Er SAS nye flyselskab en genoplivning af hedengangne SAS Commuter?

Bombarbier Dash8-Q400 fra SAS Commuter. Foto: Pieter van Marion from Netherlands, WikiMedia, Creative Commons.

SAS har planer om at starte et nyt flyselskab, som skal tage sig af markedet for mellemstore fly på de kortere ruter i Europa. Men er idéen egentligt ny? SAS har nemlig tidligere haft sit eget datterselskab, SAS Commuter, som i struktur minder meget om det nye, planlagte flyselskab.

I forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for første kvartal 2020, så løftede SAS også lidt mere af sløret for hvad deres planer er for et kommende flyselskab der skal operere fly i mellemklassen på europæiske ruter.

I dag flyver SAS selv alle langrutefly samt jetfly af typerne Boeing 737, Airbus A319, A320 og A321. Derimod har de outsourcet operationen af de mindste regionale fly, som CRJ og ATR, til eksterne partnere, som flyver på vegne af SAS. I tillæg har SAS sit irske datterselskab, SAS Ireland (SAIL), som flyver visse ruter med nye Airbus A320neo fly – primært fra London og Malaga.

SAS første Airbus A320neo da den blev præsenteret for pressen i hangaren i Stockholm. Bruges bl.a. af SAS Ireland. Foto: Flemming Poulsen

Men inden længe, så er det planen at de mindste af SAS egne jetfly (Airbus A319 og Boeing 737-700) skal pensioneres. Når det sker, så får SAS et hul i flådesammensætningen, hvor de kommer til at mangle en flytype, som kan tage mellem 110 og 140 passagerer.

Det er denne mellemstørrelse af jetfly, som SAS nu planlægger at operere i et nyt datterselskab.

Nyt selskab registreret i december

Allerede i starten af december har SAS registreret et nyt selskab ved navn Airstar 4 A/S, som har adresse på SAS kontoret på Amager Strandvej i København. Det nye selskab er 100% ejet af SAS AB i Stockholm. Registreret direktør for selskabet af Eivind Bjurstrøm, som er en af SAS topcheferne. I virksomhedsregistreringen på CVR er virksomheden registreret med formål om at “drive transport og rejserelateret virksomhed”.

Formanden i det nye selskab er svenskeren, Mikael Wångdahl, som er VP for ekstern produktion hos SAS.

Meget kan altså tyde på, at det er i dette selskab SAS planlægger at operere de nye, mellemstore kortrutefly.

Aftale med fagforening

I forbindelse med rapporteringen af regnskabet for første kvartal, så kom det også frem, at SAS allerede havde lavet en aftale på vegne af kommende piloter og kabineansatte i det nye selskab. Det er sket med fagforeningen FPU – i modsætning til de eksisterende fagforeninger, som i dag har overenskomsten i SAS hovedselskab.

SAS har længe forklaret, at indkøb af mange nye fly afhænger af en mere fleksibel og billigere overenskomst for at det kan give økonomisk mening.

Her må vi gå ud fra at FPU har indvilget i dette. Om de eksisterende fagforeninger er blevet spurgt vides ikke, men uanset har SAS nok haft et mål om at opdele personalegrupper i flere fagforeninger – specielt efter den meget dyre pilotstrejke sidste år. Alt andet lige, så kommer personalegrupperne til at stå svagere når de er delt ud i flere forskellige foreninger på forskellige overenskomster.

FPU skriver i en pressemeddelelse, at de har forhandlet med SAS i flere måneder, så det er altså en process som har været igang længe.

Både SAS og FPU siger, at aftalen betyder at man kan holde de nye jobs i Skandinavien og med skandinaviske vilkår – fremfor at måtte kigge på at outsource denne del af produktionen for at gøre den lønsom. Samtidigt har SAS garanteret FPU – iflg. pressemeddelelsen – at aftalen ikke får konsekvenser for ansatte på de gamle aftaler.

SA Crew. Foto: SAS

Har de eksisterende fagforeninger sovet i timen?

Mens SAS uden tvivl kan have fordele af at de forskellige grupper af ansatte er fordelt i flere fagforeninger – og ikke mindst, hvis de kan opnå lavere produktionsomkostninger, så ser det anderledes ud for de eksisterende fagforeninger i flyselskabet. For dem er der tale om et decideret slag i ansigtet efter at FPU har tegnet aftale omkring det nye flyselskab. Omvendt kan en ny aftale betyde flere jobs totalt i Skandinavien fremfor at outsource, som man har gjort til f.eks. SAS Ireland og underleverandører.

Pilotstrejken sidste år har helt sikkert spillet en rolle når SAS skulle vælge aftalepartner, men historisk set har de kabineansattes fagforening, CAU, også skabt en del problemer for SAS med bl.a. strejker og forskellige krav igennem tiden. Sidstnævnte har dog ikke strejket i de senere år, men forhandler for tiden omkring fornyelse af overenskomst med SAS, som vi endnu ikke har hørt noget om hvordan går.

Hvilken indflydelse det vil få på de igangværende forhandlinger, at SAS har vendt de eksisterende foreninger ryggen i det nye selskab, vides ikke. Men en ting er sikkert – det skaber ikke et bedre forhandlingsklima.

Nyt selskab minder om hedengangne SAS Commuter

SAS har faktisk tidligere haft en produktionsenhed, som minder meget om det foreslåede nye flyselskab. SAS Commuter eksisterede fra 1984 til 2004 og fløj mindre propelfly på de mindre travle ruter i primært Skandinavien.

Selvom SAS Commuters flådestørrelse mindede mere om den produktion SAS i dag har outsourcet til underleverandører, så mindede forretningsmodellen med at have sit egedatterselskab – med andre ansættelsesforhold og arbejdsvilkår – meget om den model der nu ligger på bordet.

SAS Commuter var et søsterselskab til SAS, som udelukkende fløj for SAS. Selskabet havde base i København, men i løbet af årene, så var der også etableret flere baser i Norge og Sverige. Alle ansatte var skandinaviske.

SAS Commuters sidste flyvning fandt sted 1. oktober 2004, hvorefter fly og ansatte blev flyttet over i SAS.

SAS mangler mellemstore kortrutefly

Om nogle år når Boeing 737-700 og Airbus 319-flyene skal pensioneres fra SAS flåden, så kommer SAS til at mange en flytype i den størrelse, som er planen for det nye selskab. Det kan der ikke herske tvivl om.

Det er ganske enkelt for dyrt at flyve med de store jetfly på visse ruter, hvor passagergrundlaget ikke er stort nok og samtidigt, så kan det også koste mange penge, hvis man flyver med for små fly da man så går glip af omsætning og muligheden for at maksimere forbindelser til langruterne. Større fly betyder også færre frekvenser og antallet af frekvenser er noget der øger betalingsvilligheden hos de forretningsrejsende og gør SAS konkurrencedygtig på forbindelser videre fra deres hovedbaser.

SAS koncerndirektør, Rickard Gustafsson sagde onsdag på en telefonkonference med presse og analytikere, at målet med det billigere selskab er at beskytte hovedproduktionen med de større fly ud af hovedbaserne. Ved at få det rette mix af flytyper kan man sikre sig at alle dele af flyselskabet drives optimalt og sikre jobs i alle dele af SAS.

Hvilke fly kan være interessante for SAS?

De to mest interessante flytyper, som SAS faktisk selv har omtalt flere gange, er Airbus A220 og Embraer E195-E2. Senest på telefonkonferencen efter offentliggørelsen af regnskabstallene for første kvartal 2020, så nævnte koncernchef, Rickard Gustafsson, igen de to flytyper, men understregede at man endnu ikke havde truffet nogen beslutning.

Han nævnte bl.a. at der var visse udfordringer med motortyperne når flyene skulle bruges i produktion i Skandinavien. Bl.a. har SWISS haft flere motorproblemer med deres A220-fly. Embraer har også tidligere skiftet motorer på de første leverede E190-E2-fly p.g.a. problemer.

Begge flytyper passer størrelsesmæssigt godt til det SAS mangler i flåden på sigt. Airbus A220 har plads til mellem 115 og 140 passagerer afhængig af model og Embraer kan tilbyde mellem 120 og 146 sæder i deres fly.

Planlægningen tager tid

SAS koncernchef sagde på investorpræsentationen i går, at man forventer at fortsætte planlægningen resten af året og at der vil gå noget tid før de kan vende tilbage med flere detaljer. Bl.a. skulle de have afklaret hvilken af de to flytyper, som er mest interessant for SAS – ligesom de skal have sikkerhed for at motorproblemerne er løst inden de lægger en bestilling.

Det forventes at SAS bestiller op til 30 fly til det nye selskab.

Enhedsflåde

SAS taler meget om vigtigheden af at kunne drive en enhedsflåde. Det skal naturligvis ikke ses som om SAS kun vil have en flytype samlet set, men at hvert selskab fokuserer på en enkelt flytype. Det gør produktionen enklere at planlægge og billigere at drive.

Hverken Airbus A220 eller Embraer E190-E2 passer sammen med de eksisterende flytyper som SAS benytter sig af. Embraer er et helt nyt kort for SAS, som de aldrig har benyttet sig af før, mens Airbus A220 kun er en Airbus af navn.

A220 er produceret af canadiske Bombardier, som Airbus nu har opkøbt og blev oprindeligt introduceret under navnet C-series. Derfor er der ingen stordriftfordele i, at SAS benytter Airbus fly i forvejen.

Bombardier CS100, som nu er omdøbt til A220-100. Foto: Yan Gouger, WikiMedia, Creative Commons

At SAS har et godt – og langvarigt – samarbejde med Airbus kan selvfølge tælle positivt – ligesom SAS tidligere har købt Dash8-Q400 fly fra Bombardier til SAS Commuter i sin tid. Sidstnævnte flytype var dog ingen større succes for SAS og de havde mange tekniske udfordringer med flytypen da de var launchkunde på den i år 2000. Kilder i branchen siger, at det er den flytype SAS historisk set har haft flest tekniske problemer med. Det endte da også med at SAS udfasede typen efter tre alvorlige sikkerhedslandinger, hvor landingshjulene ikke ville folde sig ud.

Embraer E195, E190 og E175. Foto: Embraer

Så hvilken af de to flytyper SAS vælger kan være svært at komme med et bud på lige p.t. og i sidste ende handler det nok mest om hvem der vil give SAS det bedste tilbud. Embraer har lidt kortere rækkevidde end A220, men er til gengæld også lidt billigere i indkøb, hvis man skal følge listepriserne.

I alt er der totalt leveret 658 eksemplarer af A220 mens Embraer i december 2019 havde 144 ordrer i bogen for E195-E2 og 27 for den mindre E190-E2.

Kan blive virkelighed i løbet af nogle år

Ifølge SAS så skal de eksisterende Airbus A319 og Boeing 737-700 udskiftes i løbet af 2022 og 2023. Det betyder altså at SAS stadig har lidt tid til at få de endelige flådeplaner på plads. Men da man også skal regne med leveringstid på flyene, så skal vi nok forvente at der kommer en afgørelse i løbet af i år.

 

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

 

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here