Er der ændringer på vej i SAS EuroBonus?

Flyselskabernes loyalitetsprogrammer er en slags levende mekanisme, der hele tiden ændrer sig og man kan ikke regne med, at de regler som er gældende nu også gælder om få måneder. Ofte er ændringerne ikke til kundernes fordel. Noget kunne tyde på, at der nu er ændringer på vej for medlemmerne i SAS EuroBonus.

Opdateret med oplysninger om ændring af bortgivning af Guldkort samt mulighed for kombination af bonus- og almindelige billetter.

I går havde SAS inviteret svenske Diamond-medlemmer af EuroBonus til deres såkaldte “After Work” arrangement på hovedkontoret i Frösundavik udenfor Stockholm og her løftede de lidt af sløret for hvad der vil komme af ændringer til loyalitetsprogrammet i fremtiden.

Ingen statuspoint for opgraderet klasse

En væsentlig ændring bliver, at der i fremtiden kun optjenes bonuspoint for din oprindelige bookingklasse, hvis du opgraderer via Plusgrade og betaler opgraderingen med EuroBonus-point. Det har ellers været en af de attraktive måder at benytte sine bonuspoint på – specielt efter at SAS sidste år devaluerede pointoptjeningen på mange billetklasser ret kraftigt.

Denne ændring havde vi dog regnet med ville komme, efter at vi på FinalCall.travel i juni  kunne afsløre at SAS selv havde offentliggjort denne ændring på deres hjemmeside, men umiddelbart efter trak den tilbage igen. Vi forventer at denne ændring træder i kraft i løbet af oktober måned.

I praksis betyder det altså en prisstigning såfremt SAS ikke også vælger at justere det antal point det kræves for at opgradere. Desuden bliver det sværere at optjene statuspoint.

Variable priser på bonusrejser

En anden stor ændring, som skulle være på vej, er at SAS planlægger at prisen på bonusrejser i fremtiden skal være variabel.

Ifølge udtalelser på SAS After Work i Stockholm, så skal prisen på bonusrejser i fremtiden ikke være en fast pris for hver zone, men i stedet være variabel, så nogle afgange kan blive billigere og andre dyrere.

Før vi har set de faktiske priser er det svært at sige præcist hvad det har af betydning for medlemmerne, men vi frygter at der reelt bliver tale om at gennemsnitsprisen for en bonusrejse bliver dyrere. De attraktive afgange omkring ferier, helligdage m.v. forventer vi helt sikkert bliver dyrere end i dag. Omvendt kan det også betyde, at SAS vælger at gøre flere pladser tilgængelige, hvis de tager sig bedre betalt.

Vi kommer naturligvis til at følge dette tæt hvis/når SAS ændrer til variabel prissætning.

At priserne på bonusrejser kan variere kender vi allerede fra mange andre flyselskaber – specielt i USA. Her har det i praksis betydet at de fleste bonusrejser hos disse selskaber er blevet dyrere.

Udover dette, så var det ikke mange nyheder som slap ud fra SAS After Work i Stockholm.

Ændring når man forærer Guldkort væk

Ifølge vores oplysninger, så vil der også ske ændringer når et Diamond-medlem skal forære et guldkort væk. I fremtiden vil Diamond-medlemmet kunne give både et Guld- og et sølvkort væk. Til gengæld vil modtageren af guldkortet ikke kunne give et sølvkort væk.

Kombination af bonusrejser og købte billetter

Der var på arrangementet også snak om, at det i fremtiden vil blive muligt at kombinere en bonusrejse og en almindelig rejse. Dvs. at man kan kombinere “best availability” (eller points+cash) med “best price”, hvis der ikke er ledigt med bonuspladser på alle strækninger.

 

Kan der komme flere ændringer?

Ja det tror vi helt sikkert. Men præcist hvilke kan være svære at forudse. Vi forsøger dog alligevel at give et bud på det.

SAS har tidligere lavet en spørgeskemaundersøgelse hos udvalgte EuroBonus-medlemmer, hvor de spurgte ind til muligheden for gebyrer, hvis man ønsker at afbestille sin bonusrejser igen. Hidtil har mulighed for gratis at kunne afbestille sine bonusrejser været en rigtig god fordel for medlemmerne, men at dømme ud fra de spørgsmål, som blev stillet i spørgeskemaundersøgelsen, så frygter vi at SAS overvejer at indføre gebyr for afbestilling i fremtiden.

I dag afbestilles cirka 30% af alle bonusrejser meget tæt på afgang.

I praksis vil dette medføre dyrere bonusrejser for mange medlemmer, men der kan også være en potentiel fordel (så må du selv vurdere om den opvejer ulempen med gebyrer) i det dette gebyr måske kan nedbringe antallet af bookinger, som aldrig bliver brugt – og at der dermed er flere ledige pladser tilgængelige.

I dag er der rigtigt mange – specielt de mange svenskere og nordmænd – som har langt bedre muligheder for at optjene mange flere point og 2-for-1 voucher via kreditkort end vi danskere – som booker bonusrejser lang tid i forvejen, som de ikke er sikre på at kunne bruge. Det kan man naturligvis hvis man har en bugnende pointsaldo og let ved at optjene mange point.

Umiddelbart vurderer vi, at flere gebyrer er negativt for medlemmerne i EuroBonus – specielt fordi de er endnu et skridt væk fra den grundlæggende idé om at en bonusrejse er en gratis rejse man optjener når man har været loyal mod flyselskabet i lang tid.

SAS After Work i København i næste uge

På tirsdag afholder SAS sit After Work arrangement for danske Diamond-medlemmer og her bliver vi forhåbentligt lidt klogere på nogle af de ændringer, som planlægges i loyalitetsprogrammet.

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

 

 

1 KOMMENTAR

  1. Dersom EBD / EBP også må betale gebyr for å avbestille bonusreiser i fremtiden, er det nok et eksempel på SAS’ manglende evne til å differensiere fordeler mellom de ulike statusnivå. Forskjellen mellom EBD og EBG er rent symbolsk, og det er nesten litt pinlig at SAS fronter den nye endringen – der EBD kan gi bort både EBG og EBS – som noe spesielt. På hvilken måte forbedrer det reisehverdagen til EBD?

    EBD / EBP burde vært fritatt for alle gebyrer enten det er;
    – Booking på telefon (bonus og cash)
    – Bagasje (light-billetter)
    – Avbestilling av bonusreiser
    – Etc

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here