Hilton Honors point til halv pris

Zemi Miches Punta Cana Curio Collection by Hilton. Dominican Republic. Foto: Hilton

Indtil 25. september kan du købe point til Hilton Honors til halv pris. Det er et godt tilbud, hvis du lige står og mangler de sidste point – eller kan finde et bonusophold, der er mere værd.

Det ser ud til, at hotellernes loyalitetsprogrammer har udsalg på deres bonuspoint. Marriott har lige sendt mails ud. Og nu kommer Hilton med deres tilbud.

Kampagnen – kort

Indtil 25. september kan du købe point til Hilton Honors med 100% bonus. Du skal købe mindst 5.000 point og højst 300.000 point. Og der kommer det dobbelte antal point ind på kontoen indenfor 48 timer. Så vi kan også sige, at du køber pointene til halv pris.

Pointene skal købes på denne side.

Som det fremgår af oversigten, så skal du normalt betale 50 USD for 5.000 bonus point (altså en stykpris på én cent). Men nu får du 100% bonus og dermed 10.000 point. Så stykprisen falder til 0,5 cent.

Er det en god ide at købe point?

Normalt vi vi kun råde til, at du køber point, hvis du i forvejen kender Hilton Honers godt. Vore udenlandske kolleger har vurderet, at pointene normalt er 0,4 – 0,5 cent værd. Det betyder med andre ord, at pointprisen i denne kampagne stort set svarer til, hvad du kan forvente at indløse pointene til.

Normalt vil vi fraråde medlemmerne af loyalitetsprogrammer at købe point for bare at fylde kontoen op. Sædvanligvis giver det meget bedre handlefrihed at have rede penge i banken end bonuspoint, der kun kan bruges med en række begrænsninger.

Men der kan alligevel være 3 gode grunde til at købe point:

  1. Forhindre at pointene på kontoen forældes
  2. Du mangler dem for at kunne supplere kontoen op så du kan få et ønskeophold
  3. Du har fundet et rigtigt godt tilbud på at bruge pointene

Re 1. Forhindre, at pointene på kontoen forældes

Din Hilton Honors konto nulstilles, når der ikke har været aktiviteter i 24 måneder. Hvis du derfor har for mange point på kontoen, til du bare vil lade dem forsvinde, så kan du altid købe point – og dermed forlænge levetiden. Men du bør som altid vurdere, om det er værd at bruge penge på at forlænge pointenes levetid.

Hvis du har få tusinde point stående på kontoen, så er værdien af disse næppe højere end et par fadøl koster i Nyhavn. Jeg ville selv bare vinke farvel til dem. Men har du 100.000 point stående på kontoen, så har disse (måske) en værdi på omkring 500 USD. Her kan du begynde at overveje, om det er værd at købe 1.000 point for 10 USD (eller måske endda betale 50 USD og få 10.000 point ind på kontoen).

Det afgørende kriterie må være, om du enten forventer at få et nyt rejsemønster, hvor du igen vil bo på Hiltons hoteller (og dermed optjene flere point), eller du forventer at få mulighed for at bruge pointene på din konto. Hvis ingen af disse to forudsætninger er aktuelle, så har de 100.000 point reelt en værdi på nul kroner.

Men spillefugle kan naturligvis også vælge at se på det hele som en lodseddel: Køb 1.000 point for 10 USD – og hvis du er heldig, kan du engang indenfor de næste to år “vinde” 100.000 point. Det vil ske, hvis du får et nyt rejsemønster eller får en god mulighed for at bruge pointene.

Re 2. Du mangler point til dit ønskeophold

Hvis du lige har fundet det bonusophold, du gerne vil have, men mangler point, så kan det næsten altid betale sig at købe point. Specielt, hvis det er et mindre antal point, du skal købe.

Vi skal i denne forbindelse huske på, at Hilton også har tilbuddet med, at den 5. bonusnat er gratis. Så hvis du har point til 3½ overnatning og måske bare mangler 40.000 point for at kunne betale for et ophold på fem nætter, så kan de nu købes for 200 USD. Det kan give god mening.

Re 3. Du har fundet et godt tilbud

Du kan i denne kampagne købe op til 300.000 point og få en bonus på yderligere 300.000 point. Så hvis du har fundet et godt tilbud på at bruge pointene, så kan det naturligvis også være en god ide at finde kreditkortet frem.

Men du skal i huske på, at det tager et par dage før de købte point kommer ind på din konto. Så du har risikoen for, at det gode tilbud forsvinder inden du kan nå at slå til. I denne situation kan du ikke fortryde købet. Men du kan i stedet for håbe, at der senere komme ny gode tilbud på bonusophold.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here