EuroBonus: Hvad er sølv, guld og diamant kort værd?

Jeg har selv undervurderet værdien af status i EuroBonus! Hvis man kan udnytte fordelene, er der faktisk mange penge at spare.

Vi starter med konklusionen:

  • Sølvkortet er ca. 2.000 kroner værd
  • Guldkortet er omkring 10.000 kroner værd
  • Diamantkortet er mindst 18.000 kroner værd

Det er i hvert fald, de værdier, jeg har regnet mig frem til. Men beregningerne bygger på nogle forudsætninger om dit rejsemønster, hvilke billettyper du rejser på. Og naturligvis: Hvordan du bruger fordelene på de forskellige medlemsniveauer – og hvad du synes de er værd.

Specielt værdien af dine EuroBonus point er afgørende i beregningerne. Måske har du ikke mulighed for at bruge dine point – og så er de reelt værdiløse. Måske må du bruge dem i EuroBonus shoppen, hvor de kun er 2-3 øre værd. Måske har du det højeste fly premium niveau på dit mastercard og kan få billige bonusbilletter på Business til USA. Så kan de sagtens være 25 øre værd (måske endda mere).

Her giver vi en detaljeret gennemgang – og du kan jo regne efter med dine egne forudsætninger, for at få en mere præcis værdi på dit EuroBonus kort.

Den nye EuroBonus

Da SAS 1. september gik over til Sky Team alliancen ændrede selskabet også en del i loyalitetsprogrammet EuroBonus. Derfor giver det også mening at lave en ny analyse af fordelene for de forskellige medlemsniveau.

De væsentligste ændringer i EuroBonus er.

  • Der er samme optjening af point til sølv-, guld- og diamant kort for alle medlemmer af EuroBonus. Tidligere fik medlemmer med guld- og diamant kort 25% bonus på de statusgivende basispoint ved rejser med SAS (rejsende med sølvkort fik 10% bonus). Med andre ord: fremover bliver det ikke lettere at genoptjene status.
  • Alle får flere point til forbrug ved flyrejser med SAS og partnerne i Sky Team, da medlemmer med
    • Sølvkort får 25% flere bonuspoint
    • Guldkort får 50% flere bonuspoint
    • Diamantkort får 75% flere bonuspoint

Der er en samlet oversigt over alle fordelene på de forskellige niveauer her.

Det store loyalitets dilemma

EuroBonus lokker med, at de mest trofaste medlemmer, som rejser meget med SAS og partnerne, har adgang til lounge og fasttrack i sikkerhedskontrollen. Desuden kan man få mere bagage med.

Men disse fordele har du i et vist omfang, når du allerede rejser på Plus i Europa eller Business på interkontinentale ruter. Fasttrack, adgang til lounge og mere bagage er gode fordele, hvis du rejser på økonomiklasse. Men her er optjeningen af niveau point så ringe på de billigste billetter, at du har svært ved at genoptjene status.

Dette udstiller problemet ved EuroBonus (og mange andre loyalitetsprogrammer). Når du har brug for fordelene på dine flyrejser på de billige billetter, kan det være svært at genoptjene status. Og hvis du har de dyre billetter, hvor det er let at genoptjene status, så er disse fordele allerede med i din billet.

Og dette dilemma spiller også ind, når du skal udregne værdien af dit sølv, guld og diamant kort. Hvis du allerede har disse fordele i din billet, så får du ikke så meget ud af din status i EuroBonus.

Hvad er sølvkortet værd?

Du bliver EuroBonus sølv, når du har optjent 20.000 niveau point eller fløjet 10 gange med SAS. Hvis du rejser på de aller billigste billetter, som kun giver 100 eller 500 niveau point på en flyvning indenfor Europa, skal du rejse rigtigt meget for at optjene 20.000 niveau point. Her bliver du formentlig reddet af at sølvkortet også kan optjenes med 10 SAS-flyvninger.

Desuden kan du hente niveau point på dit SAS EuroBonus Premium Mastercard og ved billeje. Derfor kan du sagtens have et sølvkort, selvom du optjener mindre end 20.000 niveau point på dine flyvninger.

De væsentligste fordele er, at du kan medtage et ekstra stk. bagage og får en bonus på 25% på pointoptjeningen. Disse fordele gælder også ved flyvninger med partnerne i Sky Team.

Sølvkort – Ekstra point

Hvis du optjener mellem 15.000 og 30.000 niveau point, så vil din 25% bonus være på mellem 3.750 og 7.500 point. Hvis disse har en værdi på 10 øre, vil din “gevinst” være mellem 375 og 750 kroner.

Sølvkort – Ekstra bagage

Det koster mellem 270 og 570 kroner at tilkøbe en ekstra kuffert til indtjekning på rejser indenfor Europa. Jo tættere på afgang, jo dyrere er det Hvis du har brug for denne fordel på 2 returrejser hvert år (eksempelvis på en ferierejse, hvor du selv skal betale), så vil du spare mellem 1.080 og 2.280 kroner.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at når familien rejser på ferie og har for meget bagage, så er det naturligvis sølvkort holderen, der har for meget bagage. Det er aldrig resten af familien, der ejer den ekstra kuffer, der skal betales for 🙂

Sølvkort – Samlet fordel

Du skal naturligvis regne efter ud fra dit eget rejsemønster.

Men et slag på tasken er, at sølvkortet giver fordele, der har en værdi på mellem 1.455 og 3.030 kroner. Så det er meget realistisk at sige, at sølvkortet for den gennemsnitlige bruger har en værdi på ca. 2.000 kroner.

Jeg har i denne beregning ikke regnet en værdi på prioritet ved boarding og check-in. Jeg har på tidligere rejser oplevet, at der ved priority check-in var så mange passagerer, at køen dér faktisk var længere end køen for passagerer uden prioritet.

Jeg har heller ikke sat nogen værdi på rabatter på flybilletter, opgradering eller fordelene ved billeje og hotelreservationer. Det har jeg heller ikke i de efterfølgende beregninger for værdien af guld- og diamant kort.

Hvad er guldkortet værd?

Du får et guldkort, hvis du inden for dit individuelle optjenings år har haft mindst 45 flyvninger med SAS eller har optjent mindst 45.000 niveau point.

Fordelene ved guldkortet er:

  • 50% flere bonuspoint
  • Gratis sæde reservation
  • Bedre kunde service (guld mail og kortere telefonkø)
  • Priority check-in
  • Fast track gennem security
  • Gratis lounge
  • Pladsgaranti på afgange, hvis du har en billet i klasse C
  • Prioritet ved boarding
  • Gratis wifi ombord på flyet
  • Forære et sølvmedlemsskab

Når værdien af disse fordele skal fastsættes, så afhænger værdien meget af dit rejsemønster. Specielt hvilke billettyper du rejser på og om din rejse er privat eller arbejdsrelateret.

For at denne analyse ikke skal være for omfattende, har jeg valgt at se bort fra rabatter på billetter, opgraderinger, billeje og hotelophold. Jeg har også valgt at se bort fra at du kan få et højere medlems niveau på loyalitetsprogrammer ved biludlejningsfirmaer og hoteller. Det bliver naturligvis også spændene at se de fremtidige fordele ved samarbejdet med Scandic, som du kan læse mere om i denne artikel.

Lad os prøve at lave et overblik over værdien.

Guldkort – 50% flere bonuspoint

Niveau point kan optjenes på flyvninger, premium mastercard og billeje. Lad os forudsætte, at du har optjent mellem 30.000 og 60.000 niveau point ved at flyve med SAS og partnerne i Sky Team. Det vil give 15.000 – 30.000 ekstra bonuspoint. Forudsat de har en værdi på 10 øre, vil denne fordel være mellem 1.500 og 3.000 kroner værd. Jeg vil sætte en gennemsnitsværdi på 2.000 kroner.

Guldkort – Gratis sædereservation

Mange EuroBonus medlemmer synes godt om, at man kan reservere sæde uden at det koster ekstra. Rejser du indenfor Europa, kan det koste mellem 79 og 249 kroner at reservere et bestemt sæde. På rejser til Asien, USA og Canada varierer prisen fra 149 til 499 kroner på go. Prisen på Plus er 269 kroner for ekstra benplads. Og på Business skal du af med 519 eller 719 kroner. Så det kan hurtigt løbe op.

Vi skal kende dine destinationer, præferencer og antallet af rejser, for at kunne beregne værdien af denne fordel. Men jeg er ret sikker på, at mange gerne vil betale for at undgå et midtersæde. Og rejsende, der har garderhøjde, vil sikkert også gerne betale for ekstra benplads.

I de videre beregninger har jeg sat denne fordel meget lavt: 1.000 kroner. Denne lave værdi er kan til dels også begrundes med: Hvor meget ville du reelt være villig til at betale for sædevalg, hvis du blev opkrævet gebyr? Og ville du reservere sæde på alle dine rejser – eller ville du kun reservere sæde mod betaling på udvalgte rejser.

Du har også fordelen med gratis sædereservation ved rejser med partnerne i Sky Team. Jeg har ladet denne fordel indgå i beregningen af værdien af de gratis reservationer. Det skal dog bemærkes, at ikke alle partnere i Sky Team tilbyder denne fordel. Hos andre partnere i Sky Team er det endnu ikke praktisk muligt at benytte denne fordel.

Guldkort – Gratis lounge

Ud over, at du selv har adgang til SAS loungen og Sky team lounger, kan du også invitere en ven eller fire familiemedlemmer med ind. Normalt vil det koste 199 eller 249 kroner at få adgang. Men når det er gratis, vil jeg også smutte indenfor i 30 minutter, bare for at få en gratis kaffe. Men, hvis jeg skulle betale fuld pris, ville jeg nok hellere købe en kop kaffe i afgangshallen.

Og rejser du på plus eller business, så er adgang til loungen allerede inkluderet i din billet (men kun for dig selv – du kan ikke invitere gæster ind). Dertil kommer, at i en del lufthavne er der kun de såkaldte 3. parts lounger. Altså en lounge, der drives af et uafhængigt selskab, der sælger adgang til de forskellige flyselskabers kunder. SAS har besluttet, at selskabet ikke vil betale for deres passagerers adgang til disse lounger.

Jeg vurderer, at jeg nok vil bruge lounge adgangen mellem 20 og 50 gange i løbet af året. Men når jeg og 4 familiemedlemmer kommer ind på en privat ferierejse, så har jeg altså også “købt” adgang 5 gange. Jeg vil også sætte adgangen til en værdi på 150 kroner (altså væsentligt lavere end den officielle pris). Dermed bliver værdien mellem 3.000 og 7.500 kroner. Så lad os sætte værdien af denne fordel til 5.000 kroner

Guldkort – Gratis Wifi

Alle kan købe adgang til wifi. Det skal dog bemærkes, at ikke alle SAS fly har wifi installeret. Adgang koster 29 kroner på fly indenfor Skandinavien, 39 kroner på fly indenfor Europa og 119 kroner på fly til Asien, USA eller Canada. Du kan kun have en enhed tilsluttet. Så hvis du rejser på ferie med familien, så er det reelt kun én af jer, der har gratis wifi.

Desværre kan en del SAS-fly ikke tilbyde wifi. Så jeg vil sætte værdien til ca. 1.000 kroner (25 flyvninger indenfor Europa til knap 40 kroner)

Guldkort – Forære et sølvkort til en ven eller familiemedlem

Selvom vi lige har værdisat et sølvkort til 2.000 kroner, så tror jeg ikke, at en god ven eller ægtefællen vil betale dette beløb. Så jeg har valgt at sætte denne fordel til 0 kroner.

Guldkort – Andre fordele

Du har stadig fordelen af at kunne medtage mere bagage. Jeg har valgt at beholde værdien på 1.000 kroner, som på sølvkortet.

Jeg har generøst valgt at sige, at værdien af de øvrige fordele er 0 kroner, fordi de vanskeligt kan fastsættes. Men jeg anerkender også, at det har en vis værdi at stå højt på en venteliste, være garanteret en plads på et overbooket fly eller have kortere ventetid i telefonkøen. Ligesom det er meget behageligt at stå i den korte kø ved check-in eller komme hurtigt igennem sikkerhedskontrollen.

Guldkort – Samlet oversigt

Min vurdering af guldkortets værdi er.

  • 2.000 kroner, værdien af 50% flere bonuspoint
  • 1.000 kroner, værdien af gratis sæde reservation
  • 5.000 kroner, værdien af gratis lounge
  • 1.000 kroner, værdien af gratis wifi ombord på flyet
  • 1.000 kroner, værdien af ekstra bagage
  • 0 kroner, værdien af de øvrige fordele:
    • Bedre kunde service (guld mail og kortere telefonkø)
    • Priority check-in
    • Fast track gennem security
    • Pladsgaranti på afgange, hvis du har en billet i klasse C
    • Prioritet ved boarding
    • Forære et sølvmedlemsskab

Dermed bliver guldkortets samlede værdi 10.000 kroner. Men jeg skal understrege, at beregningen afhænger meget af forudsætningerne: Hvor ofte bruger du guldkortets fordele og hvad er de enkelte fordele værd for dig. Med et andet rejsemønster eller andre billettyper kan beregningen af guldkortets fordele afvige væsentligt fra de 10.000 kroner-

Hvad er diamantkortet værd?

Du kan få diamantkortet, når du enten har optjent 90.000 niveau point eller haft 90 flyvninger med SAS. Mit vurdering er, at du kun får diamantkortet, når du har en del flyvninger på plus og business. Der er ikke mange, som flyver så meget, at de optjener diamantkort ved at flyve på billige billetter med SAS eller andre selskaber i Sky Team.

Fordelene på diamantkortet

Generelt, så er alle fordelene på guldkortet også tilgængelige for EuroBonus medlemmer med diamantkort. Der er dog et par ekstra fordele:

Diamantkort – 75% flere bonuspoint

Jeg skønner, at langt de fleste, som har optjent er diamantkort, har fået mindst 80.000 niveau point ved af flyve med SAS og partnere i Sky Team. 75% bonus vil derfor være mindst 60.000 bonuspoint, som nok har en værdi i omegnen af mindst 6.000 kroner.

Diamantkort – Giv gratis guldkort væk

Jeg har selv haft fornøjelsen af at give gratis guldkort til familie og venner. Men disse flyver så lidt med SAS og partnerne i Sky Team, så de kun i begrænset omfang kan bruge alle fordele, der er knyttet til kortet. I hvert fald ikke så meget, at værdien når op i nærheden af de 10.000 kroner, jeg lige har beregnet guldkortets værdi til.

Når de flyver sammen med mig, vil jeg kunne invitere dem i lounge m.m. Derfor vil jeg sætte værdien til 1.000 kroner på de guldkort, jeg forærer væk

Diamantkort – Adgang til SAS-lounge ved ankomst

Det er en fordel, jeg har brugt en del gange. Specielt, når jeg er rejst uden bagage fra Aarhus til København og er ankommet alt for tidligt til mit møde. Så er det faktisk meget behageligt at tilbringe en times tid i loungen.

Jeg gætter også på, at langt de fleste ikke har dette behov. Derfor er værdien sat til 0.

Diamantkort – Gratis drikkevarer på SAS Go

Selv EuroBonus medlemmer med diamantkort rejser somme tider på go. Måske i forbindelse med ferie. Når du skal købe vand, smoothies eller sodavand ombord på flyet, så koster de ca. 25 kroner. Øl og vin kan købes for 50 – 75 kroner, mens stærk alkohol og drinks koster 60 – 75 kroner. Derfor kan du nemt komme til at spare 300 kroner for en person på en returbillet.

Da fordelen også gælder for en ven eller op ti 4 familiemedlemmer, vil jeg vurdere at den samlede værdi ligger på mindst 1.000 kroner.

Diamantkort – Point forældes ikke

Det kan sommetider være svært at bruge pointene – og derfor er det også en klar fordel, at de aldrig bliver for gamle. Jeg har dog vurderet, at denne fordel ikke kan værdisættes. Dermed går fordelen ikke i beregningen af værdien af diamantkortet

Diamantkort – Gratis ændring af billet

En af de nyere fordele er, at EuroBonus medlemmer med diamantstatus kan ændre en billet til en anden afgang samme dag. Forudsat, at der er plads. Jeg har selv benyttet denne fordel et par gange. Jeg har købt den billigste billet – og på afrejsedagen ændret den til en anden afgang, der passer bedre.

Men jeg er også med på, at det er en lidt risikabel strategi. For du kan sagtens opleve, at der ikke er plads på det fly, du gerne vil med. Desuden er denne fordel kun værdifuld på de destinationer, hvor SAS har mange afgange i løbet af dagen. Eksempelvis rejser mellem de nordiske hovedstæder, rejser til populære destinationer i Europa (London, tyske storbyer etc.) og indenrigsflyvninger.

Jeg har i den videre beregning sat denne værdi til 0 kroner

Diamantkort – Andre fordele

Desuden har medlemmer med diamant status naturligvis også de fordele, som medlemmer med Guldstatus også har;

  • Værdien af gratis sæde reservation: 2.000 kroner. Jeg har sat dette til det dobbelte af værdien af fordelen for guldmedlemmer. Der skal jo flyves væsentligt mere, når man skal optjene diamant status
  • Værdien af gratis wifi ombord på flyet; 2.000 kroner. Værdien er sat til de dobbelte af værdien af fordelen for guldmedlemmer. Grunden er den samme som værdien af den gratis sæde reservation: Du flyver meget mere
  • Værdien af gratis lounge. Selvom du flyver meget mere end medlemmer med guldkortet, så har jeg beholdt beløbet på 5.000 kroner. Mange af dine billetter vil være på plus eller business, hvor du allerede har lounge adgang.
  • Værdien af ekstra bagage. 1.000 kroner. Dette beløb er sat forsigtigt.

Værdien for alle andre fordele er sat til 0 kroner.

Dermed bliver den samlede værdi af diamantkortet mindst.

  • 6.000 kroner for bonussen på 75%
  • 1.000 kroner, værdien af at forære et guldkort væk
  • 1.000 kroner, værdien af gratis drikkevarer på go
  • 2.000 kroner, værdien af gratis sædereservation
  • 2.000 kroner, værdien af gratis wifi
  • 5.000 kroner, værdien af gratis lounge
  • 1.000 kroner, værdien af ekstra bagage

Dermed bliver den samlede værdi af diamantkortet mindst 18.000 kroner. Men denne værdi er baseret på forudsætningerne. Hvis dit rejsemønster er meget anderledes end forudsætningerne i denne beregning, så vil det også påvirker værdien af dit diamantkort

Konklusion

Jeg blev faktisk meget overrasket over de høje værdier, som jeg har regnet mig frem til i denne artikel. Hvis nogen havde spurgt mig, inden jeg gik i gang med beregningerne, så havde jeg nok skønnet værdien til halvdelen af de beregnede beløb.

Men den aller største fordel, jeg har oplevet på mit diamantkort (Star Alliance Gold) er, at jeg kommer foran i køen, når snestormen aflyser mit fly. Det er meget behageligt, at jeg hurtigt kan blive få billetten ændret til næste afgang – eller at jeg hurtigt kan få en hotel voucher og komme ind på et varmt hotelværelse. Sådanne fordele vil du også have i det nye samarbejde med selskaberne i Sky Team.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here