Four Points by Sheraton Boston Logan Airport

Som navnet antyder, så bør man gå ud fra at dette er et lufthavnshotel med kort afstand til Boston Logan Airport. Det var faktisk grunden til at jeg bookede dette hotel. I praksis tog det en halv time i bil at nå lufthavnen. Og når en af grundene til at jeg bookede dette hotel var at få lavet lidt arbejde efter ferie og inden hjemrejsen, så er det ikke godkendt at internettet på værelset ikke fungerer og endnu mindre at personalet intet gør for at løse problemet. Vi lægger altså ud med at de to væsentligste punkter for at bo her – i dette tilfælde – ikke blev opfyldt. Ikke nogen god start.

Four Point by Sheraton er absolut ikke kædens topbrand. Det mærkes så snart man ser værelset, der godt nok er udstyret med det meste af det man har behov for, men det virker nu alligevel lidt skrabet at shampoo m.v. er i dispensere på væggen og ikke i små flasker. At de samtidigt lugtede og føltes som sæber jeg normalt ville bruge til at vaske min bil trækker heller ikke op. Der var kun plastikglas på rummet og køleskabet larmede som en jetturbine.

Alt dette forventer jeg at kunne udsættes for, hvis jeg booker en kædes lavprisbrand, men her er der tale om en mellemklasse, hvor jeg egentlig havde sat forventningerne lidt højere. Måske min fejl, men prisen indikerede nu heller ikke lavpris.

Ingen internet-adgang
Værelset havde en god størrelse og var udstyret med både skrivebord, lænestol, godt tv-udvalg i HD, køleskab samt mikroovn. Der skulle være gratis internet på værelset, men det fungerede ikke. Efter mange forsøg på at logge ind måtte vi give op og hente hjælp i receptionen. Ikke at de var til meget hjælp. De første tre gange blev vi blot spist af med et goddag-mand-økseskaft-svar om at de nogle gange havde problemer med Apple-produkter på deres netværk!!!  Intet aktivt gjorde de for at undersøge om det var deres net der havde problemer. Vi havde nu prøvet på både 2 iPhone’s, en laptop, 2 iPads og 2 Android-telefoner – og ingen af dem virkede. Ikke på værelset ihverfald.

Efter den anden henvendelse i receptionen lovede receptionisten at han ville prøve at genstarte systemet. Fjerde gang jeg henvendte mig havde han stadig ikke gjort det. Sjovt nok kunne vi godt komme på internettet i receptionen, men på 1. sal, hvor vi boede fungerede det altså ikke – så tydeligvis ikke noget Apple-problem. Eneste hjælp jeg blev tilbudt var et telefonnummer til firmaet der drev netværket, så jeg selv kunne ringe. Det bad jeg nu personalet om at gøre, da det ikke bør være min opgave at løse deres internetproblemer. Receptionisten lovede at gøre det og ringe tilbage til mig. Noget der dog aldrig skete. Internetttet kom aldrig til at fungere under vores ophold.

Til deres forsvar skal det dog siges at de tilbød os et andet værelse eller at låne et konferencelokale til at arbejde i, men det var ligesom ikke nogen mulighed når vi begge skulle arbejde og junior allerede sov på værelset efter en lang dags køretur. Vi kan jo ligesom ikke bare efterlade ham der alene. Ikke en eneste henvendelse om status på problemet eller en undskyldning fik vi under opholdet eller ved check ud. Ganske skuffende.

image_31-1024x768

image_21-1024x768

image_110-1024x768

image_81-1024x768

image_71-1024x768

image_51-1024x768

image_41-1024x768

 

image_61-1024x768

 

image1-1024x768

Roomservice
Efter en lang køretur i løbet af dagen havde vi egentlig planlagt at bestille lidt roomservice, men der var ikke noget på kortet der fristede. Eneste mulighed var fra hotellets japanske restaurant. Ikke at jeg har noget problem med japansk mad, men vi var mere i humør til lidt lette standardretter, som en burger eller sandwich. Det tilbød de ikke  og desuden var udvalget på kortet ret dyrt. Vi gik istedet til en af de nærliggende fastfood kæder og hentede mad med på værelset.

Morgenmad
I USA er morgenmad oftest inkluderet i prisen på de fleste lavprishoteller. Men her var der altså tale om et mellemklasse hotel (selvom serviceniveauet og værelset var som lavpriskæderne), så morgenmad kostede ekstra. Og det var dyrt. 39USD for en standard kontinental morgenmad leveret på værelset – pr. person – også for børn. Altså næsten 120USD for morgenmad plus 18% drikkepenge, plus 7% skat, plus leveringsomkostninger. Altså ialt over 800 kroner for morgenmad for 2 voksne og 1 barn!!!!! Det er nok noget nær den dyreste morgenmad jeg nogensinde har set på et hotel. Selv 5-stjernede hoteller tager sjældent så meget for en kontinental morgenmad. Vi sprang over og gik igen efter fastfood kæderne rundt om hjørnet. Ikke lige hvad vi havde i tankerne eller lyst til, men jeg nægter simpelthen at betale mere for et par stykker brød med smør og marmelade end jeg betaler for selve værelset.

Langt fra lufthavnen
Selvom hotellet markedsfører sig med at være et lufthavnshotel og har gratis shuttle til lufthavnen, så er det en sandhed med modifikationer. Vi havde lejet en bil og kørte selv til lufthavnen, hvilket tog omkring 30 minuttter. Ikke præcis min definition af et lufthavnshotel. Området hotellet lå i var nedslidt og ikke det mest indbydende område, men der lå et lille nedslidt mall ved siden af, hvor der var mulighed for lidt last-minute-shopping. Dog ingen interessante butikker.

Skuffende
Alt i alt altså et skuffende ophold på Four Points by Sheraton Boston Logan Airport. Jeg føler faktisk ikke at jeg fik hvad jeg var blevet stillet i udsigt. Billigt var opholdet heller ikke – selvom det var et af de billigste “lufthavnshoteller” i Boston denne nat, men ca. 1.000 kroner for en overnatning uden morgenmad og uden internet betragter jeg ikke som billigt. Jeg vil til enhver tid hellere vælge en billigere kæde som f.eks. Country Inn & Suites, som vi har har gode erfaringer med som lufthavnshotel i New York. Her får du mindst lige så godt et rum, bedre service og beliggenhed samt morgenmad inkluderet. Det eneste som trækker op var et udemærket poolområde, men også det får du på de fleste Country Inn & Suites – til en langt lavere pris.

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here