Loyalitetsprogrammet for KLM / Air France, Flying Blue, har nu 20 år på bagen. Og fødselsdagen skal naturligvis fejres. Programmets medlemmer får selvfølgelig et par fødselsdagstilbud.
Det er ikke hver dag, at et flyselskabs loyalitets program har rund fødselsdag. Men det har Flying Blue, der er programmet for KLM / Air France. Selskabet har i denne anledning lavet denne video:
Flying Blue fejrer 20 års jubilæet
Der vil være specielle events og kampagner i anledning af jubilæet, der også bliver markeret i udvalgte lufthavne som Paris-Charles de Gaulle (CDG), Paris-Orly (ORY), Amsterdam Schiphol (AMS) og New York (JFK). Desuden vil fødselsdagen blive fejret på sociale medier som Facebook og Instagram samt musikplatformen Spotify.
Medlemmer i USA, der har brugt programmet det seneste år, vil få Platinum status, hvis de har fødselsdag d. 20. juni. Denne status vil være gældende i et år. Jeg har ikke læst, at Platinum status gives til fødselarer i andre lande.
Men alle 30 millioner medlemmer af programmet kan få 20% bonus på de optjente miles på udvalgte rejser, ligesom de kan købe miles med op til 80% bonus.
Det bliver spændende at se, om der også kommer andre jubilæums tilbud senere på året.
20% jubilæums bonus
Du får 20% bonus oveni de normale miles, du optjener på flyvninger opereret af KLM, Air France eller Transavia (et datterselskab ejet af KLM). Billetten skal købes senest 20. juni i år og flyvningen skal gennemføres inden udgangen af i år. Bonussen gives på alle billettyper undtagen Air France First Class.
Hvis du ikke er medlem af Flying Blue, er det formentlig ikke værd at melde sig ind i programmet for at få denne bonus – specielt ikke, hvis du allerede er med i et andet loyalitets program hos et flyselskab, der er med i SkyTeam. Det skyldes optjeningsstrukturen i Flying Blue. Antallet af optjente miles afhænger af prisen på billetten:
- 4 miles pr. euro tjener de nye medlemmer af Flying Blu
- 6 miles pr. euro tjener medlemmer med sølvstatus i Flying Blu
- 7 miles pr. euro tjener medlemmer med guldstatus i Flying Blu
- 8 miles pr. euro tjener medlemmer med platinumstatus i Flying Blu
- 9 miles pr. euro tjener medlemmer med ultimate status i Flying Blu
De 20% bonus lægges oven i den normale optjening af miles.
Hvis du allerede er medlem af for eksempel EuroBonus, får du også “ekstra” bonus på dine point, hvis du har sølv, guld eller diamant kort. Her er den ekstra bonus på 25% / 50% eller 75%. Og selv om optjeningen i EuroBonus afhænger af billettype og den distance, du skal flyve (og dermed er baseret på en helt anden beregning end udregningen af miles i Flying Blue), så tvivler jeg på, at du får mere ud af at starte fra bunden i Flying Blue frem for at optjene point på guld- eller diamant-niveau i EuroBonus.
Køb miles med op til 80% bonus
Indtil 25. juni kan medlemmer af Flying Blue købe miles med bonus. Størrelsen af bonussen afhænger af antallet af miles, vi køber. Jeg får bonus efter denne oversigt:
- ingen bonus, når jeg køber 2.000 miles
- 60% bonus, når jeg køber mellem 2.000 og 10.000 miles
- 70% bonus, når jeg køber mellem 12.000 og 22.000 miles
- 80% bonus, når jeg køber mindst 24.000 miles
Jeg har ikke status i Flying Blue og kan derfor højst købe 100.000 miles, hvor jeg får en bonus på 80.000 miles. Medlemmer med status kan købe flere miles. De 180.000 miles koster 2.500 euro, hvilket giver en stykpris på 1,39 cent (altså godt 10 øre).
Milesopedia har vurderet værdien af miles til at ligge mellem 0,3 og 2,5 eurocents, når de indløses som bonusbilletter hos Air France. Værdien afhænger af distancen og billetklasse. Den mindste værdi får du, ved at bruge pointene på korte flyvninger på økonomiklasse. Den højeste indløsningsværdi får du på langdistance bonusrejser på Business Class.
Også i EuroBonus ser vi en tilsvarende variation i pointenes værdi. Herfra ved vi, at det kan være ganske svært at få de fordelagtige bonusbilletter, når vi vil rejse til USA eller Asien på Business Class. Jeg gætter på, at det også hos Flying Blue kan være svært at få fingrene i de “gode” billetter. Så du skal kun købe point, hvis du i forvejen kender programmet rigtigt godt – og er sikker på, du kan bruge de købte miles på billetter, hvor indløsningsværdien er væsentlig højere end købsprisen.
Der er mere i gaveposen
Flying Blue har allerede meldt ud, at der er flere gaver på vej til medlemmerne. I omtalen af jubilæet på hjemmesiden skriver programmet lidt kryptisk: “Finally, a special promotion, “Miles of Memories”, will offer a select few lucky members from more than 30 countries the chance to revisit iconic destinations within the Air France-KLM network – and create new memories.”
Jeg tror, at de 30 millioner medlemmer af Flying Blue vil holde godt øje med deres e-mail de næste måneder for at se, om loyalitetsprogrammet kommer med flere gode tilbud.
Artiklen er baseret på en nyhedsmail fra Flying Blue og information på programmets hjemmeside.