Er det snart slut med håndbagage på SAS Go Light billetter?

Netværksselskaberne er de senere år begyndt at minde mere og mere om lavprisselskaberne. I hvertfald hvis vi ser på hvad der er inkluderet – eller rettere ikke inkluderet – i deres billetter på Economy Class. Hidtil har man dog altid kunne medbringe minimum en standard håndbagage, men noget kunne tyde på at det snart er slut hos SAS.

I “kapløbet mod bunden”, så har netværksselskaberne skåret ganske alvorligt i deres produkter de senere år. Det er i dag blevet ganske normalt at en kuffert ikke længere er inkluderet i de billigste økonomiklasse billetter – uanset om man flyver på de korte eller lange ruter. Men en almindelig håndbagage har man dog fået lov til at medbringe hos netværksselskaberne – selvom lavprisselskaberne nu er begyndt at opkræve ekstra betaling for dette.

Nu kunne meget dog tyde på, at SAS planlægger at gå endnu flere skridt i lavprisselskabernes fodspor og opkræve betaling for at man medbringer en almindelig håndbagage, hvis man bestiller deres billigste Go Light billetter.

Selvom SAS endnu ikke har meldt noget officielt ud, så har rygterne om at de ville skrabe deres billigste billetter endnu mere gået et stykke tid. Flere uafhængige kilder har nævnt overfor os at denne forringelse af produktet er på vej. Her på FinalCall.travel skrev vi – i sidste uge – om at vi ikke ville blive overraskede hvis netop dette punkt blev næste skridt i “kapløbet mod bunden”.

Har SAS afsløret planerne for tidligt?

I en undersøgelse, som SAS Digital Design Team netop har udsendt til flere kunder, så kan man nemlig se screenshots af SAS hjemmesiden, hvor der tydeligt er angivet at SAS Go Light ikke længere inkluderer en almindelig håndbagage. Kun en (meget) lille taske, som kan være under sædet foran dig. Desuden handler nogle af spørgsmålene om at man skal vælge de billigste billetter som inkluderer håndbagage. Så meget kunne altså tyde på, at det faktisk er noget SAS har planer om at føre ud i livet inden længe.

Screenshot fra SAS Digital Design Team undersøgelse sendt til kunder.
Screenshot fra SAS Digital Design Team undersøgelse sendt til kunder.

Ifølge dette screenshot, så må den taske man medbringer på SAS Go Light kun måle 50x30x15cm. Specielt at tasken kun må være 15 cm på den ene led gør at det faktisk kan være yderst svært at medbringe selv en lille rygsæk (som forøvrigt sagtens kan være under sædet foran).

I undersøgelsen er også vist eksempler på SAS GO Smart billetter, hvor man kan se at der stadig er inkluderet en almindelig håndbagage. At man på SA Go Smart benævner en “underseat bag” er også nyt. det var tidligere et såkaldt “personal item”, som kom i tillæg til den almindelige håndbagage:

Screenshot fra SAS Digital Design Team undersøgelse sendt til kunder.

Der er altså stor forskel på håndbagagens størrelsen afhængig af om man vælger SAS Go Light eller SAS Go Smart i dette tilfælde.

Fra SAS.dk

Nu ved vi ikke præcist om disse mål er de præcise mål, som SAS har tænkt sig at acceptere eller det blot er et eksempel i den undersøgelse som er sendt ud, men fastholder de disse mål, hvis de indfører disse ekstremt skrabede Go Light billetter, så vil de være blandt de flyselskaber, som er mest strikse når det gælder størrelsen på den lille taske man kan medbringe.

Hvordan skal det praktiseres?

Hvis SAS vælger at indføre denne billettype, så er næste spørgsmål hvordan de har tænkt sig at gøre det i praksis.

I forvejen har SAS ofte meget lav bemanding i deres gates i forhold til mange andre flyselskaber og hidtil har flyselskabet stort set aldrig håndhævet reglerne for håndbagage i praksis. Skal de nu tjekke passagerernes billettype op i mod hvor meget bagage de tager med ombord, så vil det kræve flere ansatte i gaten.

De kan også vælge at indføre en ny boardinggruppe, som går ombord sidst, men også her kræver det at de praktiserer deres egne regler meget mere konsekvent end de gør i dag. Og hvis det bliver en boardinggruppe, som skal gå ombord sidst, hvordan forholder de sig så til f.eks. Guld- eller Diamond-medlemmer, som flyver på denne billettype, men samtidigt har Priority Boarding?

Mister statusmedlemmer deres Priority Boarding, hvis de flyver på de billigste billetter eller får de mulighed for at medbringe en håndbagage, som vanligt som en statusfordel selvom den ikke er inkluderet i deres billet?

Som nævnt har SAS endnu ikke meldt noget officielt ud om dette, men at de i det hele taget har disse screenshots i en undersøgelse de sender ud til kunder – og ikke mindst stiller spørgsmål om at man skal finde billigste billet som inkluderer håndbagage – betyder uden tvivl at det er noget de arbejder med.

Det vil virke meget underligt at have produceret sådanne screenshots og ikke mindst udsende en sådan undersøgelse, hvis det ikke var en del af SAS plan at indføre denne billettype.

Vi har forespurgt SAS om de har planer om at indføre håndbagage-fri flybilletter og følger naturligvis op på sagen.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here