
100 ml. væske i hver beholder har indtil nu været det maksimale, der kunne slippe igennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen. Men fremover tillader EU, at du kan tage den store 2-liters sodavand med. Men lufthavnen skal investere i nye dyre scannere, før det kan lade sig gøre. Og en samlet udstyrspakke, der består af scanner, software og bakker skal godkendes Lige nu er Billund Airport den eneste danske lufthavn, der har fået udstyrspakken godkendt. Københavns lufthavn afventer godkendelse af software.
Grænsen på maksimalt 100 ml væske i hver beholder er nu afskaffet for passagerer i EU. I hvert fald i de lufthavne, der har anskaffet de avancerede CT-scannere. Der kan passagererne fremover tage 2 liters flasker igennem sikkerhedskontrollen. Det var oprindelig planlagt, at denne lempelse skulle have været gennemført sidste år. Men der skulle foretages yderligere tekniske analyser, før lempelsen kunne gennemføres.
Endelig farvel til 100 ml. reglen
Ifølge det italienske nyhedsmedie Corriere della Sera har The European Civil Aviation Conference (ECAC) godkendt, at reglen om højst 100 ml. væskebeholdere kan afskaffes i de europæiske lufthavne, der investeret i CT-scannere til sikkerhedskontrollen. Lufthavnene skal have en samlet godkendelse af udstyrspakken, der består af scannerne, softwaren og bakkerne til håndbagagen.
ECAC har afsluttet tekniske tests på Hi-Scan 6040 CTiX CT-scannere fra Smiths Detection, som allerede er installeret flere steder i Europa. ECAC har desuden åbnet for godkendelse af andre producenters systemer.
Når lufthavnens sikkerhedskontrol benytter disse CT-scannere, skal passagererne ikke længere tage bærbare PC-ere, tablets og lignende ud af taskerne. Det vil bidrager til en mere smidig sikkerhedsprocedure.
EU-Kommissionen har bekræftet, at reglerne kan træde i kraft inden for få dage i de lufthavne, der har teknologien og godkendelsen af udstyrspakken på plads.
Lidt teknik: De nye scannere benytter computertomografi (CT), der er en avanceret form for røntgenundersøgelse. Scannerne laver en række computerfremstillede tværsnitsbilleder (tomogrammer) af håndbagagen. Disse bliver efterfølgende behandlet digitalt, således at håndbagagens indhold kan ses to- eller tredimensionelt.
Hvorfor tager det lang tid?
Flere lufthavne har i længere tid brugt CT-scannere. Men det er en stor investering at anskaffe disse. Det anslås eksempelvis, at London Heathrow skal investere omkring 1,4 milliarder dollars i at opgradere til CT-teknologi.
Billund Lufthavn har allerede anskaffet CT-scannere og fået den samlede udstyrspakke godkendt. Det skete med godkendelsen af software d. 25. juli i år. Lufthavnen i København er i gang med at udskifte de eksisterende scannere med CT-scannere og afventer en godkendelse af softwaren. Det har vi skrevet om i denne artikel. Desuden har nogle lufthavne i Tyskland, Irland, Italien, Litauen, Malta, Holland og Sverige implementeret systemerne.
Det er dog vigtigt at understrege, at EU ikke pålægger medlemsstaterne eller lufthavnene at foretage disse store investeringer. Det er alene op til de enkelte lande og operatører, om de vil implementere teknologien. Og dermed også om de hellere vil fortsætte med de eksisterende regler.
Store muligheder for forvirring
Da implementeringen er frivillig og vil ske over en periode, kan vi forvente en vis forvirring blandt rejsende. Passagerne kan eksempelvis rejse fra Billund til København, hvor de kan medbringe store vandflasker. Men da godkendelsen af teknologien endnu ikke er på plads i København, kan passagerne ikke have de store flasker i håndbagagen på returrejsen.
Derfor anbefales det fortsat, at passagerer overholder 100 ml, reglen som standard, medmindre de på forhånd ved, at afrejselufthavnen tillader større flasker.
Hvad med USA og den øvrige verden?
Spørgsmålet er, om resten af verden følger trop.
Amerikansk lufthavnssikkerhed har været notorisk stram siden 9/11, men nu begynder der at blive stillet spørgsmålstegn ved visse rutiner. Kristi Noem, chef for Department of Homeland Security, har udtalt, at 100 ml-reglen er under revision og nævnt den som det næste område, hvor man overvejer at lette på reglerne. USA har for nylig også fjernet kravet om at passagererne skal tage skoene af i sikkerhedskontrollen. Det har vi skrevet om i denne artikel.
Vi må også vente på, at reglerne tilpasses i resten af verden udenfor Europa.
Men under alle omstændigheder, er det gode nyheder, at det bliver lettere at komme igennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen.
Artiklen er baseret på informationer fra forskellige specialiserede nyhedssider på internettet samt kommentarer i vores facebook gruppe for frequent travelers







