Få overblik over ugen der gik

Kø ved paskontrollen i Københavns Lufthavn

Den forgangne uge har budt på mange nyheder fra rejsebranchen. I denne artikel forsøger vi at opsummere dem og se lidt kritisk på visse af dem, så du får et enkelt overblik.

Københavns Lufthavn og Politiet ikke klar til ny paskontrol

For det første, så er det i dag Københavns Lufthavn og Politiet skal leve op til de nye og skrapperede krav om paskontrol. Det fik de to parter til – i fællesskab – at gå ud for at advare mod lange ventetider i paskontrollen. De rejsende, som ofte rejser til/fra non-Schengen lande og dermed skal igennem paskontrollen i København vil måske nok undre sig og synes at køerne allerede er meget lange i visse perioder. At både politiet og lufthavnen advarer mod de ekstra lange køer kan kun ses, som en erkendelse af at de ikke føler de er klar til at løfte opgaven – og det går så altså ud over passagererne, som kan spilde ekstra tid på at vente og skal leve med usikkerheden om, hvor langt tid ekstra de skal møde op før en rejse.

Vi får at se hvordan det går, men som rejsende skal du nok forvente nogle udfordringer når du skal rejse ind og ud af Schengen.

Economy Light bliver fremtiden

Den forgangne uge var også ugen, hvor vi for alvor fik taget hul på det vi omtaler som “Kapløbet mod bunden”. Vi har på FinalCall.travel længe forudset, at vi vil komme til at se langt flere flyselskaber, som introducerer “Light”-produkter på langruterne.

Denne uge var så ugen hvor hele to flyselskaber introducerede disse “Economy Light” produkter. Først var det Icelandair, som meldte ud at det nu var muligt at købe billetter uden bagage på deres ruter via Reykjavik.

I går var det så det store tyske flyselskab Lufthansa, som introducerede “Economy Light” fra Skandinavien til udvalgte ruter i USA. Det nye produkt resulterede også i et helt nyt bundniveau for kampagnepriser. Helt ned til kr. 1.985,- t/r er det nu muligt at bestille flybilletter til New York. Det må uden tvivl presse lavprisselskaberne til at sætte priserne endnu længere ned. For med Lufthansa får man godt nok ikke bagagen inkluderet, men mad, drikke, bonuspoint m.v. får man stadigvæk til den laveste pris.

SAS afslørede også fornyligt til FinalCall.travel, at de overvejer et “Economy Light” på langruterne og at vi ikke skulle blive overraskede over at se det i fremtiden.

Med Lufthansa og Icelandsairs udmeldinger i denne uge, så er det nok indenfor den nærmeste fremtid vi også kan se SAS introducere dette produkt.

Prisuddeling

Denne uge var også ugen, hvor priserne i Danish Travel Awards blev uddelt. En prisuddeling, som overraskede ganske mange ved at de fleste af vinderne var helt nye i forhold til sidste år. Arrangørerne forklarede at det handlede om en ny afstemningsmodel og et nyt analyseinstitut, som stod bag. Men uanset, så bekræfter det at man altid skal tage sådanne prisuddelinger med et stort gran salt.

Med så stor forskel på prismodtagerne fra år til år, så må mindst et af årene være ganske misvisende. Om det så er i år eller det var sidste år skal vi lade stå hen i det uvisse. Men så stor ændring er der trods alt ikke sket i den danske rejsebranche på 12 måneder.

I virkeligheden handler det nok mest om , at det er utroligt svært at “spørge forbrugerne” og få nogle brugbare svar. Blot fordi man har sejlet med Bornholmer-færgen betyder det jo ikke at man kan stemme på bedste rederi, hvis man ikke har prøvet at sejle med Color Line, DFDS m.v. Usikkerheden bliver ganske enkelt for stor.

Det samme med at stemme på flyselskaber. Det er nok de færreste, som har prøvet at flyve med alle flyselskaber, som flyver ud af København. Jeg ved godt man sikkert benytter en form for pointsystem, men de fleste af disse kategorier kræver altså en eller anden form for kendskab for at kunne vurderede det på en saglig og faglig måde.

Nej, sådanne priser bliver nok i virkeligheden mest retvisende, hvis de bliver uddelt af en fagjury, som har stort kendskab til produkterne – eller af folk, som har et meget stort rejsebehov – f.eks. en gruppe frequent travelers (med et vist erfaringsgrundlag) i kombination med rejsejournalister og andre folk fra branchen. At spørge et generelt udvalg af danskerne (2.000 personer fra Danmarkspanelet) får man altså ikke korrekte svar ud af.

Jeg ved godt det kan lyde lidt elitært, men i dette tilfælde må det være en klar fordel at kunne drage nytte af fagligt kendskab og en bred viden om produkterne. Ellers bliver det altså lidt for tilfældigt.

Dermed ikke sagt at vinderne ikke er berrettigede til deres priser. Det  er jeg sikker på mange af dem er. Men der er godt nok også nogle eksempler i mellem, hvor man tænker at de folk, som har stemt aldrig må have prøvet produkterne i kategorien.

Stor vækst i Aarhus

Det var også ugen, hvor SAS løftede sløret for deres planer fra Aarhus. Her præsenterede de hele fem nye ruter, som skal starte fra sommerprogrammet. Forbindelser for erhvervslivet til Oslo, Stockholm og München samt flere frekvenser til København. De fritidsrejsende fik flere afgange til Malaga samt sæsonruter til Mallorca og Split.

Nu mangler vi så bare at jyderne rent faktisk benytter disse ruter. Efter at have klaget (helt berettiget) over at SAS har overset Jylland i mange år og ikke mindst Aarhus Lufthavn har sovet en meget lang Tornerosesøvn, så er bolden altså spillet videre til passagerne og lufthavnen nu. Bevis, at I rent faktisk er interesseret i vækst i Aarhus ved at bruge de nye ruter. Det er nu det gælder, hvis I gerne vil have gode forbindelser fra Aarhus i fremtiden.

Læs også disse artikler fra ugen der gik:

SAS med flere valg af forudbestilt mad
Sådan er massagetilbudet i den nye Oslo Lounge
Dobbelte bonuspoint hos Hilton resten af året
Tjen op til 450 Eurobonus-point pr. 100 kr. på restaurantbesøg
Hvad kan du forvente når der står SSSS på dit bordingkort?

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here