Finnair indleder samarbejde med stjernekok

Finnair indleder nu et nyt samarbejde med en finsk stjernekok omkring menuerne på Business Class. Den nye menu vil blive serveret på langruterne.

Det finske flyselskab, Finnair, har netop meddelt at de har startet et samarbejde med den finske stjernekok, Tommy Myllymäki, om at kreere menuer på Business Class på langruterne. De nye menuer vil blive introduceret fra 7. februar 2018 og serveres på alle langruter fra Helsinki.

Den nye signaturmenu vil kendetegnes af skandinaviske smage og være grøntsagsbetonet. Dermed kan det altså se ud til at SAS får kamp til stregen med deres nordiske inspirerede menuer.

Stjernekokken Tommy Myllymäki skal sammensætte Finnairs Business Class menu fra februar 2018. Foto: Finnair

Finnair’s nye signaturkok, Tommy Myllymäki, har arbejdet på flere toprestauranter i Sverige – bl.a. Mattias Dahlgren og Bon Lloc. I 2007 blev han årets kok og i 2011 blev han præmieret med en sølvmedalje i den internationalt anerkendte kokkekonkurrence, Bocuse d’Or. I dag er han kreativ chef på to af Sveriges førende restauranter, Riche og Sturehof i det centrale Stockholm.

“Samarbejdet med Finnair er rigtigt god og lærerigt. Den største udfordring med projektet er at finde nye løsninger på hvad som er muligt at servere i luften og hvordan det skal varmes ombord. Man er ganske begrænset, men så opstår der også nye spændende muligheder. Min filosofi er at mad skal være ren, enkel, letforståeligt og altid sæsonbetonet. Bare rigtig god mad og gode smage” Siger Tommy Myllymäki

Finnair startede sit signaturkokkeprogram i 2013 og igennem årene er sæsonbetonede menuer fra nogle af Finlands førende kokke blevet serveret for passagererne på Business Class.

 

 

 

 

Fire ting du sikkert ikke vidste om flymad:

  1. I højden gør lufttrykket og den lave luftfugtighed at det er sværere for passagererne at genkende forskellige smage.
  2. Da smagsansen mindskes en smule, så krydres flymad mere og kan derfor smage meget salt, hvis det spises på jorden.
  3. Den femte grundsmag, Umami, påvirkes ikke af hverken højden eller lufttrykket. Mad og drikke med høje komponenter af umami, f.eks. tomatjuice, smager endnu bedre i luften og er derfor populært på flyrejsen.
  4. På grund af lav luftfugtighed i højden, så er det vigtigt at anvende meget sovs, så maden ikke tørrer ud.

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here