
Lufthansa har fået leveret det første nye Boeing 787-9 fly med de nye Allegris kabiner. Flyet landede i Frankfurt Lufthavn lørdag efter en flyvning fra Boeing-fabrikken i Seattle, Washington. Flyet er udstyret med de nye kabiner på alle klasser.
I første omgang vil det nyeste medlem af Lufthansas flåde blive brugt på flyvninger fra Frankfurt til Toronto, Canada. Flyet indsættes på ruten i midten af oktober. Lufthansa forventer, at få leveret op til ni nye Boeing 787-9’ere i år. Det svarer til ét ny fly bliver leveret hver anden uge.
“Jeg er særligt glad for, at vi nu kan tilbyde vores gæster den førsteklasses Allegris-oplevelse i Frankfurt. Med ankomsten af Boeing 787-9 får moderniseringen af vores langdistanceflåde på vores største knudepunkt også et stort løft. Dette gør det muligt for os at bruge betydeligt mere støjsvage og brændstofeffektive flytyper med den nyeste teknologi til vores gæster i Frankfurt,” siger Jens Ritter, administrerende direktør for Lufthansa.
Det topmoderne langdistancefly “Dreamliner” bruger i gennemsnit kun omkring 2,5 liter brændstof pr. passager pr. 100 kilometer flyvning. Dette er omkring 25 procent mindre end forgængermodellen. Lufthansa har bestilt 29 Boeing 787-9’ere. I alt forventer virksomheden at have 78 moderne langdistancefly med Allegris om bord i løbet af de næste par år – den største flådefornyelse i virksomhedens historie.
De nye Boeing 787-9 med Allegris kabiner giver passagererne i Frankfurt en ny og forbedret rejseoplevelse. Gæster på Lufthansa Business Class kan nyde deres egen suite, som giver endnu mere komfort og privatliv med vægge i brysthøjde, en 27-tommers skærm og masser af opbevaringsplads. Hver suite har også sin egen garderobe og personlige minibar. Business Class-suiter, Premium Economy og Economy Class er allerede tilgængelige til booking. Vi har tidligere skrevet om, at Lufthansa stadig venter på en godkendelse af de øvrige sæder i Business Class på Dreamliner flyet. Så snart godkendelsen er i hus, kan disse sæder også reserveres.
Lufthansa Allegris har været i drift på langdistanceflyvninger fra München siden sommeren 2024. Ruterne fra München betjenes af andre flytyper (Airbus 350 og Boeing 747-8). Mere end en halv million passagerer har siden nydt denne rejseoplevelse på alle klasser.
Vi har tidligere vist Lufthansas Allegris kabiner i denne artikel.







