Flotte tal for 2025 i Sønderborg

Sønderborg Lufthavn fortsætter sin positive udvikling. I 2025 steg passagertallet med 11 procent, hvilket betyder, at den samlede vækst siden 2023 nu udgør hele 31 procent. Med denne vækst er Sønderborg Lufthavn den danske lufthavn med den største procentvise fremgang i passagertrafik de seneste to år.

Nu er trafiktallene kommet fra de danske lufthavne. De viser en markant stigning:

  • 11% i Sønderborg
  • 9% i København
  • 3,6% i Aalborg
  • 2,9% i Aarhus
  • -21,5% i Billund

Det store fald i Billund Lufthavn skyldes, at Ryanair stoppede med at flyve på den sydjyske lufthavn fra 1. april 2025. Ryanair havde hver tredje passager i Billund i 2024.

Stor fremgang i Sønderborg

I 2025 rejste 64.521 passagerer gennem lufthavnen. Det er en markant stigning i forhold til 58.142 passagerer i 2024.

Fremgangen skyldes primært øget passagertrafik mellem Sønderborg og København, flere charterrejsende samt en stigning i antallet af nordtyske passagerer,” siger Jákup Sverri Kass, direktør i Sønderborg Lufthavn.

Et vigtigt element i væksten er de stabile flyforbindelser til København, hvor Sønderborg Lufthavn nu tilbyder afgange alle ugens dage. På hverdage flyves der op til fire gange dagligt, og selv i weekenderne er der én til to daglige afgange. Den høje frekvens er afgørende for både erhvervslivet, turismen og private rejsende i regionen.

Vækst i både erhvervs- og fritidsrejser

Samtidig mærker lufthavnen tydeligt, at Sønderborg og det sydlige Danmark er i vækst. Både erhvervsaktiviteterne og udbuddet af leisure-oplevelser stiger i området.

Det er ikke nogen hemmelighed, at de investeringer der er foretaget i turismeudvikling, åbningen af Center Parcs Nordborg Resort og antallet af forretningsrejsende ellers har bidraget til vores vækst,” siger direktøren.

Selvom 2026 forventes at blive mere udfordrende som følge af færre direkte charterafgange, ser lufthavnen positivt på udviklingen i indenrigstrafikken. Med styrkede forbindelser ud af København og et stigende antal jyske rejsende, der benytter Kastrup som knudepunkt, forventes passagertallene på ruten mellem Sønderborg og København fortsat at vokse.

Digitalt kontroltårn

Parallelt med trafikudviklingen gennemfører Sønderborg Lufthavn en omfattende modernisering af infrastrukturen. Et af de største projekter er etableringen af rigsfællesskabets første digitale kontroltårn, som forventes at blive taget i brug indenfor kort tid.

Sammen med SAAB og danske leverandører ser vi meget frem til overgangen fra vores nuværende traditionelle tårn til et topmoderne digitalt tårn. Trafikstyrelsen har været en vigtig samarbejdspartner i hele processen, og vi glæder os til den officielle åbning,” afslutter Jákup Sverri Kass.

Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Sønderborg Lufthavn.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here