De seneste dage har flere og flere flyselskaber meldt ud om deres planer for at genstarte ruter efter Corona-krisen. Men SAS har hidtil været tavse om hvornår vi – igen – kan se flere af deres fly i luften. Vi tager et kig på hvornår og hvordan vi forventer SAS vil starte trafikken op igen.
SAS har for tiden – på lige fod med de fleste andre flyselskaber – hovedparten af deres fly på jorden. Det er ekstremt omkostningsfuldt at have de dyre fly og medarbejdere groundede, så der er et stort pres på igen at få flyene i luften. Det er dog ikke så enkelt som det kan lyde til for det er mange brikker der skal falde på plads før det er muligt.
Situationen i luftfarten lige nu kan minde om en gordisk knude. En fastlåst situation, som er meget vanskelig at få løst op for. En typisk “hønen eller ægget” situation.
Mangler klar besked fra politikere
På den ene side, så er der intet flyselskaberne hellere vil end at sende flyene i luften igen med passagerer. Det er trods alt det de lever af og lige nu styrtbløder økonomien hos dem. Men de er stærkt afhængige af at regeringer i forskellige lande åbner for grænserne og fjerner karantænekrav. Her har mange lande været meget uklare i deres udmeldinger om hvornår de har tænkt sig at åbne op igen. Bl.a. i Danmark, hvor vi stadig ikke kender regeringens planer, hvilket gør det umuligt for flyselskaberne at planlægge den kommende tid og dermed også en genstart af trafikken.
Samtidigt så kræver det også at efterspørgslen fra passagererne vender tilbage og de føler sig trygge ombord. Sidstnævnte forsøger flyselskaber at afhjælpe ved at indføre krav om masker og ændre procedurer for boarding, servering, rengøring m.v.
Læs også: Derfor bør grænserne åbnes snarest muligt
Er efterspørgslen der?
Om passagererne har lyst til at rejse igen blot fordi ruterne åbner er der ingen der ved p.t. Det må tiden vise. Men flyselskaberne har også svært ved at få indikationer om det når passagererne stadig er usikre omkring grænseåbninger, karantæner og om flyene i det hele taget flyver. Derfor er de tilbageholdende.
For at få gang i den så vigtige luftfart, så kræver det i første omgang at politikerne tør at melde noget klart ud, så både flyselskaber og passagerer ved hvad de kan rette sig efter. Det må være første skridt.
Læs også: Ryanair vil genstarte 40% af ruterne
Hvor kan det tænkes at SAS starter?
Når politikerne – forhåbenligt meget snart – melder ud, så ligger der et stort arbejde for SAS for at bestemme hvilke ruter, som skal åbnes først og i hvilket omfang.
Vores vurdering er at SAS i første omgang vil fokusere på ruter i Norden. I Norge har man hele tiden fløjet indenrigsruter og de vil naturligvis fortsætte. Derudover vil vi ganske givet se flere afgange mellem de tre skandinaviske hovedstæder og fra København til de større byer i specielt Norge.
Derudover tror vi at SAS vil tage hul på de vigtigste forretningsruter i Europa. Så snart karantænekravet i f.eks. London fjernes, så er det ganske givet en rute, som vil stå højt på listen for genopstart. Det samme gælder flere tyske destinationer. Amsterdam og Bruxelles er også ruter, som mange forretningsfolk bruger – og ikke mindst EU-politikere.
Ruter i Poland, som også ser en positiv trend efter Corona, vil være oplagte. Her fra rejser mange personer, som arbejder i Skandinavien og der er uden tvivl et behov hos erhvervslivet for at få gang i trafikken på disse ruter igen.
Læs også: Lufthansa-gruppen genstarter ruter i juni
Hub i København
Mens efterspørgslen stadig er relativt lav, så vil det give god mening at SAS satser endnu hårdere på deres hub-struktur med København, som hovedbase. Åbner man ruter fra Skandinavien til og fra København, så vil det være enklere at tilbyde et bredt netværk til hele Skandinavien og videre ud i Europa – specielt når man sikkert vil flyve med få frekvenser til de forskellige destinationer i starten.
Hvornår kan vi se langruter igen og hvor til?
Langruterne er en væsentlig del af SAS produktionen – ikke mindst for at fylde tilslutningsflyene til København og af hensyn til fragt. Derfor er der også et stort pres på at få gang i disse ruter igen.
Men når det gælder grænseåbninger og fjernelse af karantænekrav, så er det lidt mere usikkert hvornår det vil være muligt for den brede befolkning at rejse på disse igen. Og ikke mindst hvornår de har lyst til det igen. Vi må nok forvente at grænserne først bliver åbnet til de nære destinationer og indenfor EU.
Men fragt er der til gengæld også en stor efterspørgsel på, så derfor forventer at vi inden længe vil se de første spæde forsøg på at starte visse af langruterne igen.
Her vover vi påstanden om at New York og Chicago kan være blandt de første ruter SAS vil åbne. Det er begge vigtige fragtdestinationer, som kan hjælpe på at gøre ruterne rentable igen. I første omgang bliver der nok bare tale om nogle enkelte afgange per uge, som løbende vil blive udvidet med flere afgange.
Læs også: Finnair vil starte langruter i juli
Hvornår vil SAS genstarte?
Alt er – som bekendt meget usikkert lige nu og afhænger ekstremt meget af nogle klare udmeldinger fra politikerne i de forskellige lande, men ikke mindst i Skandinavien.
Men vi vil gætte på, at vi ser de første ruter starte stille og roligt i starten af juni måned – med flere som følger i senere i juni. Juli måned kan muligvis byde på flere ruter til feriedestinationer, mens vi forventer endnu en bølge af nye ruter og flere frekvenser i august.
Men inden vi ser et rutenet, som vi kendte det fra før Corona, kan der gå meget lang tid. Urentable ruter vil blive skåret væk og de fleste andre vil flyve med langt færre frekvenser end tidligere. Vurderinger fra flere steder i branchen lyder på at det kan tage flere år inden luftfarten igen når niveauet fra 2019.
Vi tror dog SAS vil satse på at åbne mange ruter, som kan forbinde til langruterne, så snart de kommer igang igen.
Så hvis alt går vel, så ser vi altså flere fly i luften igen fra starten juni, som bliver øget stille og roligt i løbet af sommeren.
Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder
Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.