Med koden “SUMMER25DK” kan du få 10% sommerrabat på flyrejser med KLM.
Flyselskabet KLM giver sommerrabat. 10% skriver selskabet i en e-mail. Men der gives ikke rabat på skatter, afgifter og gebyrer – så reelt er det mindre. På en standard billet på økonomiklasse kan rabatten let svinde ind til under det halve.
Betingelserne for at få KLMs sommerrabat
Du skal reservere din billet senest 8. juli på KLMs danske hjemmeside eller i appen og bruge rabatkoden SUMMER25DK. Rabatten gives kun på returbilletter for rejser, der afsluttes inden udgangen af 2025. Desuden skal billetten mindst koste 1.195 kroner før skatter, afgifter og gebyrer.
Rabatten gives højst til 200 brugere og kun på ruter, der har et KL flynummer. Men ruten kan betjenes af flg. selskaber: Air France, KLM, HOP, KLM Cityhopper, Delta Air Lines, Virgin Atlantic.
Rabatten gives på all billetklasser, d.v.s. Economy, Premium Comfort, og Business Class. Men der gives ikke rabat på bonusbilletter, ligesom KLM heller ikke giver sommerrabat på billetter, der allerede er på tilbud. Du kan læse mere her.
10% sommerrabat reduceres til sølle 4%
Jeg forsøgte at lave en reservation på en billet fra København til New York. Udrejse d. 15. august og retur 24. august.

En standard returbillet på økonomiklasse koster 5.486 kroner. Når du har valgt din afgang og udfyldt informationerne om den rejsende, kan du skrive rabatkoden. Det er lige før, du skal betale

Derefter kommer rabatten frem. Billetten, der koster 5.486 kroner giver en rabat på 233 kroner. Altså godt 4%.

Og det er der naturligvis en god forklaring på. For den “rene” billetpris er sølle 2.234 kroner. Resten op til den endelige pris på 5.486 kroner er skatter, afgifter og gebyrer. Og der er ingen rabat på alle disse tillæg.

Billigere og bedre alternativer
KLM viser både bedre og billigere alternativer på hjemmesiden. Eksempelvis et direkte fly med Delta. Det har naturligvis en kortere rejsetid. Og koster kun 4.546 kroner. Men dette fly har ikke et KLM flynummer – og derfor får du heller ingen rabat.

Konklusion
Det gælder om at kikke sig godt for, når du vil finde de billige rejser. Og selvom et flyselskab reklamerer med 10% rabat, så kan du måske finde bedre og billigere billetter hos andre selskaber.