Alle detaljerne om Lufthansa’s nye Business Class

Lufthansa gav for nogle dage siden en lille teaser på hvordan deres fremtidige Business Class ville komme til at se ud. Men udover at dele et par billeder på Twitter, så var det sparsomt med oplysninger. Nu kan vi give dig flere detaljer om det tyske flyselskabs kommende Business Class kabiner.

Lufthansa har i et stykke tid ligget noget bagefter branchestandarden når de gælder Business Class stole. På mange af deres fly har de noget ældre modeller, som ikke helt lever op til de nyeste kabiner på markedet. Det ser nu ud til at ændre sig når de får leveret deres nye Boeing 777-9 fly, men du skal have tålmodighed med de gamle kabiner lidt endnu – for det sker først fra 2020.

Om det er fordi Lufthansa selv godt ved, at deres Business Class stole ikke lever op til hvad de fleste konkurrenter kan tilbyde idag, som er årsagen til at de allerede nu løfter sløret for hvad fremtiden vil byde på – det kan man kun gisne om. Men det kan da være et godt bud.

For Business Class hos Lufthansa ligger langt fra hvad vi har set f.eks. Singapore Airlines præsentere for nyligt. Og ligeledes hvad man finder ombord hos f.eks. SAS.

Men at afsløre nye kabiner 2-3 år før de kan benyttes af passagerne er ihvertfald i meget god tid når man ellers er vant til, at flyselskaberne holder disse oplysninger meget tæt til kroppen.

Idag har Lufthansa de gammeldags sæder på Business Class, hvor mange passagerer ikke har direkte adgang til midtergangen.

Her ser du hvordan de ser ud på f.eks. deres nye Boeing 747-8:

Her skal alle passagerer ved vinduet stige over sidemanden for at komme ud i midtergangen. Desuden har disse sæder fået en del kritik fra passagererne da de ikke føles særligt private. Specielt i sovestilling, hvor sæderne er placeret skråt, så man har benene ind mod sidemandens virker ikke særligt privat.

Her kan du se på seatmap, hvordan sæderne er placeret på de nye Boeing 747-8:

De nye sæder vil blive et stort kvalitetsløft i forhold til de gamle. Ingen tvivl om det. Men at vi stadig skal vente 2-3 år på at se dem ombord er lang tid. Specielt når det idag er branchestandard at alle passagerer har direkte adgang til midtergangen på nyere Business Class stole.

Fra 2020 vil Lufthansa få leveret deres Boeing 777-9 fly, som har de nye kabiner. Men noget tyder på at de godt er klar over at de ikke helt lever op til konkurrenternes produkter – for allerede fra 2018, så vil de forbedre de nuværende stole med madrasser, nye dyner og ikke mindst pyjamas, som man ellers normalt kun ser på First Class.

De nye stole ser sådan her ud:

Som du kan se på billederne ovenfor, så vil alle passagerer fremover få direkte adgang til midtergangen, hvilket vil være en stor forbedring. Kabinen vil kunne tilbyde et mix af enkeltstående sæder, men også flere hvor man kan sidde sammen når man rejser med en kollega, ven eller familiemedlem. Dog vil de nye midtersæder også være placeret lidt skråt – dog i modsatte retning af sidemanden, hvilket giver mere privatliv end tidligere. Omvendt er disse sæder ikke placeret optimalt, hvis man vil tale med sin sidemand.

I midtersketionen vil hver anden række være en såkaldt “tronstol”, hvor man sidder helt alene og har ekstra meget plads på begge sider. Stole, som uden tvivl, vil være det absolut bedste valg hvis man rejser alene. Om Lufthansa kommer til at kræve ekstra betaling for disse ekstra gode stole melder historien ikke noget om, men det ville ikke overraske, hvis de gjorde eller hvis de var forbeholdt statusmedlemmer.

Lufthansas nye Business Class stol vil kunne tilbyde en – helt op til – 220 cm lang seng når stolen er i vandret stilling. Derudover er hynden formet, så ens skulder kan “synke ned” når man ligger på siden, så man holder sin rygrad ret.

Stolene er udviklet specielt til Lufthansa i samarbejde med passagererne. Over 500 kunder har givet detaljeret feedback igennem udviklingsprocessen, som Lufthansa har brugt til at skabe det de mener er den bedste Business Class stol.

Stolene bliver placeret skiftevis i 1-2-1 og 1-1-1 konfiguration, hvilket må siges at være meget generøst med pladsen i den nye og bredere Boeing 777-9.

Der vil være flere forskellige typer stole at vælge imellem for passagererne. F.eks. ekstra lange senge på op til 220 cm eller en stol med dobbelt så meget bordplads, som normalt.

På underholdningssiden, så vil Lufthansa også kunne byde på nyheder. F.eks. vil underholdningssystemet ombord kunne styres fra passagerernes egne smartphones og have større skærme i Full HD.

Som tidligere nævnt, så vil den eksisterende Business Class også se forbedringer. Fra starten af 2018 vil der komme madrasser ombord for at give passagererne en bedre søvn og passagererne kan også bede kabinepersonalet om en pyjamas, som dog vil være “on request”.

Om den øvrige flåde skal have udskiftet de mere bedagede stole indenfor en overskuelig fremtid melder historien dog ikke noget om. Men de kunne godt trænge til det.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here