Kender du alle de hemmelige statusniveauer hos flyselskaberne?

Velkomstpakken, som Pandion-medlemmer får tilsendt inden en ny periode træder i kraft.

Du har sikkert hørt om guldkort, diamandkort, platinkort og lignende. Men er du klar over at mange flyselskaber har hemmelige statusniveauer for deres aller bedste kunder? Her kan vi fortælle lidt om hvad flyselskaberne tilbyder de kunder, som bruger langt flere penge end gennemsnittet.

Du har måske hørt tale om Pandion-kort, Global Services og Concierge Key. Det er nemlig nogle af de topniveauer, som er “by invitation only” og som de fleste af os kun kan drømme om. De fleste flyselskaber har nogle “hemmelige” niveauer, hvor de inviterer deres bedste kunder til at kunne få ekstra goder i forhold til de publiserede, som gives til kunder, som via point optjener status. Oftest er der i de hemmelige niveauer tale om, at man skal bruge enorme summer hos det enkelte flyselskab hvert år for at komme i betragtning.

SAS EuroBonus Pandion

Hos SAS har de et såkaldt Pandion medlemsskab, som de helst ikke taler for højt om. Tidligere kunne man knapt få SAS til at indrømme at det eksisterede, hvilket de dog gør i dag.

Sådan ser Pandion-kortet og de tilhørende bagage-tags ud.

Hvad det kræver for at opnå det og hvor mange kunder, som modtager kortet hvert år er dog ikke offentligt. Men efterhånden er der kommet en del oplysninger ud i forskellige internetfora og grupper, som giver os et godt billede af hvilke goder Pandion-medlemmer har.

For det første, så har man altid topprioritet når det gælder ventelister, ombookinger m.v. Aflyses en afgang, så vil det altid være Pandion-medlemmer (EuroBonus prefix: EBP) som personalet vil tage hånd om først. Det samme gælder ventelister til udsolgte fly. Det gælder dog kun når man rejser med SAS. Hos andre Star Alliance-medlemmer, så har også Pandion status som Star Alliance Gold, hvilket er højeste niveau i alliansen.

SAS inviterer et fast antal kunder til at blive Pandion hvert år og kriterierne er hemmelige. Men der er flere meldinger om at der totalt er tale om 2.000 medlemmer.

Velkomstbrev til Pandion-medlemmer.

Men vi ved at der er tale om at det bliver målt ud fra kommercielle hensyn. I praksis handler det mest om omsætning på SAS fly. Dvs. at du kan ikke få kortet ved at flyve med Star Alliance partnere. Vi har hørt flere rygter om kravene, men har aldrig kunnet på dem officielt bekræftet af SAS. Vores vurdering er dog, at hvis man har brugt over 300.000 kroner pr. år i mindst tre år, så kan man komme i betragtning til den hemmelige status. SAS topchefen sender en personlig invitation en gang om året til de udvalgte og status gælder i det efterfølgende år.

Vi har også hørt flere melde om at personer som er af vigtig kommerciel interesse for SAS kan blive inviteret uden at bruge i nærheden af den angivne sum på at flyve med SAS.

Mange af fordelene for Pandion medlemmer er upubliserede og handler meget om at man generelt får prioritet. Men her er nogle af de fordele, som vi har hørt fra Pandion-medlemmer:

  • Plads på alle SAS-fly, hvis booket mindst 24 timer før afgang
  • Adgang til lounger uanset hvilket flyselskab man flyver med
  • Give et Diamond kort væk
  • Concierge
  • 24 timers Pandion Kundeservice
  • Mad og drikke inkluderet på SAS Go
  • Guldkort hos Hilton Honors og andre hotel fordele
  • Status hos Avis, Sixt og Hertz
  • Større udvalg af velkomstgaver end Diamond-medlemmer
  • Adgang til bonusrejser på flyvninger som ikke har tilgængelige bonuspladser

På flere forskellige rejsesider har der dog været kommentarer fra Pandion-medlemmer, som ikke altid føler at de får den tilkendegivelse, som de fortjener. Dette er også omtalt i denne artikel i den store svenske avis, Svenska Dagbladet. FinalCall.travel har dog talt med flere Pandion-medlemmer, som understreger at de er yderst tilfredse med den ekstra service de får – specielt den fleksibilitet, som ofte udvises for at gøre deres rejser mest muligt gnidningsfri.

Her er nogle af fordelene, som Pandion-medlemmer tilbydes.
Gode fordele hos hotelkæder og hos biludlejningsselskaber.

Lufthansa HON Circle

Hos Lufthansa har de også en status for deres bedste kunder. Her er det dog publiseret hvad det kræver for at få denne status.

Her kræves der hele 600.000 miles over to år for at få denne HON Circle status. Og der er endda yderligere restriktioner.

Kun flyvninger på First og Business Class tæller mod HON Circle status og kun miles optjent på Lufthansa, Lufthansa Private Jet, Adria Airways, Air Dolomiti, Austrian Airlines, Brussels Airlines, Croatia Airlines, Eurowings, Germanwings, LOT Polish Airlines, Luxair og Swiss.

Fordelene for HON Circle medlemmer er bl.a.:

  • 25% ekstra optjening af point
  • 6 eVouchers (det koster 1-2 vouchers pr. upgrade, så reelt mellem 3-6 opgraderinger pr. 2 år)
  • Senator status til ægtefælle/partner
  • Meet’n’greet service i Frankfurt og på alle internationale destinationer
  • Yderligere bagage
  • First Class check-in
  • Højeste prioritering på ventelister og ved ombookinger
  • Adgang til First Class terminal, lounger m.v. uanset kabineklasse

Det er ikke oplyst hvor mange HON Circle medlemmer som Lufthansa har, men vi har set flere estimater på mellem 3.000 og 5.000.

 

AirFrance Premium Economy sæde. Foto: AirFrance

Air France Club 2000 / KLM Skippers of the Flying Dutchman

AirFrance og KLM har et fælles bonusprogram, Flying Blue, men deres topniveau har de valgt at have hver for sig.

Det er uklart hvad det kræver at blive indbudt til disse topstatuskort. Oprindeligt var de beregnet til VIP kunder, f.eks. i oliebranchen, regeringsmedlemmer m.v., men de meldinger vi har fået er at det idag også inkluderer kunder af speciel kommerciel interesse.

Her er nogle af goderne vi kender til:

  • Fri loungeadgang når man flyver eller forbinder til en international SkyTeam flyvning samme dag
  • SkyPriority
  • Garanteret sæde i økonomiklasse på langruter
  • Topprioritet på ventelister
  • Ekstra bagage
  • 100% ekstra bonuspoint på SkyTeam flyvninger.

Derudover for medlemmer hos KLM også følgende goder:

  • Fri adgang til KLM Crown lounger med en gæst uanset hvilket flyselskab du flyver med.

 

Air France Platinum Ultimate

Sidste år introducerede Flying Blue en ny status: Platinum Ultimate. Dette er et tillæg til Club 2000 / Skippers of the Flying Dutchman og denne status inkluderer alle de normale fordele, som Flying Blues Platinum-medlemsskab gives. Men derudover også følgende fordele:

  • Personlig rejseassistent 24-timer i døgnet
  • Personlige præfencer som sædevalg, madvalg m.v.)
  • Dedikeret telefon og email, som prioriterer dig ved forsinkelser, aflysninger m.v.
  • Fast Track med rejsefølge i travle perioder.
  • Prioriteret re-routing, hvis du mister en afgang
  • Prioriteret bagagehåndtering, hvis bagagen er forsinket

Det er ikke 100% tydeligt hvad det kræver at opnå denne status. Men ifølge beretninger vi har hørt, så skal man tjene omkring 360.000 miles på flyvninger over en to-årig periode for at kvalificere.

Foto: Nick Morrish/British Airways

British Airways Executive Club Premier

Umiddelbart giver British Airways Executive Club Premier afgang til de samme goder, som deres Gold Elite medlemsskab. Nogle af de bedste fordele som Executive Club Premier er dog de fordele, som ikke er publiseret.

Dette inkluderer en personlig concierge, som sørger for at vælge sæde for dig væk fra f.eks. babycots på internationale flyvninger eller sikrer dig last-minute opgraderinger.

De offentliggjorte fordele er som følger:

  • Garanteret sæde – også på fuldbookede flyvninger
  • Sikkerhed for at du når dine fly. Bl.a. ved at forsinke næste afgang i kort tid.
  • Opgradering fra Business Class til First Class når det er muligt
  • Adgang til The Concorde Room i London Heathrow.
  • Fast Track gennem immigration og sikkerhedskontrol når muligt
  • Chaufførservice i Jaguar fra loungen til flyet i Heathrow.
  • Meet and Assist ved ankomst til First Class check-in hvor muligt.

Der er forlydender om at der totalt er mellem 1.200 og 1.500 passagerer, som har denne status. Hver person skal iflg. vores kilder have brugt omkring 2 mio. engelske pund hos British Airways og skal først nomineres af en senior ansat og efterfølgende godkendes af Board of Director.

 

Sådan ser de nye First Class Suites ud på Emirates kommende Boeing 777-300ER fly. Foto: Emirates

Emirates iO

Emirates iO står for “Invitation Only” og er et af de mest eksklusive statusprogrammer som findes. Det blev introduceret i 2010 og flyselskabet forsøger at holde fordelene hemmelige.

Nogle af de fordele, som vi har hørt om er specielle invitationer til Emirates-sponserede arrangementer, individuelle muligheder for mad ombord og adgang til bonusrejser, som ellers ikke er tilgængelige.

Fordelene skulle ellers være:

  • Første gang man bliver medlem, så får man overleveret medlemskortet personligt af en Emirates senior salgschef.
  • Adgang til Qantas Chairmans Lounge
  • Transport af privatchauffør hvis flyet er parkeret remote
  • Chaufførservice til og fra lufthavnen hvor det er tilgængeligt
  • Adgang til alle Emirates lounger uanset, hvilket flyselskab du flyver med
  • Inviter op til 10 gæster med i loungen
  • Escort til/fra check-in, immigration – også hvis du har forbindelse fra andre flyselskaber til en Emirates flyvning.
  • Prioritere mulighed for at komme først af flyet – også på Business og Economy
  • Valgmulighed for at boarde flyet først eller sidst.
  • Opgraderinger til First Class – også fra Economy
  • Dedikeret iO telefonnummer
  • Garanteret Business Class stol på alle Emirates flyvninger.

For at opnå denne iO status hos Emirates, så skal skal du have den store tegnebog frem. Her kræves det at du bruger op mod 1 mio. dollars om året hos Emirates eller flyver over 50 Emirates flyvninger i Business eller First Class om året.

Top status hos mange selskaber

Mange andre flyselskaber tilbyder også forskellige andre topstatus niveauer, som giver de bedste kunder ekstra service. Men ovenstående skulle gerne give dig et godt indtryk af hvad man kan forvente, hvis man rejser så meget, at man ofte er ombord på flyene mere end selskabernes stewardesser.

Fælles for dem alle er at det kun er kunder, som virkeligt bruger mange penge på rejser hvert år – og får at opnå disse statusniveauer, så skal der altså oftest flyves i de dyre kabiner.

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here