Flyselskaberne verden over har i de senere år haft stor fokus på at kunne opkræve flere gebyrer hos kunderne samt spare på udgifterne. En af de ting vi sikkert vil opleve i fremtiden er, at der også vil blive solgt Business Class light produkter.
Traditionelt har det været lavprisselskaberne, som har opkrævet gebyrer for alt de har kunnet finde på og de traditionelle netværkselskaber, som har tilbudt alt-inklusiv priser.
Men det har allerede ændret sig til det ukendelige. I dag er det de amerikanske netværksselskaber, som er førende i at opkræve gebyrer og sælge skrabede light-produkter.
I Europa er det ikke lykkedes netværksselskaber helt at følge med, men de forsøger ihærdigt og det er helt sikkert deres “våde drøm”. De fleste selskaber har i dag såkaldte “light” produkter, hvor man skal betale ekstra for bagage, sædevalg m.v. Indtil nu mest på kortruterne, men bare vent. Vi kommer helt sikkert også til at se den udvikling brede sig til langruterne inden længe.
Nogle flyselskaber starter nye lavprisselskaber på langruterne. Det har vi bl.a. set Lufthansa gøre i form af EuroWings, IAG i form af Level og senest AirFrance i form af JOON, som snart sætter første fly i luften. Alle disse selskaber har det til fælles at de er opbygget efter lavprismodellen, hvor man kun har et absolut minimum inkluderet i billetprisen – akkurat som hos f.eks. Norwegian.
Men hvordan ser det ud på de lidt dyrere pladser på Business Class? Hvad vil fremtiden byde på her?
I første omgang har vi allerede set en kamp om at tilbyde de mest luksuriøse Business Class produkter. Qatar Airways er lige kommet med deres Qsuites, mens f.eks. også SAS har investeret mange penge i et kunne tilbyde et virkeligt god Business Class produkt på langruterne.
Vi har også set mange selskaber indføre Premium Economy på flyene – for at kunne tilbyde et produkt de tjener lidt flere penge på og som har en lidt mere udholdelig komfort.
Nogle vil måske endda sige, at Premium Economy i dag er hvad Economy var i “de gode gamle dage” og at Business Class svarer til hvad First Class tidligere har været. Måske af samme grund ser vi også First Class forsvinde fra mange selskaber.
Men hvad er det næste vi kan forvente?
En af de ting, som der har været en del snak om i luftfartsbranchen er muligheden for at kunne tilbyde Business Class stole, men uden al den luksus, som normalt følger med i form af mad, dyre vine m.v.
Thai Airways gør det faktisk allerede på ruterne mellem Bangkok og København samt Stockholm. De kalder det dog Premium Economy, men i virkeligheden er der tale om en Business Class stol uden al den fancy catering og service. Hos Thai Airways handler det dog ikke nødvendigvis om at rulle et nyt produkt ud i hele netværket, men mere det faktum at de havde problemer med at sælge alle Business Class stolene fra Skandinavien. Og så var dette en god løsning. En løsning, som helt sikkert kan bruges af mange selskaber – på mange forskellige ruter i fremtiden også.
Personligt tror jeg de har fat i noget, som vi godt kan se meget mere af i fremtiden.
Sidste år udtalte Emirates-chef, Tim Clark, i et interview med SKIFT, at man sagtens kunne forestille sig, at de ville sælge Business Class til en lavere pris og i en “light” udgave, som primært inkluderede den gode stol. Han mente endda at chancen nok var større for dette end at de investerede i Premium Economy sæder til hele flåden.
Unbundlingen af Business Class har vi allerede set starten på hos f.eks. British Airways, som i lang tid har opkrævet et ekstra gebyr for at reservere sæde.
En unavngiven chef for et stort flyselskab har ligeledes luftet tanken om en Business Class light overfor en journalist på Runwaygirlnetwork. Om det er er Tim Clark fra Emirates eller en anden luftfartschef – melder historien dog ikke noget om.
Men der er helt sikkert overvejelser igang om dette. Gebyrer og besparelser på produkterne er noget som står aller øverst på flyselskabernes prioritetslister. Og hvis de samtidigt kan sælge alle sæder til en rimelig pris fremfor at bruge en masse resourcer på opgraderingsmuligheder m.v., så er der ingen tvivl om at det er noget de kommer til at kigge alvorligt nærmere på.
Bliv ikke overrasket, hvis du indenfor kort tid ser det første “Business Class Light” produkt hos et større flyselskab.