Det kan tage år før du slipper for mundbind på flyet

Foto: Emirates

Flere og flere dele af flyrejsen nærmer sig langsomt det vi kendte fra før pandemien. Men én ting adskiller sig betydeligt, nemlig at man skal bære mundbind i lufthavne og ombord på flyet. Mange ser frem til at de kan smide masken, men noget tyder også på at det kan tage lang tid inden det er muligt – måske endda flere år.

Mens kravet om at bære maske er ved at forsvinde de fleste steder i samfundet i mange lande, så holder luftfarten fast i at alle passagerer skal bære mundbind i lufthavnene og ombord på flyene. Det er retningslinjer fra bl.a. EASA og IATA, som ligger til grund for dette og dermed retter luftfarten sig ikke det samme regelværk og lovgivning, som det øvrige samfund.

Uanset om man synes masker er en god idé eller ej, så kan de fleste nok blive enige om at det ikke er specielt behagelig at skulle bære dem i mange timer ombord på et fly – specielt på de lange oversøiske rejser. Flyoplevelsen bliver ganske enkelt ikke den samme og at bære maske er nok de færreste som synes er direkte behageligt.

Men dem som havde håbet på at luftfarten snart ville tilpasse sig det øvrige samfund – og ophæve maskekravet – kan ende med at blive slemt skuffede er der meget som kan tyde på.

Senior vice president for Emirates Group Security, Zack Zainal Abidin, kom nemlig ind på emnet til en luftfarts sikkerhedskonference i Dubai i weekenden. Det skriver The National News.

Da emnet faldt på mundbind, så kommenterede Abidin nemlig, at folk ikke skulle forvente at kunne rejse uden maske indenfor den nærmeste fremtid.

“Det kommer til at tage tid før status på Covid-19 ændrer sig og der kommer til at være mindst to år mere, hvor folk skal bære masker” siger han iflg. mediet.

Han kom også ind på at ansigtsmasker er en udfordring for sikkerheden i luftfarten. F.eks. er det blevet besværliggjort at bruge ansigtsgenkendelse og derfor er det nødvendigt for branchen at kigge på nye sikkerhedsteknologier for at identificere folk.

Det skal dog understreges, at forventningen om at det kan tage flere år inden vi kan smide masken er Emirates vurdering og ikke en officiel udtalelse fra EASA eller brancheforeningen, IATA. Så om Abidin får ret må tiden vise.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here