Nu kan I dele regningen hos AirBnB

Da Airbnb for et år siden spurgte sine kunder om, hvilken ny funktion de allerhelst ville have på den populære bolig-leje-portal, var svaret muligheden for at lade flere mennesker eller en hel gruppe dele udgifterne til deres ophold.

Den mulighed er nu åben for alle på Airbnb, der som den første udlejnings-portal på nettet tilbyder ”split-payment”. Nemlig at de rejsende kan dele udgifterne mellem sig.

Den nye funktion vil blive modtaget med kyshånd af rigtigt mange: Det er jo ofte, at flere rejser på ferie sammen eller lejer en bolig udlandet sammen. Det være sig vennepar, kolleger eller hele grupper, der går sammen om at bo f.eks. i et hus i udlandet.

Betjeningen af den nye feature er nem: Når man vil booke en bolig på Airbnb, skal man blot huske at invitere de medrejsende til at dele regningen.

Boligen reserveres med det samme, og Airbnb udregner automatisk, hvor meget hver deltager skal betale. De har så 72 timer til at logge på Airbnb og afregne deres del af udgifterne.

At Airbnb har kunnet markedsføre den nye dele-funktion så hurtigt skyldes, at booking-giganten købte det lille softwarehus Tilt tidligere i år. Tilt havde udviklet en smart dele-app, som egentlig var beregnet til at indsamle penge til f.eks. velgørende formål.

Airbnb har i mellemtiden testet den nye dele-funktion hos over 80.000 rejsegrupper fra 175 lande og 44 forskellige valutaer.

Prøvekørslerne er gået så godt, at funktionen nu rulles ud til alle Airbnb brugere – også dem i Danmark.

Gruppe-rejser er en stor forretning for Airbnb. I det forløbne år har portalen modtaget mindst 15,5 millioner bookinger fra grupper.

Ifølge Airbnb har 38 pct. af grupperne fortalt, at de ikke har modtaget alle pengene fra deltagerne. Problemet med opdeling af udgifterne er formentlig endnu større.

Den nye ”split payment” funktion løser ikke kun denne udfordring. Den gør også betalingen meget lettere.

F.eks. kan fem eller 10 deltagere betale på forskellige tidspunkter og i forskellige valutaer. Airbnb styrer begivenhederne, så alle får samme fair behandling.

Airbnb forventer, at de mest populære destinationer, som folk rejser til med ”split payment”, bliver New York, London, Sydney, Paris, Buenos Aires, San Francisco, Boston, Melbourne, Washington og Los Angeles….

 

Denne artikel er fra vores søsterside, Trendsandtravel.dk – som hver dag skriver om interessante emner indenfor rejser, gadgets og trends.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here