Hotel Green View, Rishikesh – Indien

Rishikesh ligger små 250 kilometer nordøst for hovedstaden Delhi. Her tog jeg en overnatning på vej til Himalaya bjergene. Byen har omkring 150.000 indbyggere, ligger ved Ganges floden og med Rajaji National Park som nabo.

Det var slet ikke planen, at jeg skulle tage fra Delhi til Himalaya bjergene – men min gæsteforelæsning på universitetet i den indiske by Hyderabad var blevet aflyst med meget kort varsel. Og så skulle jeg finde noget andet at få tiden til at gå med. Jeg havde allerede boet nogle dage på Delhi Universitys International Guest House. Så det var oplagt at takke ja til den indiske professors forslag om at tage op i bjergenes friske luft.

Køreturen fra Delhi til Rishikesh tog næsten 6 timer. Men så var der også indlagt en lille times spisepause – og de sidste 20 – 25 kilometer til hotellet gik via de små veje gennem nationalparken Rajaji og Rishikesh snævre gader, hvor det ikke altid er let at komme igennem med bil.

De smalle gader det sidste stykke vej til hotellet

Hotel Green View

Hotellet ligger i en snæver gyde. Indgangen kan kun nås til fods – kun små 100 meters gang fra bilen.

Receptionen på Hotel Green View

Siddepladserne ved receptionen, Hotel Green View

Selve receptionen er lys og meget indbydende. Der var ingen kø, da jeg ankom, og receptionisten gjorde sit bedste for at give mig et godt værelse. Men han kunne bare ikke finde mig i deres system. Det har jeg prøvet mange gange før – for det danske bogstav “ø” giver tit problemer. Men her viste det sig, at årsagen var en ganske anden: Der have været en rejsearrangør inde over hotelreservationen – og han havde bestilt værelset i sit eget navn.

Værelset

Jeg var ikke helt klar over, hvad jeg kunne vente. Men værelset var rigtigt fint – om end ikke så stort. Sengen fyldte det meste.

Stor seng i værelset

Værelsets skrivebord

Der var også et lille skrivebord. Men da jeg ikke havde noget arbejde med på turen, fik jeg ikke prøvet det. Jeg tjekkede heller ikke TV-et. Men internettet virkede fint. Både på værelset (hvor jeg lige hørte radioavisen på P4) og i Restauranten, hvor jeg læste mine e-mails.

Kogekedel. Pulverkaffe og tebreve

Vi bliver frarådet at drikke vandet fra hanen. Men med 2 flasker på værelset, kunne jeg sagtens klare mig igennem. Og der var også mulighed for at lave en kop kaffe eller te. Havde man lyst til mere, lå hotellets room service menu på bordet. Klar til at friste.

Badeværelset

Badeværelset havde det, som badeværelser skal have: En bruser, toilet og håndvask. Ikke noget overdådigt – men lige de faciliteter, jeg skulle bruge.

Hotellet er en del af den indiske hotelkæde “Green Tree Hotels“, som har deres eget mærke på sæbe, shampoo og de andre små flasker på badeværelset.

Restaurant

Hotellets restaurant ligger i bygningens øverste etage. Her serveres morgenmad, frokost og aftensmad. Der er meget tomt i lokalet. Men det er fordi alle gæsterne sidder på terrassen (som jeg derfor helle ikke kunne tage billeder af).

Jeg var ikke specielt sulten – men synes lige, jeg skulle have lidt i maven, før jeg gik i seng. Så en suppe med brød var fint. Jeg drikker normalt vand til aftensmaden.

Da jeg stod op efter en god nats søvn, fik jeg en hurtig gang morgenmad. Den blev frisklavet i køkkenet. Måske var der for få gæster til at lave en buffet servering. Det er også muligt, at hotellet er gået fra det koncept.

Begge måltider fik jeg på restaurantens terrasse. Med udsigt til Himalayas bjerge og den frodige natur. Med denne udsigt bliver ejeren ikke anklaget for falsk markedsføring, når hotellet nu heddet “Green View”.

Hvad koster opholdet?

Det kan jeg ikke svare på – for opholdet blev betalt af mine værter. Men skulle du være interesseret i af finde prisen for de dage, du gerne vil bo dér, kan du altid tjekke de store booking portaler eller på hotelkædens hjemmeside.

Hvad skal du lave i Rishikesh?

Hinduer vil typisk tage til byen som et led i en pilgrimsrejse. Men alle andre kan i princippet bruge tid på 3-4 forskellige aktiviteter i Rishikes:

  1. Yoga / meditation
  2. Rafting
  3. Vandreture
  4. Besøge nationalparken

Yoga / meditation

Siden 1999 har man hvert år afholdt en international yoga festival i den første uge af marts. Det har givet byen tilnavnet “Verdens Yoga Hovedstad”. Men der har også været et række kendte international gæster, der har besøgt nogle af områdets templer for at lære yoga og meditation. Blandt de mest kendte “elever” er de 4 medlemmer af “The Beatles”, der var på besøg i februar 1968. Men også Steve Jobs, stiferen af Appel, har besøgt et af byens templer for at lære mere om meditation.

Rafting

Rishikesh ligger relativt tæt på Ganges flodens udspring i Himalaya bjergene. Derfor er vandet i floden heller ikke specielt forurenet. Rafting er meget udbredt i området. Denne video giver et indtryk af mulighederne.

Vandreture / hiking

Det er også populært at tage vandreture i området. Der er mange muligheder.

Nationalparken

Nationalparken er også en god udflugtsmulighed. På vej til Rishekesh mødte vi mange, som tog muligheden for at gå en tur i parken – eller gøre et stop ved nogle af de mange rastepladser for at få en forfriskning.

Eftertanke

For mig var Rishekesh aldrig andet end et stop på vejen til Himalaya. Jeg ankom sent, skulle bare have en overnatning og afsted tidligt næste formiddag. Men hvis jeg skulle gøre turen igen, ville jeg nok tage et par dages stop for at udforske byen lidt mere.

Skal du til Rishikesh?

Det er naturligvis muligt at arrangere en tur til Rishikesh på egen hånd – eller tage med på en organiseret tur. Mange rejsebureauer organiserer ture til denne del af Indien.

En mellemting kunne være at organisere din egen tur. Jeg fik undervejs lidt hjælp fra en lokal guide, Ravi Rawat. Ønsker du at betale for hans service, kan han organisere en mere personlig tur. Ravi Rawat kan kontaktes på Whatsapp +91 991 77 283 63 eller e-mail: ravi.trek98@gmail.com.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here