Kaotisk optjening af bonuspoint på Star Alliance codeshare

Foto: Aero Icarus from Zürich, Switzerland. Wikimedia, Creative Commons. https://www.flickr.com/photos/46423105@N03/6568778107/

Codeshare har du nok hørt om. Det er når et flyselskab sælger en rute med deres eget flynummer, men flyvningen reelt foregår med at andet flyselskab som har et andet flynummer. Men det kan være rent kaos og helt umuligt at finde ud af hvor mange bonuspoint man optjener – specielt hvis man flyver med Star Alliance.

Spoiler alert. Denne artikel bliver lidt nørdet, men ikke desto mindre så er det i dag yderst væsentligt at vide hvilken billetklasse man er booket i, hvis man er interesseret i at optjene bonuspoint.

De hemmelige bookingklasser

Med flyselskabernes uoverskuelige optjening af bonuspoint, som er relateret til bookingklasse, så kan det være noget af en udfordring at finde ud af hvor mange bonuspoint man tjener på en given flyvning. Selv hvis man booker direkte hos et flyselskab og flyver med deres egne fly, så kan det være svært – grænsende til umuligt at vide på forhånd hvilken bookingklasse billetten er udstedt i.

Mange flyselskaber oplyser simpelthen ikke bookingklassen på deres hjemmeside når man bestiller – til trods for at hele deres bonussystem er bygget op på bookingklasser. Det er ikke alene ualmindeligt dumt, men direkte forbrugerfjendtligt.

Men hvis du ender med en billet, som er såkaldt codeshare, så bliver det helt umuligt.

Star Alliance uigennemskueligt i forhold til konkurrenterne

I modsætning til flere andre alliancer, så har Star Alliance af uransagelige årsager valgt at lade “operating carriers” bookingklasse være afgørende for bonusoptjeningen. Problemet er bare at du på ingen måde kan se hvilke bookingklasse din billet er i for den kan sagtens være anderledes end den bookingklasse, som “marketing carrier” udsteder.

Jeg har den seneste tid kigget på mange forskellige flymuligheder til forskellige steder i verden. Langt om længe fandt jeg en billet, som både passede tids- og prismæssigt.

Billetten så således ud:

Som du kan se, så er det en billet, hvor alle fire flyvninger er udstedt med Swiss flynumre – til trods for at to af flyvningerne udføres af hhv. Thai Airways og SAS. Det betyder i praksis at disse to flyvninger er codeshare og også har SAS og Thai Airways flynumre.

Lad os fokusere på den flyvning som er med Thai Airways da det er den som – potentielt – giver flest bonuspoint. Den er hos Swiss udstedt i bookingklasse Q:

Det betyder dog ikke nødvendigvis at den også er i samme bookingklasse hos Thai Airways. Her kan flyselskaberne nemlig godt sælge under forskellige bookingklasser. Hvilken bookingklasse som Q hos Swiss “mappes” til hos Thai Airways kan man ikke se nogen steder.

Ingen hjælp hos kundeservice

Jeg har forsøgt at få svar fra både Thai Airways og Swiss på dette spørgsmål. Er man interesseret i at optjene bonuspoint, så er det nemlig langt fra ligegyldigt. Thai Airways har nemlig flere bookingklasser, som slet ikke optjener bonuspoint (fx. V og W) og dem skal man gerne undgå.

Ingen af flyselskaberne kunne give svar på hvilken bookingklasse jeg endte i hos Thai. Swiss var helt uforstående overfor at det skulle være et problem og det lykkedes mig aldrig at få dem til at forstå at det havde betydning. Agenten løs om om han aldrig havde hørt om hverken codeshare eller bonuspoint. Thai påstod at der ikke “mappes” til andre klasser, men mange års erfaring viser mig dog at det mere er regelen end undtagelsen at det sker, så jeg stoler ganske enkelt ikke på det svar.

Har de ikke ret, så får man nemlig aldrig de bonuspoint man regned med og som de reelt har lovet man ville få. I praksis vil man blive sendt mellem SAS EuroBonus og Thai. EuroBonus vil henvise til Thai da det er deres billet og bookingklasse og Thai vil henvise til EuroBonus fordi man vil optjene point hos dem.

Man booker i blinde hos Star Alliance

I praksis så booker man altså helt i blinde når man booker en codeshare billet med Star Alliance. Deres system for bonusoptjening er gjort så uigennemskueligt, at man ingen chance har for at vide hvor mange point man optjener.

Havde de så i det mindste haft en tabel over hvordan bookingklasserne konverteres imellem flyselskaberne, men det har de ikke og det varierer fra flyselskab til flyselskab og kan endda variere fra afgang til afgang.

Undgå codeshare med Star Alliance

For mig – og mange andre – så har bonuspoint altså en værdi. Optjeningen bliver taget med i betragtning når totalprisen skal vurderes for det produkt jeg køber. Derfor er mit bedste råd, at du for alt i verden skal undgå at booke codeshare med Star Alliance, hvis du vil tjene bonuspoint. Desværre er det ikke muligt at købe denne billetkombination til denne pris på andre måder eller uden codeshare. Så stiger prisen nemlig eksplosivt.

Optjeningsmodellen bør ændres

Det havde været langt mere rimeligt – og gennemskueligt – hvis man optjente sine bonuspoint ud fra den bookingklasse som står på billetten og ikke den hemmelige bookingklasse, som flyselskaberne efter forgodtbefindende kan konvertere den til uden du ved noget om det. Det er der heldigvis andre alliancer, som har fundet ud af.

Bonusoptjeningen på codeshare bør ændres og ikke fortsætte med at bygge på en forældet model fra dengang, hvor man optjente gode bonuspoint i alle bookingklasser. Efter flyselskaberne har skåret bonusoptjening helt ind til benet i mange bookingklasser, så fungerer denne model ikke længere. Det er på tide at flyselskaberne fokuserer på kunden og ikke på forældede og gammeldags optjeningsmodeller.

Heldigvis er der mange muligheder for at rejse og jeg nægter simpelthen at købe et produkt, som jeg ikke kender indholdet af. Så derfor vælger jeg nok at lægge mine penge et andet sted denne gang.

 

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here