Kan prisen på flybilletter falde i fremtiden, hvis du også køber andre ting hos flyselskabet?

WOW-chef Skúli Mogensen

Det har længe været kendt at onlinerejsebureauer giver dig rabat, hvis du også køber hotel eller lejebil sammen med din flybillet. De bruger ganske enkelt en del af fortjenesten på at give dig et bedre tilbud for at få kunden til at bestille hos dem. Men kan vi også se denne trend brede sig til flyselskaberne i fremtiden?

Alle i rejsebranchen har fuld fokus på at sælge tillægsprodukter af enhver art. Det har vi set hos rejsebureauerne i lang tid og de senere år, så er flyselskaberne også fulgt efter.

Tilbud på hoteller, lejebiler, forsikringer, loungeadgang og meget andet er efterhånden normen når man forsøger at købe en flybillet på flyselskabernes hjemmesider. Hos lavprisselskaberne er det ofte en jungle af navigere sig igennem bookingprocessen – uden at købe andet end flybilletten – og det ser vi også mere og mere hos de traditionelle flyselskaber.

Den trend vil vi helt sikker se fortsætte og sprede sig endnu mere i fremtiden. Der er store penge at tjene på disse tillægsprodukter for flyselskaberne. Kommissioner på 10-20 procent for at formidle hoteller eller lejebiler er helt normale og det er naturligvis penge, som flyselskaberne gerne vil have fingre i.

Hos online rejsebureauerne har vi længe set, at du kan få rabat, hvis du køber både fly hotel og/eller lejebil. De bruger ganske enkelt en del af deres kommission på at give dig en rabat. Du sparer penge og de tjener mere end de ellers ville have gjort, hvis du kun købte flybilletten. En win-win situation.

Denne trend kan vi nu se sprede sig til flyselskaberne i  den kommende tid.

SAS har f.eks. indgået et samarbejde med Hotels.com, hvor det er muligt at optjene EuroBonus-point når du bestiller hoteller. I praksis er der også her tale om at der bruges en del af kommissionen på at give dig disse bonuspoint. Ingen tvivl om at SAS kunne tjene mere pr. booking, hvis de ikke gjorde det. Men vurderingen er helt klart, at de sælger mere når de gør det – og dermed bliver bundlinien større.

Man kan også forestille sig, at denne kommission kan være med til at gøre flybilletterne billigere i fremtiden.

Direktør for det islandske lavprisselskab WOWair, Skuli Mogensen, siger i et interview med Travel Weekly, at de nu eksperimenterer med at flybilletterne skal falde i pris når kunderne køber andre produkter. Hans plan er at det skal være fuldt gennemskueligt, så kunden kan se direkte på skærmen at prisen falder når man putter andre varer i indkøbskurven.

WOWair-chefen er også åben for at “betale” kunderne for at reklamere for flyselskabet. Han udtaler videre, at når kunder poster på sociale medier, så er det reklame for flyselskabet og har dermed en værdi. Denne værdi er han åben for at give en del af til de kunder, som hjælper med at skaffe flere kunder i butikken.

Såkaldt “affiliate marketing” har længe været kendt i onlineverdenen, men noget kunne tyde på at dette nu også kan sprede sig så kunderne kan få direkte udbytte af at være gode ambassadører for et flyselskab eller købe flere dele af sin rejse sammen med flybilletten. Dermed udvikler flyselskaberne sig også til at være onlinerejsebureauer.

En spændende tanke, som sagtens kunne være med til at definere fremtiden i luftfarten. Det passer også godt i tråd med de eksisterende bonusprogrammer, hvor man også kan optjene bonuspoint hos eksterne partnere. Samarbejder, som flyselskaberne også idag tjener store penge på når de sælger disse bonuspoint til eksterne firmaer.

Udviklingen kunne sagtens være at man kan se den rabat man opnår direkte på hjemmesiden inden man bestiller sin rejse og får den fratrukket prisen på flybilletten.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here