Flere restauranter i Københavns Lufthavn

Københavns Lufthavn udvider området i Terminal 2 før sikkerhedskontrollen, og til efteråret åbner en håndfuld nye eksklusive spisesteder, som inviterer alle rejsende til at nyde et roligt øjeblik i de lyse, skandinaviske omgivelser. Udvidelsen tæller blandt andet Nordens første Pret A Manger samt et udvalg af sunde alternativer til farten og en blanding af international og dansk gastronomi.

Danmarks omdømme som et kulinarisk centrum har for alvor sat os på det gastronomiske verdenskort og har vækket interessen hos en helt ny gruppe af madglade turister. Med et unikt miks af nordisk gastronomi og internationale smagsoplevelser har Københavns Lufthavn ligeledes i dén grad etableret sin position blandt verdens bedste lufthavne indenfor café- og restaurantudvalg.

Som et led i en større udvidelse af Københavns Lufthavn åbner man til efteråret op for fem nye spisesteder i området før sikkerhedskontrollen, som vil byde på et miks af lokale specialiteter krydret med internationale smagsoplevelser.

Vejledende skitse af det nye område før sikkerhedskontrollen fra arkitekterne bag.

Åbningerne til efteråret spænder fra dansk til asiatisk og byder på specialitets-øl hos Bar Jacobsens gastropub, sunde alternativer til rejsen eller hjemkomsten hos 42RAW og WOK samt god kaffe og hjemmebag hos Riccos. Det nye område bliver derudover også hjem for Nordens første Pret A Manger, som længe har været på ønskelisten hos danske og internationale rejsende. Pret A Manger tilbyder bl.a. sunde, færdige madløsninger og økologisk kaffe, og har i dag over 350 butikker fordelt mellem USA, UK, Frankrig, Shanghai og Hong Kong.

“Som Nordens knudepunkt er det en stor bedrift for os, at kunne markere vores nye udvidelse med den første Pret A Manger i hele Norden. Ude i verden er Danmark kendt for vores ekspertise inden for gastronomi og madlavning, hvorfor det også er vigtigt for os, at kunne tilbyde vores rejsende en bred palette af spisesteder i højeste kvalitet, og det er præcis hvad de fem nytilkomne spisesteder har tilfælles,” siger Lise Ryevad, Director, Airport Sales i Københavns Lufthavne A/S.

Den nye udvidelse før sikkerhedskontrollen er udført med respekt for den karakteristiske nordiske arkitektur som kendetegner lufthavnen og inviterer både rejsende, besøgende og ansatte i lufthavnen til at slå sig ned i de smukke omgivelser, og nyde en sund snack, en god kop kaffe eller et velsmagende måltid.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here