Faldgruber: Find 5 Fejl

Moxy Warszawa. Foto: Henry Jørgensen

For de utrænede er der mange faldgruber, når de forsøger at få den bedste værdi ud af pointene i loyalitetsprogrammet. Måske vokser saldoen bare mens man venter på den aller bedste måde at bruge pointene – og de ender med at blive værdiløse.

Så kom det tilbagevendende spørgsmål i en af de grupper, jeg følger på Facebook: Skal jeg betale for mit hotelophold eller bruge point?

Et typisk spørgsmål i en gruppe for pointjægere: Skal jeg bruge mine point eller mine penge?

Der kommer så mange velmenende råd fra andre medlemmer i gruppen. Men de er spækfyldte med fejl. Det hele starter med, at de første kommentarerne regner ud, at pointene 0,61 cent værd. Og så fortsætter det med den ene fejl efter den anden.

Så vi kan sidde og lege “Find fem fejl”. De faldgruber er:

  • Forskellige betingelser
  • Hvad har vi glemt i beregningen
  • Standardværdier kan ikke bruges
  • Devaluering
  • Kan vi bruge pointene en anden gang?

Forskellige betingelser

Når valget er mellem at betale 129 amerikanske dollar eller 21.000 point, skal man sikre sig, at værelset lejes på samme betingelser. Typisk vil bonusovernatningen i Marriott Bonvoy være fleksibel. Så den kan fortrydes indtil dagen før planlagt ankomst. Og morgenmaden er også med i bonusovernatningen. Til gengæld gælder den laveste pris for en overnatning på en ikke fleksibel rate uden morgenmad.

Hvis man værdsætter muligheden for at kunne fortryde reservationen og få pengene tilbage, så er prisen måske 20 dollars højere. Og morgenmaden koster også. Det betyder måske, at hvis man vil betale for et værelse, hvor betingelserne er helt de samme som bonusovernatningen, så må man slippe 169 USD. Og så indløsningsværdien pludselig 0,8 amerikanske cent.

Med andre ord: hvis man vil have muligheden for at fortryde reservationen og vil have morgenmad, så er pointenes indløsningsværdi i dette konkrete eksempel 0,8 cent.

Hvad har vi glemt

Ikke alle portaler viser en værelsespris inklusiv alle skatter og afgifter. Så derfor skal gæsten huse at undersøge, om priserne holder. Eller, der kommer ekstra beløb oven i. Og så skal beregningen af pointenes værdi laves med den faktiske betaling. Inklusiv alle skatter og afgifter.

Det er også typisk, at man glemmer at tage højde for de point, der optjenes på overnatningen. Hvis man i dette eksempel får 3.500 point på den betalte overnatning, så skal de også tages med i beregningen. Så bliver de to alternativer:

  1. Betal 129 USD og få 3.500 bonuspoint, eller
  2. Betal 21.000 bonuspoint.

Med andre ord, så vil de 129 USD svare til 24.500 bonuspoint (betalingen på 21.000 point + de mistede 3.500). Og dermed falder indløsningsværdien til knap 0,53 cent.

Standardværdi kan ikke bruges

En del af medlemmerne i Facebook gruppen argumenterer med, at vi i nogle analyser kan se, at pointene har en værdi på 0,8 cent. Derfor bør man aldrig indløse pointene til en lavere værdi.

Vi vil gerne medgive, at sådanne analyser kan være med til at vurdere, om pointene bruges fornuftigt. Men man må ikke lade vurderingskriteriet være den aktuelle indløsningsværdi holdt op imod et teoretisk gennemsnit.

Det afgørende argument må være: “Med mit rejsemønster, hvilken værdi får jeg normalt for mine point?“. Det er meget muligt, at andre kan indløse deres point til en højere værdi i USA. Men det enkelte medlem i loyalitetsprogrammet skal sammenholde med den normale værdi, man får på de indløsninger, man foretager.

Det er muligt, at pointene kan indløses til en højere værdi i USA eller på et hotel på Maldiverne lidt udenfor højsæsonen. Men hvis det aldrig er et reelt alternativ, så skal disse “standard værdier” heller ikke være afgørende for, hvordan pointene bruges.

Devaluering

De fleste loyalitetsprogrammer hæver med jævne mellemrum prisen på bonusovernatninger. Så hvor vi på vores bankkonto igen får renter, så bliver bliver værdien af vore bonuspoint mindre. Men disse ændringer bliver sjældent varslet, så vi ved ikke, hvornår vore point bliver mindre værd.

Så udfordringen er derfor ofte: Skal jeg bruge 21.000 bonus point i dag på en overnatning eller måske betale 23.500 point for det samme værelse om et år?

Denne jævnlige devaluering gør, at det måske er bedre at bruge pointene i dag end at vente. Med mindre du har nogle klare alternative bonusovernatninger inden for en overskuelig fremtid, hvor du får mere ud af dine point.

Kan vi bruge pointene en anden gang?

Den aller sidste overvejelse er, om du overhovedet kan bruge pointene en anden gang. Hvis du eksempelvis kun har 21.500 point på kontoen, så kan det måske være meget fornuftigt at bruge de 21.000 point på denne bonusovernatning. For hvis de fremtidige bonusovernatninger på andre hoteller koster flere point, end du har på kontoen, så får du måske aldrig mulighed for at få en overnatning for dine point.

Også loyale medlemmer med masser af point på kontoen får måske aldrig mulighed for at spendere hele saldoen på fornuftige bonusophold. Og Sankt Peter giver (så vidt jeg ved) ikke mulighed for at bruge de sidste point på bonusophold i den 7. himmel. Så for sådanne loyale medlemmer må overvejelsen også være: Er det bedre at bruge pointene nu på en halvdårlige værdi end slet ikke at bruge dem.

Andre forhold

Der er mange andre forhold, eksempelvis hvor mange penge du har i banken. Hvis din saldo på lønkontoen går i nul en uges tid før månedsskiftet, skal du nok bruge pointene. Det giver trods alt en gratis overnatning.

Et helt andet emne: Kampagner. Lige nu har Marriott Bonvoy en kampagne, hvor du bliver godskrevet en ekstra overnatning i optjeningen af status, når du bor på et nyt hotel og betaler med kontanter/kreditkort. Og så får du også ekstra bonus på 2.500 point Så her er alternativerne:

  • Betale 129 dollars, blive godskrevet 2 overnatninger og få 6.000 bonuspoint, eller
  • Betale 21.000 bonuspoint og få godskrevet én overnatning.

Det svære svar på det simple spørgsmål

Så for at vende tilbage til spørgsmålet på Facebook: Skal jeg betale 129 USD eller bruge 21.000 bonuspoint? Svaret er: Det afhænger af dit rejsemønster og din situation. Selvom en indløsningsværdi på 0,61 cent kan synes lav, så er det måske den bedste værdi, du kan få i løbet af det følgende år. Og så kan værdien måske være ganske fin. Den største af alle faldgruber er at spørge nogen til råds, som ikke kender dine beslutningskriterier. For sådanne råd kan ikke bruges til meget.

2 KOMMENTARER

  1. God artikel, også laver du også lige en fejl. 🙂 Du skriver “Med andre ord, så vil de 129 USD svare til 24.500 bonuspoint (betalingen på 21.000 point + de mistede 3.500). Og dermed falder indløsningsværdien til knap 0,53 cent.” I dette tilfælde skal du ikke lægge de 3500 point til, men trække dem fra, da det er point som går ind på din konto, ikke ud. Det giver jo ikke rigtig mening at pointne bliver mindre værd, bare fordi du optjener point ved at betale med penge, fremfor point.

  2. @Frank, jeg takker for din kommentar. Det er altid en fornøjelse at læse dine bidrag – og denne gang ingen undtagelse.

    Det er faktisk en sværere øvelse at lave denne beregning (og jeg måtte da også tjekke flere gange undervejs, da jeg skrev artiklen). Jeg har kikket efter endnu engang. Og jo, beregningen i artiklen holder vand. Den logiske forklaring er, at vi både betaler 129 USD, men samtidig får 3.500 bonuspoint, som har en værdi. Denne skal trækkes fra betalingen på de 129 USD. Så derfor koster værelset mindre – og dermed bliver indløsningsværdien også mindre. Dette er rent matematisk løst ved at lægge de 3.500 point oven i “prisen” på 21.000 point. Dermed undgår vi at skulle bruge 2 forskellige pointpriser i beregningen.

    Men jeg må medgive, at det ser lidt kryptisk ud, når man læser artiklen.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here