Emirates har været et af de få større flyselskaber, som hidtil ikke har satset på Premium Economy ombord på deres fly, men det kommer til at ændre sig inden længe.

I dag kan man allerede være heldig at få et Premium Economy sæde, hvis man flyver mellem Dubai og London, men selve kabineklassen sælges dog ikke officielt endnu. Det skyldes at flyselskabet ganske enkelt har installeret Premium Economy på alt for få fly for tiden.

Men det kommer til at ændre sig inden længe.

Under Dubai Airshow, som foregår i disse dage, så annoncerede Emirates nemlig at de vil installere deres nye Premium Economy på i alt 105 fly indenfor de næste 18 måneder.

Installeringen vil begynde i slutningen af 2022. Kabineklassen vil blive at finde på 52 af flyselskabets Airbus A380-fly og 53 Boeing 777.

Når installationen af Premium Economy er afsluttet, så vil i alt 111 af flyselskabets fly have denne klasse installeret. Det inkluderer de seks Airbus A380-fly, som allerede er leveret med Premium Economy eller bliver det indenfor de næste par måneder.

På Emirates Boeing 777, så vil flyselskabet fjerne fem rækker med Economy Class, som er lige bag ved Business Class. Disse erstattes af 24 Premium Economy stole i konfigurationen 2-4-2.

På Airbus A380, så vil der blive installeret 56 Premium Economy stole forrest på den nederste etage. Også her vil konfigurationen være 2-4-2.

Emirates overvejer ny Business Class

Når det kommer til Business Class, så har Emirates til gengæld haltet lidt bagefter og tilbyder f.eks. stadig midtersæder på nogle fly, hvor de fleste flyselskaber har adgang til midtergangen fra alle sæder.

Men også her kan der være gode nyheder.

Iflg. Emirates-chef, Tim Clark, så overvejer flyselskabet nemlig at investere i en helt ny Business Class, hvor konfigurationen er 1-2-1 på deres Boeing 777. Han afslørede dog ikke flere detaljer om dette produkt på nuværende tidspunkt.

Premium Economy-produktet

Emirates nye Premium Economy bliver et helt nyt produkt. Stolene vil blive betrukket med lyst læder af høj kvalitet og der vil være paneler på væggene som minder om træ.

Hvert sæde er designet så det giver optimal støtte og komfort og hovedstøtten kan indstilles på seks måder. Derudover vil der også være læg- og fodstøtte installeret i stolen.

Sædeafstanden bliver 40 tommer og hvert sæde er 19,5 tommer bredt og kan lænes 8 tommer tilbage.

I stolen foran er der installeret en skærm på 13,3 tommer, som er en af de største i branchen.

I slutningen af december 2021, så vil Emirates benytte Airbus A380 med Premium Economy på ruter fra Dubai til Frankfurt, London Heathrow, New York JFK og Paris.

Emirates Premium Economy. Foto: Emirates

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here