Søndag kunne der have været fejret to jubilæer i Københavns Lufthavn. SAS fyldte 75 år og det var ligeledes 10 år siden, at flyselskabet Emirates startede med at flyve til København. Men det var Emirates der løb med al opmærksomheden.
På trods af at et 75 års jubilæum af et helt flyselskab nok kan betegnes, som en større årsag til fejring og festivitas, så holdt SAS – overraskende nok – den store mærkedag i stilhed. Det gjorde Emirates heldigvis ikke.
Under normale omstændigheder, så skulle jeg kende Emirates meget dårligt, hvis de ikke havde budt ind til stor fejring af at det var 10 år siden de første gang fløj til København fra deres base i Dubai. Men den nuværende krise satte naturligvis visse begrænsninger for i hvor stort omfang jubilæet kunne fejret. Men fejres skulle det – med god grund.
Udfordringer holder ikke Emirates tilbage
Udfordringer har sjældent været noget der har holdt Emirates tilbage – uanset hvad de gør. Det var det heldigvis heller ikke denne gang.
Så forsamlingsbegrænsninger og Corona-krisen skulle ikke forhindre dem i at markere deres 10 års dag i Københavns Lufthavn – for deres populære rute til Dubai. En rute som rigtigt mange danskere (under normale forhold) benytter – både til Dubai – men ikke mindst som en videreforbindelse til Asien og Australien.
Selvom dagen sikkert havde budt på betydeligt mere champagne og en langt større fejring, hvis det havde været under normale forhold, så var det alligevel en flot markering, som blev afholdt i Københavns Lufthavn søndag.
Emirates havde indbudt til at markere dagen i Københavns Lufthavn og det var da også et stolt flyselskab, med landechef Morten Balk i spidsen, som kunne fejre begivenheden.
Flyver normalt med Airbus A380
Før Corona-krisen var Emirates det eneste flyselskab, som trafikerede København, med den gigantiske Airbus A380. Mindre efterspørgsel fra passagererne under krisen og større behov for fragtkapacitet har dog fået flyselskabet til at ændre flytypen til en Boeing 777-300ER indtil videre.
Da dagens Boeing 777 landede på ti-årsdagen for Emirates entré i København, så blev det da også behørigt markedet med vandsalut fra brandvæsenet i lufthavnen.
2,5 millioner passagerer har igennem de seneste ti år fløjet med Emirates på ruten mellem Dubai og København.
Her kan du se lidt flere billeder fra markeringen i lufthavnen:
Du kan høre mere om Emirates og deres 10 års jubilæum i København en af de nærmeste dage i vores kommende podcast.
Vi ønsker Emirates stort tillykke med de ti år i København og håber ruten fortsætter i mange år fremover.
Reporter og fotograf: Morten Vassing