Flere fly fra Billund til London

Foto: Anders Lauesen

Billund er på vej til at opbygge rutenettet efter kæberasleren fra Ryanair. Der er allerede kommet en god håndfuld nye ruter til lufthavnen. Det er lykkedes at tiltrække flere flyselskaber, som nu er i gang med at fylde hullerne. Britisk Airways øger antallet af afgange til London. Og Chisinau i Moldova er nu for første gang kommet på rutekortet.

Naturligvis kom det som en overraskelse for alle, at Ryanair stoppede med at flyve fra Billund. Sandsynligvis også for lufthavnens ledelse. Men den gik straks i gang med at få andre flyselskaber til at flyve på de attraktive ruter. Og en kombination af nye direkte ruter samt one-stop rejser med ruteselskaberne har kunnet tilfredsstille en del af rejselysten.

Så samlet set mener lufthavnen at dens rutenetværket er blevet styrket. Dels har SAS genåbnet indenrigsruten til Københavns, der blev lukket under corona pandemien. Der tilbydes fire daglige forbindelser til hovedstaden. Samtidig har en række flyselskaber opjusteret deres planlagte aktivitetsniveau for resten af i 2025 og for 2026.

I dag kommer British Airways med en dugfrisk nyhed. Flyselskabet indsætter yderligere tre ugentlige afgange på ruten mellem Billund og London Heathrow. Dermed kommer British Airways op på at have ti ugentlige afgange til Europas største lufthavn. Samtidig flytter flyene fra Billund til hovedterminalen T5. Det gør det væsentligt nemmere for de rejsende at få adgang til lufthavnens enorme rutenetværk ud i verden. Dermed styrker British Airways konkurrencen med Lufthansa og KLM/Air France om one-stop ruter ud i verden.

Billund retter blikket fremad

Nyheden fra British Airways kommer i forlængelse af, at Norwegian har tilføjet en direkte rute til London Gatwick fra Billund. Samtidig sætter flyselskabet væsentligt mere kapacitet ind på de spanske destinationer Malaga og Alicante. Wizz Air, som i forvejen flyver til Bukarest og Lași i Rumænien, åbner nu også ruter til Gdansk og Katowice i Polen, Vilnius i Litauen og Chișinău i Moldova. Det er første gang, at der etableres en direkte rute mellem Billund og det lille østeuropæiske land mellem Rumænien og Ukraine. Air Greenland tilbyder nu 2 ugentlige afgange til Nuuk, og spanske Vueling forbinder Billund med den Catalanske hovedstad Barcelona. De nye ruter understøtter at man fortsat kan flyve direkte til over 100 destinationer fra Billund. Samtidig har man allerede masser af gode forbindelser til hele verden med de 3 store alliancer: Star Alliance (Lufthansa), Sky Team (KLM og Air France) og One World (Britisk Airways).

Historien om Ryanairs exit har fyldt meget hos os og i vores omverden. Vi har svaret på mange spørgsmål om konsekvenser og perspektiver. Derfor glæder det os nu meget, at vi kan se fremad og fortælle om nye ruter. Interessen for at flyve fra Billund er stor, og på trods af branchens kapacitetsudfordringer er det lykkedes os at hente nye ruter ind. Sammenligner man trafiktallet for 2025 med 2024, ser vi ind i en sandsynlig tilbagegang med cirka 25 procent. Af det fald har vi  genvundet cirka 200.000 flysæder – og vi har allerede nu positive tilkendegivelser om endnu flere i 2026, fortæller adm. direktør Jan Hessellund.

Jan Hessellund, Adm. Direktør i Billund Lufthavn

Nyt målepunkt

Trafiktallet for marts dykkede forventeligt i forhold til samme måned i 2024. Helt præcist rejste 241.395 passagerer fra Billund Lufthavn, det var et fald på 5,7 procent.

Nedgangen i marts kommer fordi færre gæster har benyttet Ryanairs ruter, specielt her sidst på måneden – alle andre selskaber har haft en fin udvikling. Det tyder på en fortsat god efterspørgsel i markedet. I vores tal fra april og frem vil vi derfor fokusere på, hvordan udviklingen er hos vores nuværende flyselskaber. Det bliver vores primære målepunkt de kommende 12 måneder. På den måde kan vi også sætte en streg over det irske lavprisselskab, konkluderer Jan Hessellund.

E-commerce i vækst

Andelen af luftfragt i form af e-handel er stigende i Billund Lufthavn. Således udgør e-handel nu en stigende del af den samlede fragtmængde. Udviklingen flugter godt med den generelle udvikling for luftfragt. Den samlede fragtmængde i Billund Lufthavn var i marts 7.754 tons. I samme periode sidste år var tallet 7.753 tons.

Alle aktører omkring luftfragt oplever en stigende efterspørgsel på e-handel. Flere tal viser at den globale e-handel udgør mellem 20 og 30 procent af den samlede mængde luftfragt. Det stiller en ny række krav til hastighed og fleksibilitet i lufthavne. Og netop på fleksibilitet og evnen til at omstille sig står vi stærkt. Vi forventer, at markedet for e-handel fortsat vil vokse hos os, sammenfatter Jan Hessellund.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here