Dette skal du være opmærksom på hvis du rejser i sommer

Mens mange lande har planer om at åbne for rejser denne sommer og flyselskaberne stille og roligt sætter flyene i luften igen, så fortsætter det danske Udenrigsministerium med at fraråde rejser til de fleste lande – ligesom Danmark holder grænserne lukkede for de fleste nationaliteter. Vælger du alligevel at rejse, så kigger vi her på hvad du skal være opmærksom på.

Lad os starte med at slå fast, at der ikke er noget rejseforbud i Danmark. Udenrigsministeriets rejseråd – og opfordringen til karantæne efter hjemkomst – er en vejledning og opfordring. Der er altså ikke nogen lov som kan tvinge dig til at blive hjemme eller gå i karantæne efter hjemkomst. Det er dit eget ansvar at træffe de beslutninger, som du mener er bedst for dig. Mend et betyder ikke at rejsevejledningen ikke kan skabe visse udfordringer hvis du ønsker at rejse.

Der kan være mange årsager til at man ønsker at rejse – til trods for at Udenrigsministeriet gerne vil have at vi bliver hjemme. Mange har huse, kærester eller familie i udlandet, som de ikke har set til i mange måneder. Andre finder det sikkert at rejse til lande med samme eller mindre smitteudbredelse som Danmark og nogle har måske bare fået nok af at være “fanget” i sit eget land. Årsagerne kan være mange og det skal vi ikke gøre os til dommere over. Det er folks eget ansvar – akkurat, som rejsevejledningerne også siger.

Men vælger du at rejse, så er der dog flere ting du skal være opmærksomme på.

Tjek indrejseregler

For det første så vær helt sikker på hvilke regler der gælder i det land du rejser til. Har du overhovedet mulighed for at rejse ind i landet og vil du evt. blive ramt af krav om karantæne ved ankomst, hvis du gør det. Kræver landet evt. en negativ Corona-test. F.eks. kræves der 14 dages karantæne ved ankomst til Storbritannien.

Læs også: Få foretaget Corona-test inden afrejse fra Københavns Lufthavn

Dækker forsikringen?

Der er ligeledes stor forskel på hvordan rejseforsikringer dækker så længe Udenrigsministeriet fraråder rejser. Nogle dækker som normalt – med undtagelse af Corona-relaterede ting. Andre dækker ikke. Sørg for at kontakte dit forsikringsselskab inden afrejse og få skriftlig besked om hvordan du er dækket.

Rejser du i EU, så er du stadig dækket af det blå sygesikringskort. Men vær opmærksom på, at denne dækning er tilsvarende hvad indbyggere i de enkelte lande modtager. Her kan altså være tale om en hvis egenbetaling og privat lægehjælp er oftest ikke dækket. Nogle destinationer har begrænset offentlig sundhedsvæsen. Det blå sygesikringskort dækker heller ikke hjemtransport eller tilkaldelse af pårørende, hvis skaden skulle ske. Men det dækker fortsat behandling for Corona eller lignende i den offentlige sundhedssektor – også selvom din private rejseforsikring ikke gør.

Om du mener dækningen fra det blå sygesikringskort er nok er helt op til dig selv at bedømme.

Rejseforsikringer som dækker Corona

Der findes også private forsikringer, som stadig dækker Corona-relaterede ting. Så du har altså muligheden for at bestille én af dem, hvis du vil være bedre dækket end hvad det blå sygesikringskort tilbyder. Men husk at dobbelttjekke dækningen inden din afrejse og få skriftlig besked fra forsikringsselskabet om hvad de dækker og hvilke undtagelser de måtte have.

Flyselskaberne kan ændre planer

Vær også opmærksom på at der stadig kan ske store ændringer i flyselskabernes ruteplaner. Mange flyselskaber ændrer stadig rutenettet og afgangstider med kort varsel. Så vær opmærksom på at lave dine rejseplaner, så de kan ændres og aflyses med kort varsel, så du ikke brænder inde med et dyrt hotel, hvis flyselskabet aflyser din flyafgang.

Arbejdsgiver kan kræve karantæne

Nogle arbejdsgivere kræver at du går i karantæne efter hjemkomst – også selvom myndighederne ikke kræver det, men blot opfordrer til det. Her vil der ofte være tale om selvbetalt karantæne. Vær sikker på at have en aftale med din arbejdsgiver omkring vilkårene for dette inden du rejser.

Tænk dig om og vær forsigtig

De almene råd om at holde ekstra god hygiejne, holde afstand, vaske hænder og undgå større forsamlinger gælder stadig når du rejser. Stort set alle lande har indført denne vejledning. Så sørg for at tænke dig om og vær forsigtig. Akkurat som du ville gøre, hvis du blev i Danmark denne sommer. Undgå steder hvor mange mennesker er samlede og brug generelt din sunde fornuft.

 

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here