Fem gode råd til at undgå lommetyve på rejsen

Mange danskere tager sydpå til en af Europas storbyer i efterårsferien. Men ferien kan hurtigt blive spoleret af lommetyve, der målrettet går efter byernes turister. Læs her, hvordan du forebygger tyveri på ferien, og hvad du skal gøre hvis uheldet er ude.

Mange danskere benytter efterårsferien til at komme en tur til europæiske storbyer som Rom, Paris, Berlin og Barcelona, hvor der både er mulighed for at opleve kultur og få lidt sensommervarme.

Men de mange turister i efterårsferien giver ikke kun arbejde til byernes restauranter og seværdigheder – lomme-og tricktyvene får også ekstra travlt. Derfor er det en god idé at holde et vågent øje med sine ejendele, når man færdes i storbyernes gader, lyder rådet fra forsikringsselskabet Alka.

“Efterårsferien er en uge med afslapning og samvær med familien, men kan hurtigt blive ødelagt, hvis du står uden pung, mobil og pas, fordi lommetyvene har været på spil. Derfor er en god idé at tage sine forholdsregler, når du bevæger dig i tætpakkede områder. Bl.a. at være opmærksom på, hvem står omkring dig, og om din pung, mobil og andet af værdi er placeret et sted, hvor det er svært at komme til, f.eks. inderlomme eller i en mavetaske. Desuden er det vigtigt, at du dækker din pinkode, når du betaler med kort eller hæver kontanter i en automat. Vi ser flere eksempler på, at tyvene aflurer koden, hvorefter de stjæler kortet og misbruger det. Vær også opmærksom på at dit kort ikke bliver misbrugt, når du betaler på caféer eller restauranter. Hold øje med at tjeneren ikke går et andet sted hen med dit kreditkort, når der skal betales, men sørg for at du hele tiden kan se dit kreditkort, siger Lise Agerley, kommunikationsdirektør i Alka.

Selvom det kan være en ubehagelig oplevelse at blive bestjålet eller svindlet, er det vigtigt at reagere hurtigt og få meldt tyveriet til politiet og forsikringen umiddelbart efter det har fundet sted, råder Lise Agerley. De fleste forsikringsselskaber ser gerne, at man har anmeldt tyveriet i det land, det har fundet sted, og derfor kan indsende en politirapport, når man skadeanmelder til forsikringen. Desuden skal man tage kontakt til sin bank, så den hurtigst muligt kan spærre de stjålne kreditkort, så man undgår misbrug.

København er også ramt
Skal uge 42 skal bruges herhjemme på at være turist i vores egen hovedstad, skal man imidlertid også holde et vågent øje med taske, pung og mobil. Tyvene har nemlig haft ekstra travlt i København det seneste år. Københavns Politi modtog i 2016 33.419 anmeldelser om lommetyveri, hvilket svarer til en stigning på 36 procent sammenlignet med 2015. 58 procent af alle landets lommetyverier begås i Københavns Kommune, selv om byen kun huser godt 10 procent af landets befolkning.

“Det er ikke kun vigtigt at passe på sine ting, når man tager uden for landets grænser i efterårsferien. Tager du på Strøgtur eller sightseeing til Københavns seværdigheder, hvor der er mange mennesker samlet, kan det også godt betale sig at være lidt ekstra opmærksom – og handle hurtigt, hvis du alligevel bliver bestjålet” afslutter Lise Agerley.

Fem gode råd til at undgå lommetyve i efterårsferien:

1) Hav ikke for mange kontanter og værdifulde genstande på dig
Et tykt bundt sedler i pungen eller dyre smykker om halsen er fristende. Hvis du vil undgå lommetyvene, handler det i første omgang om at undlade at friste dem. Lad de dyre smykker blive hjemme og hav få kontanter på dig – det er hæveautomater og mulighed for at betale med kreditkort de fleste steder i storbyerne.

2) Fordel pengene på flere, ikke-sårbare steder
Hvis du skulle blive antastet af en lommetyv, er det rart ikke at have alle dine kontanter på samme sted. Hvis du sørger for at opdele dem i forskellige rum i tasken og inderlommer i tøjet – helst med lynlås og ind mod kroppen – vil du altid have nogle kontanter tilbage.

3) Undgå at vise, at du er turist
Lommetyvenes foretrukne ofre er oftest turister. Derfor kan det afskrække dem fra at gå i dine lommer, hvis du ser hjemmevant ud. Studér derfor kortet hjemmefra eller træd evt. ind i en butik eller café, hvis du har brug for at kigge på kort eller spørge om vej.

4) Vær opmærksom på dine omgivelser
Nogle steder er mere oplagte for lommetyve end andre. Tætpakkede steder som togstationer, undergrundsbaner eller store seværdigheder giver gode muligheder for at gå i lommer og tasker. I offentlige transportmidler er det en god idé at opbevare pungen i inder- eller forlomme i stedet for baglomme og at bære tasken på maven i stedet for på ryggen.

5) Pas på fupnumre og forsamlinger på gaden
Du skal ikke være mistroisk 24/7, men bare have i baghovedet, at mange lommetyve arbejder i grupper og kan forsøge at distrahere dig ved f.eks. ”uheldigvis” at tabe noget foran dig uden selv at opdage det, eller ved at spørge om vej. Vær også opmærksom på opløb af forskellig art. Når folk slår ring om gadegøglere, er det nemt for tyvene at snuppe værdigenstande fra menneskemængden, hvis opmærksomhed er et andet sted.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here