Flyselskaber vil tabe 86 kroner pr. passager i 2021

En ny rapport fra luftfartsorganisationen IATA viser at flyselskaber i gennemsnit vil tabe 85 kroner per passager de transporterer næste år. Men der er dog også lidt lys forude. Håbet om en hurtig vaccineudrulning og at færre rejserestriktioner vil få flere passagerer tilbage på flyene samt høje fragtpriser giver lys for enden af tunnelen.

IATA, The International Airlines Association, har netop udsendt en ny rapport, hvor de kigger på den økonomiske påvirkning af luftfarten næste år. Og det er generelt ikke lyse udsigter.

Brancheorganisationen forventer at flyselskaberne verden over vil tabe 38,7 mia. dollars næste år. Et rekordunderskud, som kun er overgået af 2020.

De forventer dog at flere grænser bliver åbnede og der vil være færre rejserestriktioner og karantænekrav end i 2020. En effekt som vil være tiltagende i løbet af 2021 når vacciner og testregimer forhåbentligt bliver rullet ud i større omfang.

Omsætning i branchen forventes dog stadig kun at ligge på omkring 45% i forhold til 2019, men til gengæld er det lykkedes flyselskaber at sænke omkostningerne betragteligt, som kan dække lidt af tabet.

Ifølge IATA’s beregninger, så vil verdens flyselskaber – i gennemsnit – tabe 13,78USD (ca. 86 danske kroner) per passager, som de transporterer næste år. Specielt den første halvdel af året vil være ekstremt udfordrende.

Man forventer at det globale passagertal stiger til 2,8 mia. i 2021. Det er 1 mia. flere passagerer end i 2020, men stadig hele 1,7 mia. færre end i 2019.

Belægningen på flyene vil også stige til 72,7% i forhold til de 65,5% man forventer i 2020. Det skal dog sammenlignes med at man fyldte 82,5% af sæderne i 2019.

Der er dog lidt lys at spore når det gælder om at tjene penge på fragt ombord på flyene. Her forventer man denne del af forretningen vil fortsætte med at være stærk. Specielt fordi det forventes at lufttransport bliver en meget væsentlig del af vaccinedistributionen i verden.

På fragtsiden forventer IATA en stigning til 61,2 mio. tons i forhold til 54,2 mio. tons i 2020. Det svarer stort set til at mængden af luftfragt vil vende tilbage til niveau fra 2019 allerede næste år. Man forventer dog at indtjeningen på fragt vil stige 5% p.g.a. de omfattende krav der er til f.eks. vaccinetransport, som er temperatur- og tidssensitive.

IATA understreger dog at der stadig er stor usikkerhed omkring disse estimater. Vejen til genstart af luftfarten kan blive udfordret af langsommere grænseåbninger end forventet ligesom kundernes tillid til at rejse kan være betydeligt svækket i forhold til tidligere.

IATA forventer at branchen kan komme tilbage på niveau med 2019 i 2024, hvis deres forudsigelser holder stik.

 

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here