Det er snart to år siden de fleste skandinavere har kunnet rejse på sommerferie til varmere himmelstrøg. Hvordan den kommende sommer bliver er stadig uvist da de endnu ikke kender omfanget af rejserestriktioner og indrejsekrav i de fleste lande. Men måske kan et kedeligt sommervejr hjælpe rejsebranchen med en større efterspørgsel på rejser. Seneste vejrprognose for sommeren kan måske være en god hjælp.
Rejsebranchen er en af de brancher, som har været hårdest ramt af restriktioner, grænselukninger m.v. under Corona-krisen. Og samtidigt så er det også en branche, som stadig har lange udsigter til at kunne nærme sig normale forhold igen. Ikke mindst fordi vi stadig ikke har fået klare udmeldinger om hvordan, hvornår og i hvilket omfang vi kan rejse den kommende sommer. Samtidigt skrider det betydeligt langsommere frem med vaccineringen i Europa end vi ser i f.eks. USA og Storbritannien.
Men mens politikerne åbenbart ikke har hastværk med at komme med klare meldinger, som kan hjælpe rejsebranchen med at genstarte, så kan det måske være anderledes med DMI’s (Danmarks Meteorologiske Institut) prognose for sommeren.
Vi ved fra tidligere, at vejrudsigterne har ekstrem stor betydning for efterspørgslen på sommerrejser. Oplever vi dårligt vejr i starten af sommeren, så har rejsebranchen svært ved at følge med i efterspørgslen den resterende del af sommerferien. Får vi til gengæld en varm og solrig start på sommeren, så plejer priserne for rejser at falde betydeligt.
En dårlig vejrudsigt med regn, skyer og mangel på varme er derfor af enorm betydning for rejsebranchens indtjening i løbet af den vigtige sommersæson. Netop sommeren er der hvor både rejsebureauer, hoteller, flyselskaber m.v. tjener store dele af deres penge. Specielt for flyselskaberne taler man om at de tjener penge om sommeren og taber dem om vinteren.
Med udsigt til endnu en sommer med rejserestriktioner i et vist omfang, så tæller alle positive nyheder for rejsebranchen og her kan DMI’s seneste sommerprognose måske være en god hjælp.
Udsigt til halvkøligt og til tider ustadigt sommervejr
Den seneste langtidsprognose fra DMI peger nemlig på, at et lavtryk i længere perioder vil dominere vejret over Nordvesteuropa og Skandinavien denne sommer. Det vil resultere i halvkøligt og ustadigt sommervejr, men indimellem stabiliseres vejret dog i kortere perioder.
Langtidsprognosen er baseret på dynamiske prognosemodeller og sammenligning med tidligere år med tilsvarende udvikling i de atmosfæriske forhold og de globale havoverfladetemperaturer.
Efter en forventet stabil periode i juni måned med mest tørt og ret solrigt vejr så vender det relativt ustadige og i perioder noget kølige vejr tilbage i den anden halvdel af juni.
Der er overordnet to scenarier i spil i juli. Flere kørsler hos DMI har en tendens til højtryk over Nordatlanten vest for Europa og lavtryk over Nordeuropa. En sådan trykfordeling vil medføre en dominerende strømning af relativt kølig luft fra havet som kommer fra nordvest eller vest. En kølig nordvestlig luftstrømning vil give os mest tørt vejr med nogen sol og kun enkelte byger, mens en vestlig strømning vil medføre mere skyet vejr og perioder med regn, byger og blæst.
Nogle prognosemodeller peger dog på et mere højtrykspræget vejr med højtryksrygge op over Skandinavien, hvilket betyder mere stabilt, mest tørt og varmere vejr. Det ser dog ikke sandsynligt ud, at højtryk og varme vil dominere i juli måned, men der vil nok komme enkelte og kortere perioder med stabilt, tørt og varmere vejr.
I gennemsnit ser temperaturen ud at ende lidt under det normale, mens nedbørsmængderne ventes at ligge omkring eller noget under det normale.
I august ser temperaturen ud til at ende omkring eller noget under det normale. Nedbørsmængderne ventes at ligge omkring det normale dog med en ret stor usikkerhed grundet mulighed for lokalt større nedbørsmængder i forbindelse med byger.
Når DMI henviser til “normale” temperaturer og nedbør, så er der tale om niveauet for de seneste 30 år.
Alt i alt kan vi – hvis prognoserne holder – se frem til en sommer som enten er lidt koldere eller på niveau med de sidste 30 år. Men tager vi i betragtning at mange sukker efter varme, sol og oplevelser, så kan man håbe på at det kan være medvirkende til at efterspørgslen på rejser stiger.
Præcist hvordan udbuddet af rejser bliver denne sommer er stadig usikkert. Mange lande har endnu ikke meldt ud hvordan de åbner og da der også er stor usikkerhed omkring hvordan vi kan rejse til fjernere rejsemål, så kan der ganske givet blive stort tryk på de populære europæiske destinationer.
Derfor er det måske en god idé at begynde med at lægge sommerferieplanerne allerede nu, så du ikke risikerer udsolgte fly og hoteller i din ferie.