Et spændende samarbejde mellem Marriott Bonvoy og Emirates Skywards giver dobbelt belønning. Du kan både få point på din Marriott Bonvoy konto og på samme tid miles på din Emirates Skywards konto, når du linker dine konti.
Jeg har længe vidst, at du i hotellernes loyalitetsprogrammerne kan vælge at optjene point / miles til dit flyselskabs loyalitetsprogram i stedet for at få point ind på hotellets loyalitetsprogram. Men det er helt nyt for mig, at jeg ud over den normale optjening af point i hotellets program også kan tjene point i flyselskabets program. Og at jeg ud over den normale optjening af point/miles hos flyselskabets program kan få point ind på hotellets program.
Men det er muligt hos Marriott Bonvoy og Emirates Skywards.
Hvem kan få dobbelt fordele?
Kun medlemmer med status i mindst et af programmerne får fordelene af samarbejdet.
Medlemmer af Emirates Skywards skal have sølv, guld eller platinum status. Du får sølvstatus ved at have 25 flyvninger med Emirates eller ved at optjene 25.000 statusgivende miles. Antallet af optjente miles afhænger af den fløjne distance og den klasse du flyver på. Du kan beregne optjeningen af miles på denne side. Emirates er ikke med i nogen af de store flyalliancer (Star Alliance, Sky Team eller One World), så du skal optjene status alene ved at flyve med Emirates eller flydubai.
Medlemmer af Marriott Bonvoy skal have guld, platinum, titanium eller ambassadør status. Du får guldstatus efter 25 “statusgivende overnatninger” på hoteller, der er med i Marriott Bonvoy. Dog skal du huske på, at på nogle hoteller skal du bo 2 nætter for at optjene én “statusgivende overnatning”. Det er eksempelvis tilfældet for overnatninger på hoteller i kæden “Four Points Flex by Sheraton”.
Personer bosiddende i USA kan også få guldstatus i Marriott Bonvoy alene ved at anskaffe et kreditkort, der er knyttet til Marriott Bonvoy.
Hvor stor er fordelen?
Medlemmer af Marriott Bonvoy, der har guldkort eller højere status, optjener 3 point på hver dollar brugt på flybilletten (der gives dog ikke point på afgifter og skatter). En billig billet på økonomiklasse fra København til Abu Dhabi vil typisk koste et sted mellem 3.000 og 3.600 kroner før skatter og afgifter, hvilket svarer til omkring 500 USD. Det skulle give 1.500 point (som for mig har en værdi i på 40 – 50 kroner). Det er ikke meget på en billet, der med skatter og afgifter koster mellem 5.000 og 6.000 kroner.
Hvis jeg i stedet for havde brugt 500 USD (før skatter og afgifter på et hotelophold), ville jeg i Marriott Bonvoy få
- 6.250 point, hvis jeg havde guldstatus
- 7.500 point, hvis jeg havde platinum status
- 8.750 point, hvis jeg havde titanium status
Med andre ord, så henter jeg ikke meget på denne aftale – med mindre jeg bruger mange penge på flybilletter med Emirates – enten ved at flyve meget med dem – eller ved at købe de dyre billetter på økonomiklasse eller business.
Ud over denne fordel, vil medlemmer af Marriott Bonvoy, der mindst har platinstatus, kunne benytte priority skrankerne ved indtjekning. De vil også have priority boarding.
Medlemmer af Emirates får godskrevet en mile for hvert USD, de bruger på overnatninger på Marriott hoteller. Jeg har i år haft 26 overnatninger på forskellige Marriott hoteller, som har kostet i alt 2.848 USD (altså en gennemsnitspris på knap 110 dollar (jeg ved godt, det har været billige overnatninger). Men dette ville i alt give mig 2.848 miles. Disse anslås til at have en værdi på omkring 4,5 øre, eller i alt knap 130 kroner. Det er igen et meget lille beløb sammenholdt med den sum, jeg har brugt på hotelovernatninger.
Ud over denne fordel, vil medlemmer af Emirates, der har guldstatus eller højere, kunne få mulighed for at beholde værelset længere samt gratis internet. Desuden vil de kunne benytte specielle medlemsskranke i receptionen, når de tjekker ind og tjekker ud.
Det skal også understreges, at samarbejdet ikke giver statusmatch (som vi eksempelvis ser i samarbejdet mellem EuroBonus og Scandic Friends). Det er heller ikke muligt at optjene statusgivende miles i Emirates Skywards ved at bo på Marriott hoteller. Ligesom flyvninger med Emirates heller ikke hjælper til at give status i Marriott Bonvoy.
Du kan læse mere om samarbejdet her.
Min konklusion
Selv om samarbejdet lyder godt, så vil jeg med mit rejsemønster ikke hente meget på at linke de to loyalitetsprogrammer. Det skyldes især, at jeg sjældent rejser med Emirates (og hvis det skulle ske, så ville jeg flyve på billige billetter). Dertil kommer, at jeg altid bor på billige hoteller. Med andre ord, så er jeg slet ikke i målgruppen for samarbejdet mellem Marriott og Emirates.
Den eneste grund til, at jeg skulle oprette en konto hos Emirates Skywards og linke den til min Marriott konto er, at Marriott frem til udgangen af august vil give mig 1.500 point for ulejligheden.
Men andre personer med et helt andet rejsemønster kan måske hente en hel del på aftalen. Ideen er i hvert fald givet videre.
Artiklen er baseret på en nyhedsmail fra Marriott og oplysninger på selskabets hjemmeside.








