Mens de store jetfly stort set alle har installeret effektive HEPA-filtre, som filtrerer virus og bakterier, så er situationen ofte en anden på mindre propelfly. Det gør Finnair nu noget ved og installerer de effektive filtre på deres ATR-fly.
Som et af de første flyselskaber i verden, så vil Finnair installere de såkaldte High Efficiency Particulate Air (HEPA) filtre på deres mindre ATR-fly.
HEPA-filtre er et meget effektivt system til at filtrere og rense luften for virus, bakterier og andre partikler og findes f.eks. på operationsstuer samt i lidt større fly. Effektiviteten på disse filtre opgiver Finnair til at være 99,97%.
Finnair har allerede disse filtre på deres Airbus og Embraer-fly, men har nu også valgt at eftermontere dem på de mindre ATR propelfly.
Finnair har i alt 12 fly af denne type, som er opereret af deres partner Norra på korte ruter indenrigs og regionalt.
Installationen af HEPA-filtre på disse fly vil starte i juni måned og forventes at være afsluttet på hele flåden i starten af 2022.
Effektiv ventilation reducerer risikoen for infektion
Takket være disse effektive HEPA-filtre og opbygningen af ventilationssystemerne på fly, så viser undersøgelser at risikoen for at blive smittet ombord på et fly er minimal.
Den friske luft kommer ind fra ventiler i loftet og bliver suget ud ved gulvet. Det betyder også at cirkulationen af luften rundt i kabinen er minimal og evt. virus og baktierier ikke spreder sig mellem rækkerne i flyet. Den friske luft er filtreret gennem disse HEPA-filtre, som altså fjerner 99,97% af alle partikler.