle point på kontoen slettes, når der ikke har været bevægelser på kontoen i 24 måneder).

Der kan være mange gode grunde til at købe point i det nuværende udsalg. Hvis du vurderer, at det giver god mening for dig at købe Marriott Bonvoy point, så er det bare med at slå til. Men jeg takker nej i denne omgang.

Artiklen er baseret på en e-mail fra Marriott Bonvoy og information på loyalitetsprogrammets hjemmeside.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here