Luftfarten og den resterende rejsebranche har længe efterlyst fælles europæiske rejsevejledninger, som gør det muligt for raske mennesker at rejse igen. Nu ser det ud til at vi er kommet et lille skridt nærmere en sådan løsning.
I dag harl alle EU’s medlemslandes udenrigs- og europaministre stemt om Europa Kommissionens forslag til fælles europæiske rejsevejledninger. Og selvom der stadig er lang vej til vi – forhåbentligt – ser en implementering af denne vejledning, så er det et vigtigt første skridt på vejen. Medlemmer stemte for forslaget, som er blevet vedtaget som en vejledning for medlemslandene.
Iflg. Socialdemokratiets EU-ordfører, Jens Joel, så stemte Danmark for de nye retningslinjer. Det sagde han til DR P1 Orientering igår. Han kunne dog ikke sige hvornår vi præcist kunne forvente at Danmark ville implementere disse regler.
Forslaget fra Europa Kommissionen har rigtigt mange gode elementer, som har til formål at gøre det muligt at rejse til langt flere lande end i dag. Men det er dog stadig op til de enkelte lande om de vil implementere reglerne, så gennemførslen er behæftet med en del usikkerhed.
Europa inddeles i mindre regioner
Et af de grundlæggende elementer i Europa Kommissionens forslag er at i stedet for at man arbejder med 27 lande i EU, så vil smittetallene blive brudt ned i omkring 700 regioner. Det er dog ikke alle regioner, som man p.t. har tilstrækkelig data omkring, men det får man forhåbentligt på sigt.
Ifølge forslaget så vil EU regionerne blive inddelt i forskellige kategorier:
Grøn
Et område hvor det totale antal nysmittede er mindre end 25 pr. 100.000 indenfor de seneste 14 dage OG procentdelen af positive test totalt er mindre end 3%
Orange
Et område hvor det totale antal nysmittede er mindre end 50 pr. 100.000 indenfor de seneste 14 dage, OG procentdelen af postive test totalt er højere end 3% ELLER antallet af nysmittede indenfor de seneste 14 dage er mellem 25 og 150 pr. 100.000 MEN procentandelen af positive test er mindre end 3%.
Rød
Et område hvor det totale antal nysmittede er højere end 50 pr. 100.000 indenfor de seneste 14 dage OG procentandelen af positive test er højere end 3% ELLER det totale antal nysmittede er mere end 150 pr. 100.000 de seneste 14 dage.
Grå
Hvis der mangler data og information for at kunne fastsætte ovenstående kriterier ELLER antallet af udførte test er mindre end 250 pr. 100.000 indbyggere.
Hvilke krav bør der stilles til rejsende?
Europa Kommissionen forslår at landene ensarter efter disse regler og opfordrer til at man ikke afviser rejsende fra andre medlemslande – uanset hvilken zone landet befinder sig i. De anbefaler dog at Corona-test efter ankomst er at foretrække fremfor karantæne-regler når det gælder lande placeret i de røde eller grå zoner.
Medlemslandene opfordres til at åbne for rejser mellem lande som er kategoriseret som “orange” og her kan man kræve en negativ Corona-test inden afrejse. For “grå” og “røde” lande kan de enkelte lande desuden bede rejsende om at udfylde en såkaldt “locator form”, så man ved hvor de opholder sig.
Europa Kommissionen opfordrer desuden til at rejsende, som arbejder med kritiske funktioner, studerende og journalister ikke skal i karantæne.
Op til de enkelte lande
Som nævnt tidligere, så er der tale om en vejledning fra EU og de enkelte lande kan selv beslutte om de vil følge den eller ej.
Socialdemokratiets EU-ordfører, Jens Joel, siger dog til DR P1 Orientering, at den danske regering er interesseret i at ensarte reglerne med de andre EU lande, så man kan skabe overskuelighed for bl.a. erhverslivet.
Hvor mange lande, som er indstillet på at følge de nye retningslinjer er endnu uvist.
Godt nyt for luftfart og rejsebranche
Hvis de nye regler implementeres i EU-landene, så er det uden tvivl godt nyt for både luftfarten og hele rejsebranchen. En af de største forhindringer for at få genstartet branchen – efter denne historiske krise – er de uforudsigelige rejsevejledninger som praktiseres p.t. Netop usikkerheden og uforudsigeligheden afholder de fleste fra at bestille rejser.
Med et mere åbent Europa, så vil det uden tvivl sætte gang i efterspørgslen på flybilletter og hotelophold igen.
Så mangler vi bare at høre nyt om hvornår og hvordan det igen kan blive muligt at rejse til destinationer udenfor EU.
Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder
Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.