Hotel Southern Sun, Johannesburg

Lufthavnshotellet Southern Sun i Johannesburg var en god oplevelse, selvom det virker lidt gammeldags. Når vi nu har vænnet os til værelser med lyse træsorter, så virker de sorte og brune farvenuancer som noget, der hører fortiden til. Men servicen er helt i top.

Jeg ankom til Johannesburg aftenen før, jeg skulle mødes med en gruppe, der kom med fly fra London. Derfor var det oplagt at bo på et hotel i lufthavnen. Jeg ville helst have boet på et hotel i Marriott porteføljen. For jeg er tilmeldt forårets kampagne med hurtigere optjening af status og også optjening af flere point. Men det måtte jeg droppe. For enten skulle jeg betale over 2.500 kroner – eller også var de med i Protea kæden, hvor man skal bo 2 nætter for at optjene højere status og komme med i kampagnen.

Så jeg valgte at bestille overnatningen via hotels.com, hvor jeg i det mindste optjener et lille bidrag i portalens loyalitets program. Jeg betalte knap 750 kroner for en overnatning med morgenmad på Southern Sun. Det syntes jeg i grunden var helt OK. Og de 10% kan jo senere bruges til at betale for en bonusovernatning.

Shuttle bus

Mange hoteller tilbyder gratis transport til/fra lufthavnen

Mange hoteller omkring lufthavnen tilbyder gratis shuttlebus. Adskillige bannere viser køreplanen for busser til de forskellige hoteller. Dog ikke Southern Sun. For bussen kører 4 gange i timen – så det er bare at stille sig op og holde øje med, hvornår bussen kommer. Du venter højst 10 minutter. Og køreturen til hotellet klares på små 5 minutter.

Hotellet ligger ved en omfartsvej – og ud over nogle asfaltveje er der absolut intet omkring hotellet. Så det er et godt valg at overnatte der, hvis man skal videre med et fly – men ellers er der ikke noget, der taler for at vælge dette hotel.

Ankomst

Hotellet har en stor reception, der betjenes af 2 eller 3 medarbejdere. Jeg lagde straks mærke til de friske blomster. Både de mindre buketter på skranken, men også den store buket, der står på et bord midt i lokalet. Indtjekningen gik meget stærkt, der blev reserveret en garanti fra mit kreditkort og jeg fik straks nøglen til værelset.

Der er flere bellboys, som venter i receptionen og gerne vil følge gæsterne op til værelset og bære kufferten. Jeg ved ikke, om de forventer drikkepenge – men jeg havde fået lidt lokal valuta i lufthavnen. Bare, så jeg kunne klare mig de første dage. Så jeg gav en lokal pengeseddel, som jeg mente svarede til 1 euro. Desværre havde jeg ikke styr på decimalerne, så han fik 10 euro. Den eneste fordel var, at han senere hilste meget pænt på mig og var mere end villig til at tage kufferten, da jeg tjekkede ud.

Værelset på Southern Sun

Værelset ville sådan set være fint nok, hvis jeg havde været farveblind – eller bare kunne acceptere farverne. Men møbler, vægge og gulvtæpper i sort og forskellige brune nuancer giver ikke mange point hos mig,

Når man ser bort fra farverne, så var værelset OK. Sengen er stor og fin at sove i. Skrivebordet og den tilhørende stol var af ældre dato, så nok ikke lige noget for mig. Jeg nød at sidde i lænestolen. Den var helt fin. Der var både pulverkaffe og te-breve, så jeg kunne lave en varm drik. Fjernsynet viste sydafrikanske programmer, et par regionale sportskanaler samt kanaler fra nabolandene. Og naturligvis BBC og et par amerikanske kanaler. Ikke noget, der kunne friste mig. Men jeg var jo heller ikke kommet for at se TV.

Badeværelset

Badeværelset var holdt i farver, der matcher med gulvtæppet og væggene i værelset. Og det er måske det mest positive, jeg kan sige om indretningen. Hvis jeg ville under bruseren, måtte jeg hoppe op i badekaret. Den indretning er vist også gået af mode i Danmark.

Der var naturligvis små flasker med shampoo og sæbe. Det ser vi heller ikke længere i Europa. Så det blev en rejse tilbage i tiden at komme under bruseren.

Lobby baren

Baren i stueetagen havde et stort udvalg af vand, vin, øl og spiritus. De ingredienser kan naturligvis også blandes til mange forskellige drinks, som fremgår af et omfattende kort. Desværre var langt det meste importeret. Jeg ville gerne prøve nogle lokale flasker – men det blev begrænset til en øl. Og så valgte jeg en lokalt produceret flaske med bobler: Mineralvand.

Morgenmad

Morgenmaden på Southern Sun serveres i restauranten, hvor hotellet senere på dagen serverer frokost og aftensmad. Man må sige, at stedet har været meget tro mod farvevalget. De sorte og brune nuancer går igen. Men lokalet giver et helt andet indtryk i morgensolens stråler.

Den smilende kok står klar til at lave spejlæg og omeletter. Naturligvis af friske æg, der slås ud på stedet. Du vælger selv fyldet fra de små skåle. Jeg tager normalt champignon og løg. Men kunne også have valgt ost eller andre grøntsager, som eksempelvis tomater. Det er naturligvis meget betryggende, at maden laves lige foran gæsterne.

Børnenes favorit var dog de friskbagte pandekager, der blev lavet af en anden kok.

Der var dog også en række andre varme retter: Stegte tomater, grøntsager og kartofler. Samt naturligvis bacon, pølser og fisk. Der blev løbende fyldt op – så vi manglede ikke noget.

Morgenmads buffeten har også et rimeligt udvalg af brød (også bake off wienerbrød, som vi efterhånden får alle steder), ost, kødpålæg og friske grøntsager.

Naturligvis er der også juice, et fint udvalg af frisk frugt (melon, ananas, appelsin og kiwi) samt en frugtsalat. Dertil kommer yoghurt og drys.

Alt i alt har morgenmads buffeten et stort udvalg, så der er noget for enhver smag. Der er mange tjenere, som går rundt mellem bordene med en termokande og hele tiden tilbyder varm kaffe.

Sammenfatning

Fordele:

  • Ligger tæt på lufthavnen
  • Gratis shuttle bus 4 gange i timen – hele døgnet
  • Stor morgenmads buffet
  • God service – og mange ansatte
  • God værdi for pengene

Ulemper

  • Ligger i ingenmandsland – intet liv omkring hotellet
  • Mørke værelser

Bedømmelse:

  • Værelset: 8
  • Morgenmad og restaurant: 10
  • Service: 9

Konklusion:

Totalscore: 9

Southern Sun er et billigt lufthavnshotel (efter danske forhold). Der er gratis shuttle bus mellem hotellet og lufthavnen. Morgenmads buffeten er har et stort udvalg – og der er noget for enhver smag. Servicen er i top. Og hvis man kan abstrahere fra farvevalget i restauranten og værelserne, så er det en oplagt valg, når man bare skal have en overnatning og med et fly næste morgen.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here