Derfor er flyselskabsgebyrer kommet for at blive

Det kan være dyrt at checke en kuffert ind på flyet. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Der var engang, hvor det var betydeligt mere overskueligt for passagererne at bestille en flybillet. Dengang, hvor man ikke skulle tage stilling til et hav af gebyrer for bagage, sædevalg, håndbagage og meget andet. Den tid er forbi og vi skal ikke forvente at disse utallige gebyrer forsvinder fra luftfarten igen.

“Unbundling” har været udbredt i luftfarten længe. Officielt siger flyselskaberne at de gør det for at give kunderne flere valgmuligheder og at de ikke skal betale for noget de ikke bruger, men det er nu ganske langt fra sandheden.

De gør det nemlig for at tjene flere penge og ikke mindst få deres flybilletter til at se billigere ud end de reelt er. Og de har så stor succes med det, at vi ikke skal forvente at det er noget der forsvinder igen. Tværtimod.

Startede med lavprisselskaberne

Oprindeligt var gebyrer for bagage, sædevalg og senere håndbagage m.v. noget som lavprisselskaberne indførte for at få deres billetter til at se billigere ud end de var – og ikke mindst for at se mere attraktive ud når kunderne skulle sammenligne priserne med andre flyselskaber, som havde disse ting inkluderet i billetprisen. Men sådan er det ikke længere.

Nu har stort set alle flyselskaber introduceret såkaldte “light” eller “basic” billetter. Og som kunde skal man kigge sig godt for, hvis man vil vide hvad billetprisen præcist dækker over. I virkeligheden har denne praksis betydet at det er blevet langt mere uoverskueligt for kunderne at sammenligne priser på flybilletter.

Netværksselskaber kæmpede imod, men tabte kampen

Oprindeligt kæmpede de store traditionelle flyselskaber imod lavprisselskabernes mange gebyrer. Men de sov alt for længe i timen og troede at lavprisselskaberne ikke var kommet for at blive. De traditionelle flyselskaber sad højt på pedestalen og troede ikke at kunderne ville benytte de mere skrabede koncepter.

Men hvor tog de fejl. Og længe har de været nødt til at operere på lavprisselskabernes præmisser.

Indrømmet – priserne på flybilletter er også faldet betydeligt siden dengang, hvor vi aldrig havde hørt om “unbundling”. Men det er ikke p.g.a. gebyrerne, men nærmere end langt mere blodig konkurrence mellem flyselskaberne end man havde tidligere. De traditionelle flyselskaber tog ganske enkelt ikke konkurrencen alvorligt tids nok. Og da de først vågnede, så var det for sent.

Hvorfor vil flyselskaberne gøre det mere uoverskueligt for kunderne?

Som udgangspunkt kan man tænke, at en virksomhed der er interesseret i glade kunder også vil gøre livet lettest muligt for disse kunder. Sådan er det bare ikke i luftfarten. Specielt ikke efter at stort set alle gør det samme – for så har kunden kun meget få muligheder for at undgå denne branchepraksis. Har kunderne ikke noget reelt valg, så er der jo heller ingen grund til at konkurrere på det område.

Flyselskaberne vil fremstå billigere end de er

Som udgangpunkt handler denne praksis om at flyselskaberne vil fremstå billigere i prissammenligninger og annoncering end de reelt er. De ved godt at en meget stor andel af kunderne har brug for en eller flere af disse “ekstratjenester”. Hvem tager f.eks. på en 14 dages ferie i USA uden at medbringe en kuffert?

Ikke desto mindre, så sælger de fleste flyselskaber billetter mellem Europa og USA, som ikke inkluderer en kuffert. På korte ruter kan sagen være anderledes, men på langruterne køber de fleste altså en kuffert til – og prisen er høj.

Flyselskaberne ved godt at kunderne er meget prisfølsomme når de bestiller flybilletten. Branchekilder fortæller at så lidt som 50 kroners prisforskel kan få kunderne til at vælge en konkurrent. Derfor er det vigtigt for flyselskaberne at holde priserne lave, så de får lokket kunden ind i butikken i første omgang.

Ikke så prissensitive på gebyrer

Når billetten så først er købt, så er kunderne ikke nær så prisfølsomme overfor de ekstra gebyrer de skal betale. Det kan naturligvis hænge sammen med at det kan være ekstremt svært at sammenligne hvad f.eks. en kuffert koster at medbringe på de forskellige flyselskaber. Godt nok kan man finde frem til det, men det kan være ekstremt tidskrævende. Flyselskaberne gør i hvertfald ikke noget for at gøre det mere overskueligt og mange kunder går nok automatisk ud fra at priserne på disse “services” er nogenlunde ens hos flyselskaberne.

Det samme gælder for sædevalg. Det kan være en meget dyr fornøjelse at betale ekstra for at sidde sammen – og flyselskaberne er gode til at “advare” om at man ikke har garanti for at sidde sammen med sine rejsefæller medmindre man betaler. Altså et problem de selv har skabt for at få folk til at betale ekstra for noget, som reelt ingen omkostning er. Flyselskaberne kunne sagtens placere passagerer på samme booking sammen på flyet, hvis de ville. Men de undlader det for at “tvinge” flest mulige til at betale ekstra.

Lavere skatter

I USA er der også endnu et økonomisk incitament for at opkræve pengene som gebyrer fremfor som en del af prisen på flybilletten.

I USA betaler flyselskaberne nemlig en føderal skat på flybilletter på 7,5%. Men det betaler de ikke på gebyrerne – kun flybillettens pris.

Sælger et flyselskab f.eks. en flybillet til 100 dollars, hvor alt er inkluderet, så skal de betale 7,50 dollars i skat. Men sælger de i stedet flybilletten for 60 dollars og opkræver 40 dollars for en kuffert, så betaler de kun skat af de 60 dollars, mens kunden i begge tilfælde bliver opkrævet 100 dollars.

Flybilletter varierer meget i pris, men det gør gebyrer ikke

Du har sikkert oplevet at hvis du vil rejse til Mallorca i højsæsonen, så kan en billet koste flere tusinde kroner per vej, mens det kan være få hundrede kroner udenfor sæsonen.

Flypriserne er altså ekstremt sensitive overfor udbud og efterspørgsel, hvilket betyder meget for indtjeningen hos flyselskabet.

Men gebyrer er de samme året rundt. Her gælder princippet om udbud og efterspørgsel ikke.

Betaler du f.eks. 300 kroner for en kuffert oven i en billet til 300 kroner, så er bagagegebyret 50% af billetprisen. Men i højsæsonen kan denne billet måske koste 3.000 kroner og så er de 300 kroner kun en lille del af den samlede billet pris.

Det betyder altså at flyselskaberne har en mulighed for at hente noget af det tabte ind i gebyrer når de sælger billetter på tilbud – bare de sørger for at tage ganske høje gebyrer. Du betaler altså relativt meget ekstra for en kuffert eller at vælge sæde på de billige billetter.

Gebyrer en stor økonomisk fordel for flyselskaberne

Gebyrer er altså en stor økonomisk fordel for flyselskaberne, hvor de på samme tid kan fremstå “billige” og samtidigt indkræve flere penge end den billetpris de lokker kunden med.

Det er en klassisk “bait and switch” taktik. Kunden er nemlig langt mere prisfølsom når det gælder flybillettens pris end på gebyrerne. Det er også derfor vi har set mange gebyrer stige en del i de senere år – ligesom der også er kommet flere af dem. Flere flyselskaber er begyndt at opkræve et gebyr for en håndbagage, som passagererne selv tager med ombord. Der er altså ikke nogle omkostninger for flyselskabet ved dette – tværtimod, så sparer de omkostningen til bagagehåndtering og check-in, men ikke desto mindre benytter de lejligheden til at kræve penge for det.

Ulempen for flyselskaberne er at kunderne kan få nok af deres “bait and switch” taktik og uigennemsigtige priser. Men så længe “alle” gør det, så har forbrugerne rent faktisk ikke længere noget valg.

Har vi brug for lovgivning?

Der findes allerede en masse lovgivning i luftfarten, som skal beskytte kunderne. F.eks. er det mange år siden flyselskaberne måtte annoncer med priser uden skatter og afgifter. Passagererne har også ekstremt gode vilkår når det gælder forsinkelse og aflysninger.

Men når det kommer til gennemsigtigheden i priserne, så er branchen “det vilde vesten”.

Bankerne har ÅOP, som et sammenligningsparameter og mobiloperatører skal opgive mindstepriser for en given periode, men i luftfarten må kunderne selv tjekke priser for bagage, sædevalg og meget andet på de forskellige hjemmesider. Ofte oplysninger, som kan være svære at finde frem til da flyselskaberne faktisk helst ikke vil være for tydelige om det.

Uanset så er der ingen tvivl om at den måde prissætningen i luftfarten er skruet sammen på ikke gør det lettere for kunderne at få et reelt og enkelt overblik over priserne.

Passagererne kan takke sig selv

Men vi har kun os selv at takke for det. Så længe vi betaler ekstra for disse ting, så vil flyselskaberne opkræve pengene. Og nu er det nok desværre for sent. Vi – som passagerer – skulle have sagt fra for længe siden og valgt operatører, som var gennemsigtige i deres prissætning. Nu hvor alle gør det, så har vi ikke længere et reelt valg og har derfor også mistet muligheden for at presse markedet vil at ændre deres måde at agere på.

Derfor må vi nok indstille os på at alle disse gebyrer er kommet for at blive. Ja, ganske givet skal vi nok endda indstille os på at der kommer flere af dem og at de bliver endnu dyrere i fremtiden. Det er ganske enkelt en for stor indtægtskilde for flyselskaberne og vi som passagerer sagde fra for sent.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here