Derfor er flyskat en virkelig dårlig idé

I Norge har de det og i Sverige overvejer politikerne at indføre det. I Danmark har vi haft det, men droppede det igen. Flyskat er et hot emne hos vores skandinaviske broderfolk i Norge og specielt Sverige lige nu. Politikerne ser muligheder for – i miljøets navn – at indkræve flere skatter, men er det nu en så smart idé?

Lad mig bare afsløre min holdning med det samme: Nej – det er en virkelig dårlig idé at indføre flyskat.

Det løser nemlig ikke nogle klimaproblemer – og hvis det endelig skulle have en minimal indflydelse på vores rejsevaner, så er det en dråbe i havet i en international branche. De undersøgelser vi har set viser da også at skatters indflydelse på miljøet er minimalt. Det virker politikerne dog rimeligt resistente overfor.

Internationale udfordringer skal løses internationalt. Ikke med lokale skatter.

Jeg vil vove den påstand, at en flyskat i værste fald kan have en negativ indflydelse på miljøet.

Vi har netop set SAS komme ud med et større underskud i første kvartal 2017. SAS selv vurderer at 146 mio. norske kroner af dette underskrud er relateret direkte til den norske flyskat – da man ikke har formået at skubbe den ekstra omkostning videre til passagererne pga. den hårde konkurrence.

Flybranchen fungerer lidt anderledes end de fleste andre brancher. Her tages der store og langsigtede milliardinvesteringer i fly og de skal flyve – uanset om politikerne indfører ekstra skatter eller ej. Det er ganske enkelt for dyrt at sætte fly på jorden. Hvis kunderne ikke er villige til at betale den ekstra skat, så må flyselskabet selv dække den udgift ved at sætte priserne ned – for flyene skal fyldes og være i luften, hvis selskabet ikke vil have endnu større økonomiske tab.

Det betyder også at flyskatten ikke har nogen reel indflydelse på miljøet, men udelukkende på flyselskabernes regnskaber.

Hvis man rent faktisk mente det seriøst, at man ville gøre noget godt for miljøet i flybranchen, så kræver det vilkår som sikrer flyselskaberne en sund økonomi. For der skal penge til at investere i nye og mere miljørigtige fly. Den mulighed forringer man ved at påføre flyselskaberne omkostninger i den størrelsesorden, som man gør i Norge og planlægger i Sverige.

I Sverige har vi set at indenrigsselskabet BRA har meddelt, at de aflyser en ordre på nye fly pga. den truende flyskat. Dermed kan de fortsætte med at flyve rundt med gamle fly, som forurener langt mere, mens statskassen kradser penge ind i miljøets navn. Hvordan hjælper det miljøet?

Den foreslåede svenske flyskat er også differencieret, sådan at langruter beskattes mere end kortere ruter. En rejse fra Stockholm til København skal koste 80 kroner, mens en rejse til USA skal koste 430 kroner – pr. vej vel at mærke.

Det vil også betyde, at svenskerne kan spare 350 kroner pr. vej ved at flyve fra Stockholm til København, Amsterdam, Helsinki eller Berlin for at stige ombord på USA-flyet der. Og vi ved alle at flybilletter er ekstremt prissensitive.

At svenskerne flyver via København eller andre europæiske destinationer hjælper ikke miljøet. Det ødelægger tværtimod muligheden for at få så mange direkte ruter som muligt. Direkte ruter forurener i sagens natur mindre end at sætte ekstra fly ind til København for at dæmme op for det øgede passagerpres til langruterne der fra. Forureningen kan faktisk ende med at blive større – men den sker selvfølgelig i udlandet og ikke i Sverige.

Nej, hvis politikerne mente det seriøst, så ville de sørge for ordentlige rammevilkår for flybranchen, så de havde økonomi til at investere i nye og mere miljørigtige fly. De ville sikre langsigtede ordninger, så der også kunne investeres langsigtet og miljørigtigt.

At true med nye skatter i tide og utide gør det stik modsatte. Det hæmmer investeringslysten i en branche, som i forvejen er hårdt presset på økonomien.

Konkurrence fra internationale flyselskaber (ofte fra lande som ikke har samme forhold til miljøet) og mulighed for regelshopping presser vores skandinavisk baserede flyselskaber.

Og miljøet er altså ligeglad med om flyet letter fra Helsinki, Berlin, København eller Stockholm. Forbrugerne vil naturligvis forsøge at rejse billigst muligt og undgå flest mulige skatter.

Det lader bare ikke til at politikerne har indset det.

Miljøet ville have meget bedre af at der blev fokuseret på nogle ordentlige rammevilkår og lige konkurrence i branchen og at der blev arbejdet på tværs af grænserne på at nedbringe udledningen af miljøskadeligt udslip.

Økonomisk sunde flyselskaber vil nemlig helt automatisk investere i brændstofbesparende tiltag og fly. Flybrændstof er så stor en del af udgifter hos selskaberne, at de vil gå meget langt for at begrænse brugen af det. Svingende oliepriser har altid været en trussel mod selskabernes økonomi – og ved at minimere brugen, så bliver risikoen for at blive hårdt ramt ved prisstigninger også begrænset. Det er et grundvilkår i flybranchen.

I virkeligheden er flyselskaberne langt mere interesserede i at spare på fossile brændstoffer end politikerne er, men det kræver at de har økonomi til at investere i det. Det er nemlig både langsigtede og ekstremt store investeringer der skal til.

Og når politikerne hele tiden truer med at ændre grundlaget for flyselskabernes forretning med nye skatter og afgifter, så skaber det usikkerhed og muligheden for at tage disse investeringer bliver langt mindre, hvis de skal bruge penge og kræfter på at ændre hub-strukter og flytte ruterne til hvor passagererne ønsker at flyve fra.

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here